Lidt for høje tangenter

Populær
Lidt for høje tangenter
Royal Hunts album "Paper Blood" virker stærkest på de numre, hvor guitar-riffene får lov til at arbejde, mener Lars Schmidt. Da undertegnede tilbage i 1992 interviewede den russiskfødte keyboardregissør André Andersen på lokalavisen Rødovre Avis ude i den københavnske forstad, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at hans orkester Royal Hunt skulle blive til noget. Metallicas sorte album var ikke dampet af endnu, mens Nirvana og de andre grungehoveder fyldte lydbilledet med alt andet end musikalsk metallisk ekvilibrisme.

André og nogle rødder fra Rødovre havde bl.a. lige fået udgivet albummet "Land of Broken Hearts". De var meget stolte. De havde masser af håb og ambitioner. Og de syntes, at de havde noget at have det i. Undertegnede syntes dengang, at det var befriende med symfonisk og meget melodisk hard rock, men timingen var måske ikke den fedeste. Så derfor blev Royal Hunt ikke spået den store fremtid. I dag - 13 år senere - har Royal Hunt overhalet grungen med flere længder. Bandet er her stadig, så stærkt som aldrig før. Der er solgt mere end en million albums, der er tilbagelagt flere verdensturneer og efterspørgslen er stor, især i Asien. Og nu har "de kongelige jægere" så udgivet deres ottende studioalbum, "Paper Blood" - ti år efter verdensgennembruddet "Moving Target".

Og der er egentlig ikke meget nyt under solen. Altså bortset fra, at den stærke og stabile bassist Steen Mogensen nu er definitivt ude (men inde i hans eget og på ingen måde uefne orkester Cornerstone). Royal Hunt er uden bassist og for en basseur som undertegnede gør det jo ondt, for hvad er et heavyband uden en bassist? Tamt!

Personlige følelser upåagtet er Royal Hunt ikke tamme. Det er pæn-progressiv hard rock på en tidlig firseragtig måde, som sine steder - især på keyboardtingene - minder en del om canadiske Saga, men Royal Hunt er også lidt tysker-agtige. I hvert fald i måden at konstruere melodi og sangstemme på. Efter denne anmelders smag er der alt, alt for meget keyboard på, men ingen tvivl om at klassisk skolede André Andersen er en fantastisk musiker, en dygtig sangskriver og en kompetent producer.

Men "Paper Blood" virker stærkest og har størst gennemslagskraft på de numre, hvor guitar-riffene får lov til at arbejde - som f.eks. på "Twice Around the World", titelnummeret og så i mellemspillene på "Not My Kind". Og det er også de numre, hvor den danske trommeslager Kenneth Olsen får lov til at banke løs med sine to stortrommer. Den amerikanske sanger John West - med fortid i bl.a. Badlands og Artension - gør sædvanen tro en god figur, og den svenske guitarist Marcus Jidell, som er ny under de royale jægeres faner, slipper også ganske fint fra anstrengelserne. Når han altså bevilges plads...

Men lidt tyndt, at der ikke er en bassist med i bandet...

Kunstner
Titel
Paper Blood
Distributør
Forfatter
Karakter
3