Tilbageskuende godmodigt
Populær
Tenacious D tager kærligt pis på rockens myter, men har gjort det for længe med de samme vittigheder.
Flere var måske overraskede – måske ligefrem bekymrede – over, at Tenacious D skulle spille på Roskilde Festival og så endda på Orange Scene, men da der var pænt fyldt op, kan man ikke andet end at mene, at festivalen ramte rigtig, i hvert fald popularitetsmæssigt, med dette aldrende act.
Duoen tog sin spæde begyndelse tilbage i midthalvfemserne, hvor den efterhånden fik en større og større succes i hjembyen Los Angeles med den ganske underfundige blanding af stand-up og rock. På en gang en kærlig skæmten med genren og en fin satire over dens larger-than-life-attitude i hænderne på rockens fans, der i den ene eller anden forstand ofte er små, tykke nørder som dem selv.
Den første, selvbetitlede plade kom i 2001, filmen + soundtracket 'Pick of Destiny' kom i 2006 og tredje udgivelse, 'Rise of the Fenix', i 2012. En rum tid imellem udgivelserne og en rum tid siden den sidste, må man sige. Og hermed er vi fremme ved et af problemerne ved koncerten på Roskilde Festival: Det var godt nok nogle gamle vittigheder, de havde med sig. Ikke at de ikke havde forsøgt sig med nogle nye – eksempelvis at lave 'Master Exploder' som karikeret playback med Kyle Gass skamfuldt stormende af scenen, efterfulgt af 'Dude (I Totally Miss You)' – men de spiller stadig de samme roller, og hele break-up-tingen har de haft med sig fra starten ('Kyle Quit The Band' fra den selvbetitlede og 'The Ballad of Hollywood Jack and the Rage Kage' fra den seneste).
Alt dette lyder måske vel surt, og så galt er det da heller ikke ment. For det var en meget hyggelig omgang – ja, nærmest nostalgisk. Det var skægt at stå og skråle med, og de kom da også rigtig godt fra start. Intensiteten dykkede så for at vende tilbage mod slutningen med hittene 'Dio', 'The Roadie' og størst af alle 'Tribute'. Sætlisten var en fin blanding fra de forskellige udgivelser, og deres backingband spillede også hæderligt.
Det ændrer bare ikke ved det overordnede indtryk, at Tenacious D var overmatchede af scenen. Det havde nok været bedre for teaterdelen af showet at være lukket inde under et tag med tilskuerne (som med deres vellykkede koncert i Tap1 i København for nogle år siden). Og selv om der godt nok er blev spillet mange gamle sange fra Roskilde Festivals største scene, så gør humorelementet i Tenacious D's sange nu alligevel, at deres musik ikke ældes med ynde. Og derfor blev det aldrig en koncert der kom ud over det tilbageskuende godmodige.