Ase-metal til efterårsmørket

Vikingetid Ved første lyt synes Amon Amarth mere rå end før, men det nærmest symfoniske, der opstår når guitarernes melodilinier er bedst, er skam stadig at finde på albummet. Åbneren ”Valhall Awaits Me” er dog grum og kontant, og faktisk skiller nummeret sig ud fra albummets senere mere melodiske sange.

Der er ikke så megen nytænkning at finde, men den beskidte lyd er dog et plus, der virkelig får melodierne i guitarleads til at stå lysende klart. Derudover har Johan Hegg stadig en af genrens absolut fedeste brøl, og det er altid en fornøjelse at lytte til.

Alligevel føles det som om svenskerne har været bedre, og faktisk træder lidt vande med nogle sikre sange, der bestemt ikke topper, men bare fungerer som udmærket fyld mellem albummets fire-fem fuldtræffere.