Copenhell 2018: Tilforladelighedens ubærlige lethed

Copenhell 2018: Tilforladelighedens ubærlige lethed

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Kunstner
Dato
21-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
2

Det er meget nemt at være sur over Tremonti. At det, som konferencieren gør opmærksom på, er tredje år i træk, han spiller herude – sidste år med sit gamle band Alter Bridge, året før med sit eget band Tremonti – gør det kun alt for nemt. 

Sværere er det at finde noget rigtigt positivt at sige om guitarhelten fra Orlando, men det er tydeligvis en holdning, Devilution står alene med, da koncerten går i gang. Nogenlunde alene, i hvert fald. For det publikum, der er mødt frem til eftermiddagskoncerten, virker både veloplagte og overordentligt glade for gensynet. Det må man lade ham og dem. Man må så også konstatere, at så imponerende mange af dem er der bare heller ikke. 

Tremonti er ellers sådan et band, som man, nøgternt anskuet, godt ville kunne forstå var store. Deres alternative metal er veleksekveret, deres omkvæd er fængende, melodierne dominerer uden at tage al pladsen fra de tunge breakdowns og den heftige riffing, der peger tilbage mod thrash metallen. Det er den slags metalband, som de fleste kan forlige sig med, også dem, der ellers ikke rigtig bryder sig om metal, og samtidig er det lige den tand mere metal end frontmanden Mark Tremontis andre bands, så metalfans også kan være med uden at skamme sig alt for meget over, at det bliver for følsomt.

For selvfølgelig er Mark Tremonti ikke for fin på den til at smide de store, smægtende omkvæd ind over sangene, men tydeligvis er bandet Tremonti hans ventil for det mere metalliske, og så kan han angle efter airplay-sympati i sine hovedbands. Derfor er der også god plads til at inkorporere metalcore-elementer i musikken, og til tider kan det næsten minde om Unearth, dengang de lavede deres crossover ind i mainstreamen. Men Tremonti holder sig fri af coren med sit fokus på håndværket: Mark Tremonti er trods alt udråbt som guitarhelt, og den slags skal passes. Derfor bliver der skiftet guitarer mellem hver sang, og der er altid plads til lige at shredde lidt. Det er også sådan noget, det er meget nemt at hade; lad os nøjes med at konstatere, at Mark Tremontis soli er holdt i kort snor, og at det er en befrielse, for så interessant er hans guitarspil altså heller ikke.

Festivalens mest velklædte
Der, hvor Tremonti imponerer, er i deres professionalisme. Det er tydeligvis et band, der er vant til at spille på de store scener, og et band der er vant til, at det ikke nødvendigvis er dem, publikum er kommet for at se. Det er dem, metalpublikummet tolererer, fordi det er OK, ganske uskadeligt. Og hey, frontmanden var med i de der bands, man hørte, før man begyndte at høre rigtig metal, og nu spiller han metal. Jamen, hey da.

Det er med andre ord svært at blive rigtig sur over Tremonti. De gør ikke noget anstødeligt. Selv når de planker Metallicas ‘Sad But True’ i en af deres sange – en slags forsmag på Avenged Sevenfold, der spiller senere i aften og selv har planket den samme sang i ‘This Means War’ – er det OK. Det er måske ikke den Metallica-sang, man selv ville have valgt at planke, men de her fyre er fra den generation, hvor det sorte album var det største i hele verden, og det var på mange måder den plade, der banede vejen for en lettere tilgængelig metal som deres.

Det kommer dem også til gode, at de indtil videre står som festivalens mest velklædte band i sort skater-chic. De ser ud, som om de lige har været i bad og virker på mange måder som en tilforladelig forsamling fyre. Bevares, Mark Tremonti fremstår lidt som en douchebag med goatee og mohawk, men Eric Friedman ved hans side representer til gengæld med langt hår, en guldguitar – hey! – og en T-shirt fra det lokale bryggeri Warpigs. 

Alligevel sætter slapheden tungt ind omtrent halvvejs inde i det 45 minutter lange sæt. De får stadig publikum til at klappe i takt, arrangerer en circle pit under den sidste sang, beder alle om at passe godt på hinanden, benytter verdens ældste trick og prøver at fremprovokere et bifald ved at spørge retorisk, om folk er klar til det næste band – som så godt nok er Asking Alexandria, men et lille, pligtskyldigt brøl og en halvhjertet pit får de da ud af anstrengelserne. Men selv den otteårige, der står bag os med høreværn, virker, som om det er mere interessant at prøve at suge de allersidste dråber ud af sit tomme glas sodavand end at kigge op mod scenen.

Det er simpelthen, som om publikum ikke længere kan mønstre den fornødne entusiasme for Tremonti. Alligevel proklamerer Mark Tremonti, at vi ses næste gang. For selvfølgelig gør vi da det, selvfølgelig kommer han igen i den ene eller anden sammenhæng. Hvorfor han gør det, svæver lidt i den vind, der trækker ind over pladsen og hvirvler mere støv op, end circle pitten kunne.