Stilforvirrende og sterilt

Pantera eller Good Charlotte?? Amerikanske Atreyu er stilforvirring i højeste potens, mener vor anmelder. Atreyu er stilforvirrede. De ved ikke helt, om de vil lyde som Good Charlotte eller Pantera!? De er bare ingen af delene. Det er egentlig en skam, for kvintetten kan da deres kram. Musikken lyder bare kedelig og steril, som så mange andre af sekundabandene fra metalcore-bølgen – en genre der snart har nået nu metal-trendens højder, og som langsomt er begyndt at kvæle sig selv af overmætning.

Poppunk-produceren og veganeren John Feldmann (Goldfinger) sørger med sin produktion for, at Atreyu med garanti bliver et hit på de amerikanske radiostationer – den er finpoleret og helt uden kant og karisma.

Og så er det musikken. Stilforvirringen kan man fx høre på ”Falling Down”, hvor Green Day anno ”American Idiot” gås i bedene, mens ”Becoming the Bull” lyder som noget fra det nye Linkin Park-album og indeholder et breakdown, der lyder som ”We Will Rock You”, hvis den var blevet spillet af Muse.

Så har vi en hurtig, men forceret aggressiv udladning (”When Two Are One”), træskodans (”Slow Burn”), to obligatoriske powerballader (”No One Cares” og titelnummeret) og minsandten om ikke vi får lidt Irakkrigskritik på ”Can’t Happen Here”. Forvirringen når sit højdepunkt, da Joshua Todd (Buckcherry) hives ind til at give sit ellers suveræne vokale besyv med (”Blow”).

Den afsluttende fuldstændig uinteressante fortolkning af Faith No Mores ”Epic” tangerer blasfemi ud over alle grænser, og i stedet for blot at have udsat sine ører for ligegyldig anonymitet efterlades man med en dårlig smag i munden. Det’ en ommer, drenge…