D&D, uden terninger

a2933389309_10

Khemmis har efterhånden fået etableret sig på den moderne doom-scene, og med deres fjerde udspil slår de fast, hvorfor de hører til på toppen.

Kunstner
Titel
Deceiver
Dato
19-11-2021
Genre
Trackliste
1. Avernal Gate
2. House of Cadmus
3. Living Pyre
4. Shroud of Lethe
5. Obsidian Crown
6. The Astral Road
Forfatter
Karakter
4

Khemmis er altid et sleeper-hit for denne anmelder. Det tager mere end én gennemlytning, før kvaliteten bliver tydelig, og derfor var det også med en vis skuffelse, ‘Deceiver’ fik sit første gennemløb.
Efter at have været afhængig af ‘Doomed Heavy Metal’  i godt halvandet år, var oplevelsen af Khemmis i studiet noget helt andet, end det øret var blevet tunet ind på. På den nævnte EP, var det helt store track for undertegnede live-udgaven af ‘The Bereaved’ fra Colorado-bandets første plade ‘Absolution’. Den rå nerve, der tegnede sig i Phil Pendergasts stemme, var helt perfekt, og indkapslede en perfekt blanding af melankoli og aggression. Derfor var det hårdt at gå til ‘Deceivers’ mere rene formular, der især  byder på Pendergast i sprød og perfekt polering.
Når den skuffelse har lagt sig, er det dog stadig hans stemme, man husker bandet for, og den spiller også på ‘Deceiver’.
Af særlig interesse kan det måske nævnes, at den rå growl, vores anmelder savnede på 2018’s ‘Desolation’ spiller en noget større rolle igen, hvilket tilføjer den ellers glatte overflade nogle velfortjente skrammer.
Ofte sammenlignes Khemmis med Iron Maiden i kraft af deres solide guitararbejde. Det er også i den grad noget, der arbejdes med på denne udgivelse. Det, der adskiller Khemmis fra briterne, er dog indlevelsesevnen. Selvom Maiden ofte har ageret turister i forskellige temaer, og også sunget om både sværd og trolddom, er det altid med et glimt i øjet. “Det er bare noget vi leger”, fornemmer vi Dickinson sige. Og det er det naturligvis også, men når man leger for alvor, føles det ægte og det føles meningsgivende.



Da vi talte med rapperen Michael ‘Jøden’ Mühlenbach, fortalte han om, hvordan han havde tilbragt sin ungdomstid i fantasiverdener og ageret troldmand, der rejste horder af udøde fra jorden. Dungeons & Dragons og heavy metal har gået hånd i hånd gennem næsten hele deres respektive eksistenser, og alle der har spillet rollespil, vil også vide, at det er sjovere, når man tager det alvorligt. Den fornemmelse får man også af Khemmis. I modsætning til Manowar, er det ikke ironisk, når der er krigere og troldmænd på forsiden. Det er seriøs sjov, og netop derfor føles ‘Deceiver’ også som at tage del i et episk scenarie, hvor verdens fremtid afhænger af en lille gruppe helte. Coverets hvidhårede kriger trækker da også med det samme tråde til Michael Moorcocks ikoniske fantasyromaner om Elric af Melniboné, og tilføjer et ekstra skud epik til de mytologiske inspirerede sange, der kredser om den hellenske underverden og helten Cadmus, den første græske helt.

At lytte til ‘Deceiver’ føles som at være en del af en D&D-kampagne af bedste skuffe, og så helt uden at rulle en eneste terning.

*SOLO*
Musikalsk set tager Khemmis som sagt altid et par skud, og derfor skal man også gøre sig selv den tjeneste at lytte til den mindst to gange, og skrue godt op for lyden imens.
For ved første lyt er det primært den polerede produktion og den glatte servering, der gribes.
Undertegnede opdagede for eksempel først, hvor mange growls og tunge passager, der egentlig er, da bilens musikafspiller blev skruet grundigt op.

Før det var indtrykket noget mere lunkent. Særligt singlen ‘Living Pyre’ trak tråde til Pallbearer’s ‘Thorns’’ – en sammenligning, der selvom det er den bedste sang på ‘Heartless’, desværre ikke er positiv. Ved nærmere eftertanke står den dog fast på egne ben, og dette med noget mere bund end moderne Pallbearer, der har smidt tyngden ud med badevandet.



Det solide fundament hos Khemmis er dog deres evner inden for guitararbejdet, hvor særligt Ben Hutchersons soloer stråler ud over værket. Hvis man har savnet lyric sheets, hvor en solo er skrevet ind som lige så vigtig en del af tracket som omkvædet, skal man ikke lede længere end hos Khemmis. Samspillet mellem Hutcherson og Phil Pendergast er uovertruffent, og leverer den episke overtone til pladen, der står som en flammesøjle over to spildte år, og beskriver den kollektive sorg igennem en nedstigning til underverdenen – præcis det mytologi kan.
For bandet, der desværre har måttet sige farvel til bassist Daniel Beiers, har arbejdet på ‘Deceiver’ været den måde, de kunne kæmpe sig tilbage til livet, og midt i det tungsindige mismod, sange som ‘Avernal Gate’ byder på, er det svært ikke at føle sig som Dante, der efter lang tids vandring gennem pinsler og plager endelig kan se ned på trængslerne fra de højeste tinder.

Tilbage er blot at vente på, at man igen kan opleve bandet på scenen, så vi kan høre de nye indspilninger med samme tilstedeværelse, som sangene fortjener.