Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fuck Walt Disney!

Populær
Updated
Fuck Walt Disney!
Fuck Walt Disney!
Fuck Walt Disney!
Fuck Walt Disney!
Fuck Walt Disney!

Spænd hjelmen godt og tag med på en rundrejse i såvel det ydre rum som på jorden med Valient Thorrs karismatiske og noget sære frontmand.

Titel
Valient Himself
Dato
01-07-2010
Label
Distributør
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen

Det er ikke udfald i skribentens diktafon. Nej, hr. Valient Himself er bare ganske god til at starte ét sted, afbryde sig selv, og så fortsætte et andet. Men underholdende er det, så læs løs – uagtet om det giver mening eller ej! Men budskabet er klart: verden skal reddes.

Hvis man klikker ind på Wikipedia er noget af det, der skrives mest om jeres nærmest ustoppelige tour-virksomhed. Med dét i tankerne, hvad er "livet" så i dine øjne og hvad betyder det at have et hjem?

Der er ikke noget hjem. Nogle dage ville jeg ønske jeg havde et hjem igen. Det er som om, vi aldrig rigtig tog et hjem til os. North Carolina var et udmærket sted at bo, eftersom vi alligevel kom fra en anden planet. Det er ikke fremmed for os at være alle vegne, fordi vi aldrig har haft et hjem. Og jo mere man rejser, jo flere venner og familie får man, så det bliver sværere at blive et sted, fordi der er så mange rundtomkring, som man gerne vil besøge. Fordi man elsker dem alle sammen, okay?

Men! Det er hårdt at holde liv i kæresteforhold eller at have en familie. De folk ønsker mere af én, end man nogensinde er i stand til at give. Det er noget lort! Det er dén hårdeste ting ved at rejse hele tiden.

Vi kan nok alle relatere til, at det kræver lidt at være i et forhold, mens familieforholdene alligevel burde være mere tålmodige pga. "blodets bånd"…

Right!

Men hvornår kom I så egentlig her til jorden?

Vi kom hertil for mange, mange, mange år siden, men i denne specifikke tidsregning, så var det år 2000. Så cirka ti år, hvor vi ikke har forladt stedet – simpelthen fordi vi ikke kan tage væk, da vores "transportmiddel" er gået i stykker. Så vi er strandet her, men det er dog kun godt. Vores mission var oprindeligt at komme her til Jorden for at se om vi… lidt ligesom Superman, og da dinosaurusserne døde.

Vi kom fra planeten Venus og kunne livet fortsætte, kunne vi trække vejret her, drikke, spise? Alle her er sendt fra Venus, hver en jordboer. Vi er faktisk født på Venus i fortiden, og jeg ved faktisk ikke engang om, de folk, vi havde med på vores rejse, har klaret det!

Jeg ved ikke hvor langt fremme i fremtiden, vi er. Jeg ved blot, at VI er her, at vi klarede det. Vi ønskede oprindeligt at bo på jorden, og her er vi.

Så fuck det! Vi bor på jorden, og i begyndelsen valgte vi rock 'n' roll på grund af beatet. Det beat, som ingen jordboer kan flygte fra, fordi det slår i hjertet. Rytmen i rock 'n' roll er en katalysator for den besked, vi ønsker at sprede om, hvordan livet på jorden kan bevares. Anti-krigsbudskaber og den slags kommer i hælene på dette. På den måde blev vi en slags socio-politisk band.

Synes du så, I er lykkedes med det, og har fået en masse følgeskaber?

Absolut. Enhver, der bærer vores farver og kalder sig selv for en "Thorrior" har haft en åbenbaring, og blev klar over, hvad vi prøvede at sige. Uanset om de troede, det var en joke i begyndelsen. De forstår nu, at det er en god ting. Det betyder ikke noget, om man er fra Venus,  Danmark, USA eller Mexico. Hvor som helst i verden. Det handler om, hvem man er. Hvem vi er, og det vi siger, er sandt, uanset hvem man er.

Vi bor nemlig alle på denne planet, og hvis vi ødelægger den, så vil vi ikke være her mere. Og vi har ikke teknologien til at tage til en anden planet.

Så selv om I har to R’er i Thorr, så er der altså ingen sammenhæng til mytologien?

Nej, nej, nej…slet ikke.

Intet skæg i suppen


Nu er jeres "transportmiddel" fra rummet jo gået i stykker, men er jeres transportmidler til jeres mange tours her på jorden så rare at opholde sig i?

Ja, det er helt i orden. Vi har haft mange forskellige, faktisk. Fra de mindste til de største til mellemstørrelse.

Du har et imponerende skæg. Og det er du ikke ene om i bandet. Har I en slags idé om, at det skal være vildt?

Nej, øhh…jeg ved ikke hvordan man siger i Danmark, men i Tyskland er det "natürlich". Det er bare fandens naturligt. Jeg har ikke tid til det, jeg tænker over "rigtige ting" og ikke at gøre mig smuk for én eller anden. Jeg kan ikke bekymre mig om det, jeg skal bare gøre hvad jeg er nødt til at gøre. Hvis man ikke bekymrer sig, så ender det sådan her. Det er sådan en mand ser ud, vil jeg mene. Og man slipper for at købe ting til at barbere sig med…altså jeg trimmer det da lidt indimellem, ellers ville det blive alt for langt. For eksempel når det når ned i min suppe…

Skægget er dog ikke et krav. Jeg kan lide det. Piger kan lide det – når det bliver som det her (Valient antyder, at det er blødt – red.), så klager de ikke.

Hvad synes du om Danmark – du har vist været her før?

Åh, ja. Vi har spillet mange steder her, Århus, Christiania/Loppen. Jeg elsker Christiania. Vi har spillet mange steder over hele Skandinavien – ja, Europa! Det er vores syvende tour i Europa. To gange om året siden, øh…2007?

I forhold til det med at have et hjem – er det her så en investering, for at kunne geare lidt ned senere?

Næ, vi tjener ikke rigtig nogen penge. Jeg ville blot ønske, at jeg kunne møde en, som gider lave et hjem med mig. Jeg ved ikke… en, der stoler på mig? En pige, som gerne vil starte noget og arbejde med det og bygge det op. Så jeg en dag kan have et hjem.

Det handler bare om tillid?

Ohh yeah. Er der tillid, så er der ingen bekymringer.

Walt Disney er ikke for børn!


Jeg har læst et sted, at I har haft nogle problemer med Disney?

Walt Disney, ja. Det her er svært at tro på, men i begyndelsen med vores band havde vi en tidsmaskine skjult et sted. Og det er svært at sige hvor, fordi det vil være et andet sted på grund af lineariteten i tidslinjen, så det kunne være et hvilket som helst sted på østkysten i USA. Fra Washington D.C. ned til South Carolina. Og da vi kom hertil styrtede vi mere end én gang. Vi styrtede 80 gange! Det tog år at komme hertil. År! Jeg er en gammel mand.

Var I et band på Venus?

Nej. Vi var meteorologer, der holdt øje med vejret og rejste gennem tiden for at kunne se, hvad der ville ske hvis de resterende folk på vores ødelagte planet skulle bo på jorden. Så de satte babyer her på jorden, ligesom med Superman, for først at se, om det kunne fungere.

Derfor havde vi en tidsmaskine gemt her på jorden, så hvis vi crashede, kunne vi tage tilbage og lave tingene om. I 1957 og år 2000 skete der det mærkelige, at en mand kaldet Walt Disney fandt vores tidsmaskine. Og han stjal den! I 1957 mødte vi ham, og han hørte om vores tidsmaskine. Han fandt ud at manipulere med os og stjal vores tidsmaskine i år 2000.

Da vi styrtede ned her, forsøgte vi straks at komme tilbage og ledte alle vegne efter tidsmaskinen. Den var blevet stjålet af Walt Disney! Vi kan simpelthen ikke komme væk på grund af denne mand, der har lavet alle de her tegnefilm.

For en jordboer som mig, er det så på nogen måde muligt for mig at se spor af dette i en Disney-tegnefilm?

Jeg ved det ikke, fordi alle tegnefilmene er lavet før år 2000, hvor vi i denne tidsregning kom her til. Måske er han gået tilbage i tiden, og har ændret ting. Men jeg gider ikke tænke på det mere. Fuck det, jeg kan lide mit liv på jorden nu. Jeg er hér, fuck Walt Disney, jeg er en jordboer!

Valient Thorr
Valient Himself sådan ca. 3 timer før årets Roskilde-show (foto: C.V)