Copenhell 23: Fanget i slip-strømmen
Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.
På uddannelses- og erhvervsområdet tales der indimellem om det er en god eller dårlig ting at gå i sine forældres fodspor. Om perspektivet udvides nok for den enkelte ved at "blot" at gå i en forælders fodspor eller om vedkommende omvendt allerede ved så meget om faget, at det er en fordel, man i samfundet skal være glade for.
At give metallen videre fra generation til generation er der ikke noget nyt i. Phil Anselmo talte om det på scenen med Pantera i en respekt for de forældre, der havde introduceret bandet til den nye generation af metalhoveder. På Copenhell har vi også før set metallen gå i arv fra et stort kendt band til et ungt og mindre kendt, men hvor efternavnene er de samme. Vi har nemlig haft Iron Maiden på besøg og samtidig fået Steve Harris' søn, George Harris, i The Raven Age på programmet.
En række ikke-tilfældige sammenfald
Torsdag, et kvarter efter de musikalske strabadser for dagen var sat i gang af de maskerede Blackgold blot et lille gåtur fra Hades, kunne vi så opleve et lignende tilfælde. Vended fra Des Moines, Iowa, stod på scenen med ungdommelig energi. Ikke nok med at bandet kommer fra samme by som Slipknot, så deler to af medlemmerne efternavn med medlemmer fra bandet, hvilket bestemt ikke er et tilfælde. Sønner af medlemmer i Slipknot.
Og der var bestemt tegn på, at sønnerne havde været med fædrene på arbejde, da de var små. Det er næppe noget, som bandet ønsker nævnt i hver og en anmeldelse, men det er bare svært at se helt bort fra, for der er klare ligheder mellem de to bands.
Man kan kalde ansigtsmaling, kannibal-maske a la Hannibal Lector for pynt, men ikke desto mindre, så må det virke hjemligt for i hvert fald Griffin Taylor på vokal og Simon Crahan på trommer. Elementer indenfor samme værktøjskasse som Slipknot i sin tid fandt sine effekter i. Og musikalsk så er det også en energisk, ret groovy omgang med stærke trommer og percussion og en råbende vokal, der også tør gå den rene vej. Som tilskuer bliver man selvfølgelig let ledt ind i det narrativ, at det er som Slipknot på grund af stilen for scenetøj og de prominente slægtsskæber, men der er altså noget om det, når det kommer til musikken.
Mission accomplished
Nok om det for bandet på scenen var underholdende, og uanset hvem man ville pege på som inspirationer, så var det en voldsom energiudladning. Griffin Taylor har tidligere udtalt, at bandets fremmeste formål er at underholde. Og dét gjorde Vended. Der blev bedt om pit lige fra start, og musikken havde hvad der skulle til, for at den slags ordrer blev modtaget med kyshånd på, hvad der på en festival, trods klokkens egentlige besked, var tidlig morgen.
Headbangingen og aktiviteten til egen musik var på scenen en meget fysisk præstation for medlemmerne, hvor der blev gået vildt og voldsomt til den. Bag trommerne sad Crahan ned, som det nu er mest egnet, når trommespil på hænder og fødder skal holdes kørende, men han var svær at holde på stolen, og han rejste sig tit og gav trommer og bækkener aggressive, kraftfulde slag. I det hele taget havde han en fantastisk energi og et lækkert trommespil, hvor der også var plads til herlige percussive elementer med kantslagsspil.
Crahans energi var festlig og smittende. Han mindede lidt om "
">The drummer is at the wrong gig", bortset fra at hans bandmedlemmer her var helt med på den. Guitaristerne og bassisterne kunne dog trods alt ikke til fulde matche samme intensitet, men mindre kunne også gøre det, og så lod det i øvrigt også til at guitarist Connor Grodzickis stil mere var at udvise det kølige overblik.
Griffin Taylor havde i dén grad scenetække. Han var 100% "på" for musikken, men heller ikke bly for at beordre publikum til aktivitet foran scenen og vi fik circle pit, wall of death og masser af moshing. Hans aggressive vokal fejlede var sej og stærk, mens den melodiske vokal tog nogle overraskende melodiske valg, der gjorde det svært at vurdere, hvor stort det melodiske talent var. Men som forandring i musikken gjorde den, hvad den skulle.
Nok blev blev der svedt så noget af kropsmalingen blev vasket som følge af det energiske show og varmen i byen i disse dage. Trøjen måtte af, men der var ingen tvivl om, at den unge mand kunne have fortsat meget længere end de knap 40 minutter, det blev til. Publikum havde sikkert også gerne taget et par runder mere, men med Chuck Billy og co. klar på den nærliggende scene, så måtte det jo have sin ende. Vended lovede dog, at dette ikke var sidste besøg i Danmark.