Veloplagt autopilot

Populær
Veloplagt autopilot

Tidlig lørdag aften leverede Havok smilende, seriøs thrash, som vi alle kender den, og netop genkendeligheden kvitterede publikum for ved at gå a-m-o-k. Egentlig godt blev det dog aldrig.

Kunstner
Dato
25-06-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Klemt ind imellem et aparte nostalgitrip med Clawfinger og en kedsommelig 70’er-plagieret tur med Rival Sons stod de tidligste aftenlyse timer af lørdagen på Copenhell i thrashens tegn. Amerikanske Havok var på plakaten. Det semirutinerede firkløver, der har mere end ti år med tre studiealbum på cv’et, er på turné i Europa, hvor de på udvalgte datoer agerer opvarmningsnavn for Megadeth kombineret med en række festivalkoncerter. Det er muligvis tre år siden, de var aktuelle med deres seneste album, men de har til gengæld deres første plade på Century Media lige på trapperne. Så hvorfor dog ikke fejre en major record deal ved at blæse Europa omkuld?

Feststemt publikum
Og jo, Havok var fulde af energi. De havde viljen, og de havde det leveringsstramme overskud, der skal til for at blæse et publikum omkuld. Faktisk havde de alt dette i så fremprovokeret et omfang, at det på sin vis kom til at bide bandet i røven. Til at begynde med blev der ellers solidt og klichéfyldt lagt ud med ’The Point of No Return’ fra deres seneste ep af samme navn, ligesom et af deres mange Slayer-ripoffs, ’No Amnesty’, efterfølgende fik skudt gang i en smilende entusiastisk mosh pit hos et talstærkt publikum foran Pandæmonium. Amerikanernes 110 % klassiske tilgang til en af metalmusikkens ypperste genrer faldt ikke overraskende i Copenhell-publikummets smag.

Et ærkeklassisk take på thrash
For denne skribent blev Havoks genfremstilling af genren dog hurtigt kopierende på grænsen til det maskinelle. Det gælder ikke kun bandets sangskrivning, men i lige så høj grad deres stage presence, hvor der gås så radikalt all in, at det ufrivilligt kommer til at tendere det selvparodiske. Især sanger og guitarist David Sanchez, der i dag er det eneste originale medlem i Havok, tager frontmandens rolle på sig i en sådan grad, at man ikke kan lade være med at spekulere på, om han trin for trin har taget et managementkursus i thrash-færdighedernes ABC. Enten det, eller også støtter han sig stadig til de notater, han i 80’erne tog til videobånd med Araya og Hetfield på teenageværelset.

Coverbands med egne ambitioner
Bevares, Sanchez’ indstuderede thrash-personlighed havde også en vis portion Spinal Tap-charme på Copenhell, hvor det jo på mange måder netop handler om at hylde metalmusikken og dens forskellige ansigter. Samtidig var det uden tvivl opløftende at se publikums uforbeholdne dedikation til en omgang ærkegenkendelig thrash metal. Genren fortjener det! Men for denne skribent må og skal den gode metalkoncert i det mindste gøre noget andet og noget mere end minde en om, hvor fede Slayer, Metallica og Megadeth engang var. Så selvom Havok fik en af Copenhells festgladeste stemninger frem hos publikum, og til trods for at bandet, rent instrumentalt, spiller fedt sammen, var det musikalsk set en fattig og direkte kedelig koncert.