Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melankolsk italiensk hardcore

Updated
At the Soundawn leverer en imponerende fuldlængde debut, som bør vinde fans fra flere heavy-genrer. Italienske At the Soundawn har angiveligt været længe undervejs med sit første fuldlængde udspil, ”Red Aquare: We Come In Waves”. Sangtitlerne lå allerede parat for to år siden, hvor der siden hen er arbejdet med at få international distribution af skiven. For de, der har ventet, bliver ventetidens forventninger imødekommet og for de, der ikke kender til bandet, er der blot at sige, at de bør få fingeren ud og i hvert fald tjekke navnet ud.

At The Soundawn kvintetten spiller melodiøse sange med ligevægt på hardcore udtrykket og smukke, nærmest psfæriske passager. Beskrivelsen, Mogwai møder Tool møder Shai Hulud, som de er blevet karakteriseret i pressemeddelelsen, er på sin vis meget rammende.

Post rockens stille, afventende rytmer og hardcore genrens vildskab manifesterer sig eksempelvis smukt i en skæring som højdepunktet ”Phone Will”, hvor genrerne fletter sig ind i og vellykket komplimenterer hinanden. Her er på et tidspunkt to lag vokaler på spil – henholdsvis en lys melankolistemme og frustrerende vilde skrig – som begge får lige meget plads. Vokalerne får selskab af både vilde riffs og enkle, sørgmodigt indfølte guitarrejser. Genreinteraktionen lyder umiddelbar kaotisk, men At The Soundawn får det til at lyde legende let og ekstremt afbalanceret.

Skal man klandre dette udspil for noget, må det blive skivens korte varighed. Med en varighed på blot en lille halv time – 29 minutter for at være præcis - kommer pladen ikke ordentlig i gang, før den slutter igen. Den musik, vi trods alt får i løbet af denne halve time, er ret så enestående, og måske er det derfor, at vi som lyttere forlanger mere.

Overordnet er ”Red Square: We Come In Waves” dog mere end anbefalet. Det er ikke tindrende originale kompositioner, bandet disker op med, men det er til gengæld udført så passioneret og vekselvirkende, at det fandeme holder!

Titel
Red Square: We Come in Waves
Distributør
Genre
Karakter
3