De røde boksestøvler vender tilbage

De røde boksestøvler vender tilbage

Valient Thorr mødte veloplagte op på et halvtomt Loppen og leverede et show med høj intensitet og masser af spilleglæde.

Titel
+ Black-Bone + Child
Spillested
Dato
21-10-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

En stille start

Child starter aftenen stille ud med en omgang slæææbende fuzzet blues, der her i live-versionen bliver spillet tydeligt langsommere end på indspilningerne. Og det klæder numrene helt godt.

Bandet består af en guitarist/vokalist, en bassist og en trommeslager; en simpel opsætning, der ofte kan komme til at lyde en smule tynd live, men australierne får meget ud af trioopsætningen.

Mathias Northway leverer en forrygende vokal som supplement til Stratocasterens 70’er-fuzzede, men helt simple og underspillede bluesriff. Det er godt at se en guitarist fra et mindre band, der ikke japper gennem ligegyldige soli i unødvendig højt tempo, men giver sig tid til at lade tonerne flyde og hænge tungt i luften, mens guitaren fremhæves og støttes op af bassens solidt pumpende rytmer.

Det ses helt tydeligt på fremmødet på Loppen, at onsdag aften i København er en meget meget sløv koncertaften. Child undskylder, hvis publikum havde forventet et mere energisk første band, men spiller ufortrødent deres “hvid mands”-blues med følelse og indlevelse.

4/5

Farten sættes støt op

Hollandske Black-Bone er aftenens andet band, og de sætter farten en smule op med deres blanding af punk og post-grunget rock. Det er akkordbaseret og meget lige ud ad landevejen, som en semi-rebelsk og lidt mindre lettilgængelig udgave af Foo Fighters – men uden de gode melodier og lidt for mange rockklichéer, inklusive en måske lidt for scenevant forsanger og guitarist. Hvor Child spillede med følelse og teknisk snilde, er Black-Bone mere løssluppne og ligetil.

Midt i sættet begynder de at spille sange, der er så uoriginale at de næsten lyder som covers. Først to groovede ‘Countdown To Extinction’-æra Megadeth-numre, så et instrumentaltnummer, der er som snydt ud af næsen på Rage Against The Machine, og siden en Pearl Jam-kopi – og det hele bliver ærlig talt for forudsigeligt og kedeligt.

2/5

Bat shit crazy!

Energiniveauet er som altid højt fra det øjeblik, hvor Valient Thorr går på scenen, og det er helt tydeligt at se, at det er dem, folk er kommet for at se. Valient Himself – iklædt sine ikoniske røde boksestøvler – fortæller, at han er vild med at være på Christiania; han synes, det er fedt, at man bare sådan “har smidt regeringen ud”.

En række partyrockede sange bliver leveret med masser af krudt i røven og glimt i øjet, mens publikum skråler med. ‘Unmasked Insanity’, ‘Master Collider’, ‘Double Crossed’, hvor fællessangen når aftenens højeste niveau med “You’re a liar!”, mens der er godt gang i en lille moshpit foran scenen.

Storskæggede og hyperaktive Valient Himself er bandets tydelige ansigt udadtil, og han god på en scene – nærværende og historiefortællende. Bandet beviser endnu engang på dansk jord, at de er et godt showband med en enorm spilleglæde. Et showband, der forresten har en meget solid rytmegruppe. Men selvom det er sjovt og underholdende, er mange af sangene kun sådan lige over gennemsnitsgode. Valient Thorr er bare et af de der bands, der synes at være vildt sjove på papiret, men som i virkeligheden er et lidt harmløst amerikansk knallertrock-band med en forunderligt underholdende skrigeabe som frontmand. Hurtig gennemsnitsrock leveret med charme og spilleglæde virker bare forbløffende godt for dem. Det mener det stadigt moshende publikum tydeligvis også.

Valient Himself introducerer sættets første ekstranummer med “all the best rock ‘n’ roll songs have stammers in them” og stammer lidt a la The Whos ‘My Generation’, hvorefter han fortsætter “any Thorriors out there?” og får det ellevilde publikum til at råbe “Party! Party! Party!”, mens de starter ‘Torn Apart’. Bare fordi det er sidst i sættet, betyder det dog ikke, at bandet er ved at være kørt trætte, og Valient Himself hiver bukserne ned om sine nu bare balder og danser rundt på scenen, mens han synger.

Som det allersidste denne onsdag aften inviteres alle de svedige publikummer op på scenen til et fællesbillede med det endnu mere svedige band. En passende afslutning på et uhøjtideligt og meget underholdende show.

3/5