Tre gange Død og Helvede
Populær
Kødbyen lagde scene til et triumvirat af grusomt effektiv rock 'n' roll med hjemlige Helhorse og President Fetch som support for Valient Thorr.
Denne koncert skulle slet ikke være anmeldt – ej heller foreviget fotografisk. Planen var lagt for skribentens fejring af nylig indtruffen sommerferie og fyren bag knipseriet ville se på øl. Men sådan skulle det ikke gå, som denne tekst beviser, og det skyldes at nogle koncertoplevelser er så specielle / interessante / fantastisk / forfærdelige, at de tilstedeværendes forpligtes nedfæste begivenheden.
Første band på scenen på det forholdsvist nye spillested KB 18 i Kødbyen var københavnske Helhorse, som dette site har anmeldt adskillige gange i løbet af første halvår, og derfor får de kun få ord med på vejen. Men en solid, kort og meget intens oplevelse på en tætpakket scene, hvor energiudladningen fungerede som aldeles udmærket opvarmning, selvom de uden tvivl kunne have båret en længere sætliste. Man savnede altså ikke andet end flere numre og flere lyttere.
(Karakter: 4)
Pæne præsidentielle punkmænd
Næste utroligt levende billede på scenen var President Fetch der blev dannet i hovedstaden tilbage i 1985, men som undervejs har holdt en del pauser. Ophold var der til gengæld på intet tidspunkt i en aldeles hæsblæsende optræden, der blev båret af Iggy Pop/Jesse Hughes-klonen Molle i front, der befandt sig en slags konstant trance af dans, spastiske bevægelser, pludselig udfald med løb blandt publikum og i øvrigt et næsten manisk blik fastgjort over den skarpe skovsnegl. Bag ham sørgede et band, med en ganske høj gennemsnitsalder og et look der sagde forsikringsbranchen, for, at den gedigne gang rockmusik, som muligvis ikke er storslået men dog præcis og effektiv, blev affyret med et imponerende bulder og intensitetsniveau. Man ville have mere.
(Karakter: 4)
Skæg og ingen ballader
Og derfor kunne scenen så absolut ikke overlades til andre end hovednavnet, amerikanske Valient Thorr, der ved Dio ikke har opfundet nogen som helst dyb rocktallerken, men til gengæld ved alt om, hvordan man bruger og misbruger samtlige klicheer opfundet af et elektrisk fremført band efter Chuck Berrys debut.
Kvartetten, der er et virvar af svedigt skæg og filtret hår og en tilsvarende beskidt attitude, havde i løbet af ganske få sekunder skabt et kaos, der forplantede sig til at vare hele koncerten - et kaos lige dele outreret, rodet og grotesk såvel som stærkt koncentreret omkring deres fandenivoldske rock med de mange buldrende rytmer og maskingeværsbuldrende breaks i vers.
Dertil kommer en manisk forsanger, Valient Thorr i egen person, der i absurd grad formåede at erobre stedet, så man var i tvivl om, hvorvidt bandet havde blandet sig med publikum eller de mange cowboyjakkemedrygmærkebærende fans havde indtaget scenen. Og det kulminerede endda med, at Hr. Thorr pludselig fik de nærmeste headbangere ned på gulvet, mens han selv indtog midten i en rundkreds og begyndte en bizar blanding af siddende hårrystning og kaproning – måske et af de mærkeligste og fedeste optrin i denne skribents virke.