Ned i dyndet
Populær
Watain kickstartede deres nye turné med Rotting Christ og Profanatica fredag aften i Pumpehuset, men selvom Satan var fællesnævner for den blasfemiske bandpakke, var der en tydelig niveauforskel grupperne imellem.
Det er sjældent, at Pumpehuset kan melde tæt på udsolgt i den store sal til en black metal-koncert. Det var dog tilfældet, da Watain kickstartede deres nye turné med navnet Trident’s Curse Tour fredag aften. Det gode billetsalg skal nok ikke kun tilskrives, at Watain har de populære græske veteraner Rotting Christ og amerikanske Profanatica med sig rundt i Europa, men også at Watain i sommer spillede en nok så sej og blodig koncert på Roskilde Festival.
Det startede dermed også tidligt – halv otte, for at være helt præcis – men det var nu ikke, fordi supportnavnet Profanatica gik på i en tom sal. Nærmere det modsatte.
Bandet, der egentlig er en duo, men live er udvidet til en trio, strækker sig helt tilbage til 1990, hvor medlemmerne brød ud af dødsmetalgruppen Incantation og udgav en række demoer, en ep og en split, før de gik i opløsning to år senere. En gendannelse ledt an af trommeslager og forsanger Paul Ledney fulgte i det nye årtusind, og siden 2007 har gruppen udgivet plader med jævne mellemrum.
Med sangtitler som ’Raping of Angels’ og ’Foul the Air with Blasphemy’ ved man godt, hvilken ende man er ovre i, og der blev da også hamret igennem og growlet tirader og profaniteter mod religiøse helgener i stor stil. Bandet spillede primitivt og råt og balancerede mellem dødsmetal og black metal, men havde også enkelte doomede stykker for variationens skyld. Ledney førte showet fra bag sit trommesæt, og hans lange skæg gav ham en troldmandsagtig fremtoning, men det var ikke, fordi Profanatica udmærkede sig synderligt i den store sal, hvor det virkede, som om bandets musik ikke kom helt ud over scenen i løbet af den halve time, de spillede.
Overivrig showmanship
Anderledes var det hos Rotting Christ, der havde publikum i deres hule hånd fra første powerakkord. At brødrene Sakis og Themis Tolis har spillet sammen siden slutningen af 1980’erne, kan mærkes: De er rutinerede og yderst showvante, kontakten til publikum er tæt, og særligt frontmand og guitarist Sakis er skarp som indpisker og sørger for, at hele salen er med, når næverne skal hæves i vejret og hornene vises.
Jeg er dog mindre overbevist af den catchy og rockede black metal, som gruppen i dag spiller, og som vægtes i sætlisten. Jeg forestiller mig, at Rotting Christ lyder, som en genreoutsider ville tænke okkult black metal uden at have noget kendskab til genren. Klichéerne og genretroperne er i hvert fald linet op på række og kommer til udtryk forrest i musikken. Messende munkekor og gregoriansk sang? Tjek. Båndet heksevokal over et blastbeat? Tjek. Store omkvæd og tydelige udtalelser af ”Sathanos”, så man hele tiden ved, hvad det handler om? Tjek.
Det ender som en pæn og poleret projektion af black metallens æstetik, og når de båndede kor og keyboards brager så højt ud af højttalerne, at det er lige ved at overdøve guitarerne, giver det musikken en storladen kvalitet, men får det også til at fremstå forceret og overmættet på grænsen til det opulente. Det er black metal lavet til arenaer, og sådan passer det også fornemt til Pumpehusets store sal, men der er for meget staffage og for mange gimmicks, og det lader til at dække over en sangskrivning, der ikke kan stå på egne ben.
Det forhindrer dog ikke bandet i at spille overbevisende, og de har publikum med sig. Når Sakis opfordrer til moshpit, er folk længere fremme i salen klar på det, og bandet kaster sig ud i et reelt thrashriff i livefavoritten ’Societas Satanas’, et covernummer af Sakis’ andet band Thou Art Lord. Det understreger dog også, at Rotting Christs ærinde er et andet end det, som man normalt forbinder med black metal, og iveren efter at få alle med sig ender da også med et selvmål, da bandet efter at have spillet 50 minutter går over tid og simpelthen bliver afbrudt af lydmanden midt i ’Grandis Spiritus Diavolos’. Næverne var ellers i vejret og det hele, inden det sidste omkvæd skulle have bidraget med den store finale, men i stedet sluttede det nok så uforløst.
Kulsort ritualisme
Staffage og gimmicks er der også meget af hos Watain, men bandets udstyrsstykke af et liveshow er først og fremmest et gennemført visuelt akkompagnement til bandets ekstreme musik.
Der er sort i Watains univers. Kulsort. Det er frådende raseri, årtiers indestængt vrede, satanisk had, misantropi og generel menneskelede, der kanaliseres ud i deres black metal, der nådesløst hamrer af sted. Den bredde, som Rotting Christ gør sig i, tror Watain tydeligvis ikke på, hvilket også kendetegnede ’Trident Wolf Eclipse’, gruppens seneste album fra tidligere i år, der søgte en tryghed i forbillederne Bathory og Satan.
I vanlig stil entrerer frontmand Erik Danielsson og starter koncerten – eller ritualet, om man vil – med at antænde de brændende treforke, der står i hver side af scenen og former sig som W’er, før han flankeres af sine medmusikanter, der iført iturevne og pjaltede veste, læder og corpsepaint ligner en flok orker. Bagerst tårner to omvendte kors sig op over bandets gear og helt op under scenelyset.
Det er speederen i bund og fuld fart på dobbeltpedalen og de hæmningsløse blastbeats, som bandet fræser sig igennem ’Nuclear Alchemy’, ’The Child Must Die’ og ’Furor Divinus’ som nogle af koncertens første numre. Som tilskuer kan man ikke andet end at lade sig betage og rive med den umådelige intensitet, bandet lægger for dagen, og ikke mindst den enigmatiske Danielssons stage presence.
Helvedesrus
Der er ikke plads til meget variation i Watains verden af ild og satanisme, og ondskaben kan siges at blive monoton i længden, men det fungerer, fordi helhedsindtrykket er så stærkt og gennemført. Det eneste, bandet for alvor skruer op eller ned for, er tempoet, som når der lettes på pedalen i den langsommere og mere melodiske favorit ’Malfeitor’.
Watain ræser igennem repertoiret og hiver publikum helt ned i dyndet. Det er konfronterende og ondskabsfuldt, men også uendeligt imponerende, og da de 40 minutter inde i koncerten holder en lille pause, er det kun for at doble op på virkemidlerne, da de vender tilbage. Der antændes mere ild på scenen (enten er det noget ufarlig og meget kontrolleret ild, Watain benytter sig af, eller også må Pumpehuset have et voldsomt velfungerende udsugningssystem), og Danielsson begynder at hælde blod ud over publikum, mens bandet fræser videre i en helvedesrus midt i et flammehav.
Det er fandeme hele pakken, og selvom showet i meget høj grad er en gentagelse af det samme, der fandt sted på Roskilde Festival i sommer, blot med enkelte ændringer i sætlisten (’Reaping Death’ var fx ikke at finde her), så optræder Watain med en indlevelse og autoritet, der er svær ikke at blive blæst væk af.
Efter en time og et kvarter takkede bandet af med et afsluttende ”hail Satan!”, hvorefter frontmanden blev alene på scenen, hvor han omgivet af røg bukkede for et lille alter ved trommesættet og afrundede aftenens seance.