Varieret benknusning
Populær
Canadisk dødsmetal overskyggede Job for a Cowboy, som igen understregede, at de er et overvurderet metal-band, der gav en bundskrabende koncert, som også blev præget af et par voldsidioter.
Det var ikke just mangel på metalkoncerter som prægede hovedstaden i påsken. Under banneret Bonecrusher Fest 2013 lagde seks nyere og ekstreme metal-bands vejen forbi Pumpehuset.
En svedig og tung koncert med Saint Vitus dagen inden havde dog givet Devilutions udsendte ualmindelig meget bly i røven, så aftenens tre første bands' indsats forbliver ukendt herfra.
Som det fjerde band gik tyske War From a Harlots Mouth på scenen med en energisk attitude og fyrede en eksplosiv omgang metalcore af.
Det var som bekendt Langfredag, og man fornemmede ret hurtigt, at flere ”elementer” blandt publikum allerede tidligt på dagen havde hilst på mere end blot en enkelt snaps. Musikken vakte tydelig begejstring blandt de fremmødte publikummer, der tog varmt imod tyskerne og moshede løs foran scenen. Dynamikken og det hurtige sammenspil mellem musikerne gik da også lige så hurtigt i blodet som en Rød Ålborg.
På plade er War From a Harlots Mouth knap så spændende et bekendtskab, så det var kun opløftende, at de fem tyskere formåede at komme så godt ud over scenekanten med musikken.
(karakter: 3)
Dying Fetus’ aggressive lillebror
De canadiske og tekniske dødsmetallere fra Beneath the Massacre har snart ti år på bagen, og koncerten var blot gruppens andet besøg i Danmark. Bandets fire medlemmer er så muskuløse, at de ligner nogen, der har tilbragt livet som skovhuggere dybt inde i de canadiske skove. Frontmand Elliot Desgagnés growlede så grumt og dybt, at hans massive blodårer blev presset ud af halsen.
Guitaristen Chris Bradley stod koncentreret gennem koncerten og holdt konstant fokus på sin guitar. Og med god grund. Det ser muligvis legende let ud, men er det på ingen måde. Bandets og Bradleys stil er åbenlyst inspireret af Dying Fetus og deres frontmand John Gallaghers spillestil, hvor mange af musikken guitarriffs bliver tappet – altså hvor den ene hånd griber en akkord, mens den anden hånds fingre slår tonerne an på gribebrættet.
Og det kræver sgu sin øvelse at lire de riffs af så tight og med så meget fart på, som Beneath the Massacre fyrer den af med. Numrene er rene energiudladninger og sniger sig – måske netop ikke uden grund – kun op på en tre minutter i længden.
Der blev lagt ud med åbneren ’Symptoms’ fra sidste års ’Incongruous’, og ellers bevægede bandet sig fint rundt i de forrige udspil, med alt fra ’Dystopia’s ’No Future’ til 2010-ep’en ’Marée Noires’ Black Tide’. En gennemført opvisning fra de fire canadiere, der i den grad var en halv times rå bonecrushing.
(karakter: 4)
Cowboys uden skarpe skud
Vi har efterhånden anmeldt aftenens hovednavn Job for a Cowboy en del gange her på Devilution, og kritikken har sjældent været specielt positiv, og denne gang er ingen undtagelse.
Bandet har gennem karrieren bevæget sig fra deathcore og mere mod decideret death metal, men i virkeligheden bør man snarere kalde deres stil for ”smadder-metal”, eller måske endda ”macho-metal”. Den dybere mening eller de skarpe skud i musikken skal man simpelthen lede længe efter.
Efter ti års eksistens er frontmand Jonny Davy eneste originale medlem, og resten af line-up'et er ændret en del gennem årene. Umiddelbart gør det heller ingen forskel, hvem der tæsker løs på trommerne eller river i strengene. Fængende sange, guitarriffs, fede rytmer, seje soli findes for det meste ikke hos amerikanerne. Ja, selv Jonny Davys growl lyder unuanceret og kedeligt.
Bevares, Job for a Cowboys musik er såmænd fint nok, hvis man står i en brandert og vil have blæst et par hjerneceller i stykker, men mere er der ikke at komme efter. Det var der til gengæld en håndfuld blandt publikum, som tilsyneladende lige præcis var kommet efter denne aften.
Job for en dørmand
Som koncerten skred frem, fik Jonny Davy bundet det meste af en hel flaske Jameson i takt med, at dele af publikum, der stod foran scenen mere og mere aggressivt begyndte at vælte ind i hinanden. Det sker heldigvis meget sjældent til metal-koncerter at de vilde tilstande foran scenen ender i deciderede voldsepisoder, som det udviklede sig til her. Men én voldshandling er sgu stadig én for mange. Fortrøstningsfuldt lignede den største spasser af de involverede parter dog en ”falsk-metaller” på crack, som var gået forkert, og high five til Pumpehusets kølige dørmand, som fik vippet ham ud.
På fordommenes niveau
Igen kunne man rette fokus mod koncerten, der var ved at nå sin ende. Her imponerede Jonny Davy med et spørgsmål til den mandlige del af publikum, hvor selv Opeths Michael Åkerfeldt ville blive blå af misundelse.
”Hvis I kunne sutte jeres egen pik, ville I så komme I jeres mund?” lød det med whisky-stemme fra frontmanden, og svaret kom naturligvis prompte med et kollektivt brølende "ja".
Det understregede blot bandet og koncertens lave niveau, der på alle leder og kanter skrabede bunden, og hvor man næsten friste til at sige, at fordommene om metal-kulturen syntes at være på deres plads.
(karakter: 2 knytnæver)