Middelmådige innovatorer

Middelmådige innovatorer
Efter fem års studiestilhed er Tool endelig tilbage med et nyt - og langt - opus, "10.000 Days". Siden gennembruddet med ”Ænima” i 1996, har Tool haft en status som musiknørdernes/ekvilibristernes ukronede yndlinge, og Tool var velsagtens også de første til at spille det, som nogen har valgt at kalde progressiv metal (det kan dog diskuteres, unge mnad, hvis vi tænker 70erne og 80ernes Rush, Queensryche etc. - Red.). En genrebeskrivelse der i hvert fald passer meget godt på de musikalske udgydelser, Tool har stået for, siden de entrede musikscenen i start-90erne.

Mellem udgivelsen af "Ænima", som er og bliver hovedværket, gik der fem år inden værktøjsdrengene fik nosset sig sammen til at kaste ”Lateralus” på gaden; et album, som næsten levede op til forgængeren. Ikke mindst i kraft af de sammenflydende numre, som strakte sig over det maksimale antal minutter, som en cd-skive kan indeholde.

Minsandten om ikke der allerede igen er gået fem år siden "Lateralus" blev sendt på gaden. Maynard James Keenan har hygget sig med sideprojektet A Perfect Circle, mens trommeslager Danny Carey underholdt os ganske perfekt i 2004 med sit sideprojekt Pigmy Love Circus. Men nu er de altså tilbage i samme band og klar med pladenummer fire.


Tør for ideer?

Lad det være sagt med det samme: Der er ikke meget nyt under solen i denne ombæring, hvilket jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Nu er det bare sådan, at Tool denne gang lyder frygtelig meget som om, de er løbet tør for idéer, hvilket er direkte skræmmende for et så innovativt band, som der trods alt er tale om.

Nuvel, det starter meget godt med singlen ”Vicarious” (hvis intro-riff dog lugter lidt af ”The Patient”), som bliver efterfulgt af ”Jambi”, som sagtens kunne lyde som Meshuggah, hvis ikke Maynard James Keenan pludselig var brudt ind med sin skønsang. Og så får guitarist, Adam Jones, i øvrigt også støvet den gode gamle talkbox af, og sat den til sin guitar hen imod slutningen af sangen.

”Wings for Marie (Pt. 1)” og titelnummeret lever slet ikke op til vanlig Tool-standard, men så sker der pludselig noget på ”The Pot” – en underlig a-Toolsk sag, der introduceres med Maynards rene, nøgne stemme, hvorefter den driver over i et cool groove af en slags, der desværre er svært underrepræsenteret på albummet.


Anden halvdel

På albummets anden halvdel løber det desværre ud i det rene ingenting, især i ”Intention” og et fuldkomment ligegyldigt fyldspor bestående af fem minutter atmosfærisk støj (”Vigniti Tres”). Det er kun på grund af det drivende monsternummer ”Rosetta Stoned” og resten af den håndfuld numre på albummet, der trods alt trækker ”10.000 Days” en tand over det middelmådige. Og dét siger noget om et band, som normalt plejer at ligge på minimum et 10-tal.

Hvor sært det end måtte lyde, så er det den kunstneriske bagmand Adam Jones’ opfindelse af den indpakning, skiven kommer i, der er det mest fascinerende ved Tools nye album. Coveræsken er udstyret med et sæt plastikbriller, og hvis man kigger gennem dem, mens man bladrer i den tilhørende booklet, opnår man en 3-D-effekt. Spørgsmålet er bare, om Tool kan blive ved med at leve på underlige indpakningskoncepter, hvis produktet er musikalsk gammel vin. Vi får se i 2011…

Kunstner
Titel
10.000 Days
Label
Distributør
Karakter
3