Taknemmelig fan-service

Populær
D85_8892
D85_8917
D85_8925
D85_8966
DSC_9092
D85_9000
DSC_9079
D85_90424

Tools første venue-koncert i Danmark siden 1993, var præcist den musikalske og visuelle oplevelse, man som inkarneret fan kunne håbe på. 

Kunstner
Trackliste
1. Fear Inoculum
2. Opiate^2
3. The Pot
4. Pushit
5. Pneuma
6. The Grudge
7. Right in Two
8. Descending
9. Hooker With a Penis

10. Chocolate Chip Trip
11. Culling Voices
12. Invincible
Fotograf
Nikolaj Bransholm
Karakter
4

Godt og vel to timer af lørdagens koncert, med det amerikanske kult-band skulle gå, før publikum fik den første velfortjente pause. Tolv minutters tid til at trække vejret, finde tilbage fra de højere luftlagt og få plantet fødderne på den solide beton i Royal Arena.  

Det var i den grad en tiltrængt pause, fra det inferno af en musikalsk og visuel oplevelse, der havde præget koncerten. Sanserne blev positivt udfordret og fans af bandet fik langt mere end man kunne håbe på - og forvente af et band af Tools kaliber.

Inkarnerede fans fik et overflødighedshorn af indhold. De blandt publikum, der så Tool for første gang, var måske knapt så heldige. Det kan man i hvert fald nemt snydes til at tro – og måske føle. Men aftenens koncert var i særdeleshed noget særligt.

Det var en fan-service-koncert. Der var ingen ‘Stinkfist’, ‘Schism’ eller ’Forty Six & 2’. Heldigvis. I stedet fik publikum en række deep-cuts fra bandets bagkatalog og flere live-debuter på dansk jord. ‘Opiate^2’ fik sin retmæssigt "debut", sammen med den sprudlende ‘Right In Two’. ‘The Grudge’ fik vi senest i 2001 på Roskilde Festival – og hvem kan huske, hvornår Tool sidst spillede ‘Hooker With a Penis’ og den fantastiske ‘Push it’ i Danmark, hvis det da er sket?

At høre ‘Push it’ live var specielt smukt. En magtdemonstration blandt mange – det absolutte højdepunkt fra den skelsættende 'Aenima'-plade, fremført til perfektion.

D85 8838

Naturligvis var setlisten også præget af ‘Fear Inoculum’. Med undtagelse af ‘7empest’, fik vi samtlige af pladens reelle numre - ‘Pneuma’ og ‘Desceding’ var højdepunkterne. Eksemplarisk, nærmest hypnotiserende fremført, båret på vej af et gennemført, indlevende visuelt sceneshow. Et scene-show der var en konstant indlevende faktor. Selv titelnummeret stod stærkt og langt mere bastant i live-format. 

Det var den koncert alle drømte om, men ingen turde håbe på. I hvert fald hvis man har set bandet før. Som en ung, sandsynligvis førstegangs Tool-koncertgænger, nævnte på vej ud i den mørke nat: “De kunne da i det mindste godt have sluttet af med ‘Schism’. Det kunne Tool godt, men gjorde det ikke.

DSC 9090

En særpræget afslutning
Efter koncerten på Copenhell i 2019, kunne man godt foranledes til at føle, at bandet var gået i stå. Spillede de sikre kort, hvad angik selisten og ikke var interesseret i at udfordre publikum  eller dem selv. Setlisten fra 2019 vil også afsløre, at det første var tilfældet, men vi fik trods alt to nye numre. 

Lørdag aften blev der taget chancer. Mange chancer. Selvom det nærmest ikke kan kategoriseres som chancer, at spille så stærkt som bandet gjorde. Næsten alle var en succes, med undtagelse af den afsluttende encore-affære.

Amerikanerne sluttede af med en trio fra ‘Fear Inoculum’. ‘Chocolate Chip Trip’ fremstod som det unødvendige Danny Carey-trip det også er på pladen, uden relevans eller sammenhæng med det efterfølgende nummer, ‘Culling Voices’. Skåret ind til benet, nøgent og sårbart, startede bandet dét nummer på kanten af scenen, mens sølv-konfetti dalede ned som sne på en frostklar vinterdag. Smukt, men uden den styrke og charme som den afsluttende ‘Invincible’ besad.  

D85 9081

Det var en sær og aparte opførelse af kaos. Koncerten havde fungeret bedre, var den stoppet efter Maynards sidste brøl på ‘Hooker With a Penis’. Eller, havde vi bare fået ét normalt ekstranummer  ‘Invincible’  og samtidigt undgået de sære tolv minutters ophold. 

Det sagt, var der intet andet at sætte en finger på. Arenaen viste sig fra sin bedste sidde, i hvert fald hvor denne skribent havde siddeplads. Bandet var langt mere tilstede i koncerten, end hvad vi oplevede på Copenhell. Justin Chancellors dundrende bund og nærmest spastiske indleven på scenen, Maynard James Keenans drilske og ditto dragende positur i baggrunden, Careys sublime spil og Adam Jones' stoiske præstation – kvartetten levede i koncerten og det var fremgik tydeligt.  

Publikum var tilsvarende til stede  og selvom den danske høflighed holdte os siddende, indtil den karismatiske forsanger rev op i den gode holdning, var der et konstant liv og direkte interaktion med de energiske udfoldelser på scenen. 

Der er ingen tvivl om, hvorfor bandet har et kultfølge og aftenens koncert var en eksemplarisk forklaring på, hvorfor. Det var et klart vidnesbyrde om bandets kvaliteter og lyst til at give deres trofaste publikum en velfortjent oplevelse. Det var et brag af en koncert, også selvom det afsluttende festfyrværkeri på forunderlig vis lod vente på sig til sidste sekund.

DSC 9050