Plastic!

Populær
Plastic!

Emil Svendsen stod fredag aften Taste of Chaos-arrangementet igennem i KB-Hallens elendige akustiske rammer. En oplevelse der endte med at blive endnu værre end den så ud på papiret.

Titel
Taste of Chaos Tour med HORSE the Band, MUCC, Story of the Year, As I Lay Dying, Atreyu i KB Hallen, Kbh., fredag den 10. oktober 2008
Spillested
Dato
10-10-2008
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
1

I sommeren 1944 blev KB Hallen udsat for et bombeattentat, udført af de danske nazier i Schalburgkorpset. Nu går mine politiske sympatier normalt ikke i den retning, men for en gang skyld kan det godt ærgre mig at det ikke lykkedes for dem at trylle Københavns svar på en maskinhal om til vejfyld, da stedet ikke er meget bevendt til sport og ganske ubrugeligt som koncertsted. Det blev endnu engang understreget da den såkaldte Taste of Chaos Tour gæstede den. Hallens loft udgør en halvcylinder, hvilket giver nogle store akustiske problemer. Når salen ikke er fyldt med dæmpende menneskekroppe, bliver lydbølgerne holdt fast i en ping-pong mellem gulv og loft, med en pissoiragtig rumklang og en mudderlyd til følge.

Og salen var langfra fyldt med lydbuffere aka. koncertgængere – gulvet foran scenen var halvtomt og tilskuersiddepladserne heltomme. At det var et fejlskøn af arrangørerne at lægge aftenens koncertpakke dér, var åbenlyst. Siden touren startede sin europaoptræden i København, kan det selvfølgelig være den lige skulle prøve udstyret af et stort sted – det vil i hvert fald være den eneste undskyldning, havde de bare ikke taget penge for det.

Koncerterne var skrækkelige. Alle bands uden undtagelse var ufede, selvom der selvfølgelig var gradsforskelle. HORSE the Band lagde ud med hvad de selv engang er kommet til at kalde Nintendo-core. Grunden er til det er, at de har et keyboard med firser-computerlyde fremtrædende i lydbilledet. Orkestret består i øvrigt af nørder der virker temmelig studentikose, men hvor irriterende det end er, har bandet faktisk nogle ret originale ideer, som desværre druknede i bulderakustikken. Hestebandet har et ry for at have et vildt sceneshow. Og at det er ved at blive en cliche at alle [find-selv-på-et-navn] core bands er ”vildere” og ”mere kompromisløse” end alle andre blev tydeligt, fordi der ikke var kommet mange flere end 100 mennesker og alligevel spassede musikerne ud, som om det var deres livs aften. Det kan man vælge at se som dedikation til musikken. Man kan også se vildskaben som instuderet og fake, da stemningen var helt fraværende.

Endnu værre blev det, da japanske MUCC gik på. Musikken er et underligt misk-mask af bløde metalcore elementer, iblandet lidt firserballade og noget, jeg tror skulle være rap – det var for dårligt til helt at afgøre. Ellers bød bandet på en lind strøm af selvhøjtidelige kiksetheder såsom el-kontrabasser og medbragte lydspor af jublende publikummer. At musikerne derudover havde bare tæer var slemt og un-metal. Værre var det, at forsangeren løb rundt i en natdragt sammensat af berber-pludderbukser med en hvid oversize tshirt hen- og nedover. Hello Kitty, siger jeg bare. Det var aftenens absolutte nulpunkt.

Næste prut i tarmen var Story of the Year fra St. Louis. De spiller metervare-core tilsat et ulideligt amerikansk sceneshow, hvor de farer rundt og spiller energiske fra første slag. Ligesom med HORSE the Band virker det lidt påtaget, når stemningen i salen ikke var til det. Selv kommer jeg udsat for den slags mere til at tænke på Cheerleaders end på svedende rock'n'rollere. Det er sgu bedre at musikerne står og muler lidt (men i øvrigt spiller ordenligt) når der ikke rigtig er gang i den. Det er i det mindste ærligt.

Og det leder mig naturligt hen til bedømmelsen af aftenens næste indslag, As I Lay Dying, der kom til at fremstå som dagens helte, omend det var langt fra den præstation bandet leverede sidste år på Loppen. De sengeliggende kan faktisk lave numre der fungerer i sig selv, og som kan hamle op med lortelyden i KB Hallen. Musikerne var heller ikke helt så tandpastasmilende sælgeragtige som de andre, men stod mest og gemte sig lidt bag hævihåret imens de leverede en ok præstation, selvom en hæderlig halv time ikke reddede min aften.

Aftenens sidste act var Atreyu, der spiller, ta-da, metalcore i den melodiøse ende. Heller ikke det orkester formåede at løfte stemningen, og jeg måtte give fortabt og gå, inden jeg begik en straffelovsovertrædelse af en art. At kalde en tour for "Taste of Chaos" er mildest talt misvisende, når det eneste kaos man fik at smage den aften, var lyden. Det andet var for koreograferet til at være i nærheden, og at det havde klædt koncerten at have gæstet det lukningstruede Pumpehuset i stedet, skal der heller ikke være tvivl om. Det var lagt op som kinder-æg af en koncert, og det burde man have lagt sig på sinde, for det var en halvtom plasticoplevelse af de store.

Karakterer (på old skool 13-skalaen):

HORSE the Band: 6

MUCC: 03

Story of the Year: 5

As I Lay Dying: 8

Atreyu: 6