Vågne giganter

Vågne giganter

Mastodon har været udsat for hård kritik på det seneste. På Copenhell tog de revanche og viste hvem der i sidste ende bestemmer.

Kunstner
Dato
15-06-2012
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Mastodon er vel nok det band der delt vandene mest inden for det seneste år. Nogle kritikere har skamrost ’The Hunter’, mens andre har vendt tommelfingeren nedad. En ting er sikkert: De lever op til deres navn hvad turfrekvensen angår. Ikke færre end 140 koncerter er det blevet til på bare et enkelt år. Heraf 5 af dem alene i Danmark. Den første af disse koncerter blev spillet for et år siden på Roskilde Festivalen, og fik stærkt rosende anmeldelser.

Siden da er stjernerne raslet ned i anmeldelserne af de efterfølgende koncerter. Ikke mindst her hos Devilution, hvor redaktørens slagtning af supporten for Metallica i Oslo for et par uger siden fik sindene i kog hos en håndfuld læsere. Lidt mere varm var kritikken fra koncerten i Horsens dog. Nu er det også en utaknemmelig tjans at varme op for Metallica, selvom pengene og prestigen nok er det hele værd. Men forrige uges ”rigtige” koncert på Sweden Rock Festivalen var bestemt heller ingen musikalsk åbenbaring.

Undertegnede fik tidligt fredag aften en snak med guitarist Bill Kelliher, der heller ikke selv var begejstret for indsatsen i det svenske landskab. "Er I ikke ved at køre trætte i det?", lød spørgsmålet herfra, hvor den sympatiske guitarist erkendte at de nok trænger til den pause fra landevejen, der venter lige om hjørnet. Om Kelliher tog kritikken op med resten af bandet inden de gik på scenen til Copenhell står hen i det uvisse. En ting er dog sikkert: Mastodon havde virkelig fundet ja-hatten frem fredag aften!

Godt fra start

Kvartetten fra Atlanta har hele tiden annonceret at præmissen for turnéen har været at fremføre de fleste sange fra ’The Hunter’, så selvfølgelig var det ingen overraskelse at disse sange fyldte det meste af sætlisten. Koncerten lagde ud med den glimrende ’Black Tongue’. Allerede her fik man et varsel om, at den træthed, der kunne spores ved de seneste koncerter, ikke var til stede denne gang. Herefter fik vi ’Hand of Stone’ og en dræberversion af ’Crystal Skull’, som begge to er fremragende numre og hentet fra ’Blood Mountain’. Bedre start på koncerten kunne vel næppe forlanges.

Jævn midte

Med undtagelse af ’Crack the Skye’, som naturligvis bør blive spillet til enhver koncert med Mastodon, stod de næste tre kvarter ellers i ’The Hunters’ tegn. ’Dry Bone Valley’ er nok et af de bedste numre på skiven, hvor Brann Dailor ikke blot viser hvor eminent en trommeslager han er, men samtidig og overlegent er sanger på nummeret. Nummeret forekom dog at være i en noget afkortet udgave. Så kom 'The Hunter'-numrene ellers i flæng med ’Stargasm’, Blasteroid’, ’Octopus Has No Friends’, ’Heavy Lifting’ og naturligvis ’Curl of the Burl’, hvor publikum sang højt med på Brent Hinds vokal i omkvædet, mens det regnede let ned fra skyerne på den sorte himmel. Numrene blev bestemt spillet med stor indlevelse fra bandet, men alligevel hopper anmelderen her med på vognen om, at de nye numre for det meste er en smule kedelige. Punktum!

Perfekt afslutning

Specielt når man kontrasterer dem med koncertens sidste tyve minutter, der viste hvorfor Mastodon består af musikere i verdensklasse, og hvorfor bandet med ’Leviathan’ har skabt noget af det mest innovative metal i det nye årtusinde. Først blev ’Aqua Dementia’ sendt af sted og derefter et potent, hårdtslående medley af ’Iron Tusk’ og ’March of the Fire Ants’. Koncerten lukkede ned med ’Blood and Thunder’, der blev spillet i en fantastisk veloplagt version, som understregede at giganterne virkelig var vågnet op til dåd. Sådan! Efter så megen kritik, var denne koncert virkelig en tiltrængt befrielse at opleve.