Copenhell '22: Charmerende hardrock
Anmelderens bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da Thunder var et charmerende indslag på Copenhells sidste dag.
Londonbandet, hvis historie rækker tilbage til det satans år 1989, spiller god, gammeldags far-hardrock, man kan vippe med foden til, mens man krammer en fadbamse, og der var ikke nogle nye ideer eller overraskelser denne lørdag eftermiddag, da Thunder lagde ud med ’Last One to Turn Off the Lights’ fra bandets 2021-album ’All the Right Noises’.
Vi hiver den hjem på charmen
Der var til gengæld masser af charme, spilleglæde og overskud fra de halvgamle herrer. Især sangeren Danny Bowes hev niveauet op med sin ubesværet elegante måde at synge på, som man også kunne høre på den let countryinspirerede bluessjasker ’Higher Ground’. Bandet spillede som veteraner, der stadig gider musikken, og det gav koncerten en relevans, som man ikke fik i form af interessante, nye vinkler på en genre, der i forvejen måske heller ikke ligefrem er inde i en rivende udvikling.
Hen mod slutningen af ’Low Life in High Places’ begyndte publikum at klappe, men Danny Bowes var faktisk ikke færdig. ”I’m not fucking finished,” sagde han og formanede publikum om, at vi ikke måtte få ham til at grine, mens han lige hev den sidste vokalfrase hjem acapella. Gamle cirkusheste kan underholde, og så gjorde det måske ikke så meget, at man ikke ligefrem blev væltet over ende af nye perspektiver på eksistensen af gruppens traditionssøgende musik.
Må man godt det?
Ja, det er jo spørgsmålet. Er det nok at spille solidt swingende med et sejtrækkende groove? Er det nok at være dygtig til på yderst charmerende vis at levere efter alle kunstens regler, når der ikke rigtigt er noget kunst i reglerne? Det må være op til den enkelte at dømme, men af en eller anden grund var der nok charme og overskud til, at jeg var fint underholdt af Thunders bud på rock til generation efterløn. Eller også var jeg blevet tømt for al retfærdig vrede efter Søren Andersen-koncerten et par timer tidligere. Det vides ikke, men Thunder fortalte os: ’I Love You More Than Rock ’n’ Roll’, så måske var det bare følelsen af, at nogen holdt lidt af mig efter tre dages festivalslid på mit normalt aggressivt kulturpessimistiske sind? Thunder var i hvert fald mere en solstrålehistorie end en tordenbyge over Hades.