Skuffelsens gespenst
“Ikke din morfars black metal”, skrev vi i 2021. Nu er Angstskrig tilbage. Det er stadig ikke morfars, men han må gerne få det for vores skyld.
2. Luk Dine Øjne
3. Midt i en Angstkrig
4. Kaprede Sind
5. Ulægelige Sår
6. Enegangens Overlæs
7. Uro
Én ting er at møde en plade, man ikke kan lide. Det sker. Det sker ret ofte faktisk, taget i betragtning hvor meget elendig musik derudgives. Værre er det dog, når det er en plade, man har glædet sig til fra et band, man var begejstret for.
Vi må sande, at det er tilfældet denne gang. ‘Skyggespil’ var gennemført god. Der var interessant lyrik, hamrende solide riffs, medrivende soloer og en spændende tilgang til både vokal og eksperimenteren.
Alle disse elementer findes også på ‘Angstkrig’ – i hvert fald i teorien. Men i praksis falder det helt til jorden. Værst – og måske mest iørefaldende – står det til med guitararbejdet. Gæstemusikerne er bevaret som element og på åbningsnummeret ‘Vishedens Ulidelige Lethed’ er det Mendel bij de Leij, der tidligere spillede i Aborted, men nu vist mest tjener penge på Youtube, der lægger for. Og det gør han rædderligt. Soloen er noget af mest kiksede, der er hørt i mange år. Man hensættes nærmest til en rulleskøjtearena, hvor Foreigner og Toto står for underlægningsmusikken, og tæerne krøller sig helt sammen. Det er glat, slikket og tilnærmelsesvis slimet. Den rolige klaverovergang fra den indledende black metal tabes helt på gulvet og al stemning ødelægges. Og klaveret var ellers noget af det bedste ved den sang.
Det samme gør sig gældende i bibbelipsoloen på næste nummer, ‘Luk Dine Øjne’, der fremføres af Nils Courbaron, kendt fra Sirenia’. Den er dog bedre end Mendels, alene i kraft af, at den er noget kortere. Denne sang giver os dog et lille lyspunkt i form af de rene vokaler, der bryder ind cirka midtvejs og kortvarigt minder os om ‘Uhygge’ inden Courbaron får lov at blande sig igen.
Hvor ‘Skyggespil’ bød på virkelig god riffing – ‘Lucifer Kalder’ som pragteksempel – er ‘Angstkrig’ enormt kedelig. Det føles som thrashriffs i black metalkostume, og det er af den kedelige slags. ‘Midt i en Angstkrig’ skuffer særligt på dette område, da den, udover det lidt særprægede gæstestykke, er aldeles forglemmelig, og på den måde brillerer ved at være ganske kedelig på riff-fronten. Faktisk skal vi helt hen til slutningen af ‘Kaprede Sind’ og ditto ‘Uro’ før vi får lidt spændende opbygning. ‘Kaprede Sind’ er ellers opbygget om ganske kageformsagtig black metal, der henleder tankerne på Denial of God og lignende, inden den endelig spræller lidt. Alt for meget morfars black metal.
Det er synd for Angstskrig, for vi har jo fået bevist, at de er i stand til at skrive spændende riffs og selvom forgængeren var flashy i sine gæsteoptrædener, var det solidt, musikalsk guitarhåndværk, der drev den frem, og det møder vi kun alt for sjældent i denne omgang.
På samme vis excellerer den anonyme sanger kun forbigående. Det meste af tiden ligger vokalen i det samme, halvhæse leje, der hurtigt bliver ganske monotont. Men måske er det at foretrække fremfor alternativet. Det er ikke nyt at blande metal med hiphop. Body Count er klassikere og det er der en grund til. Det er lidt sjældnere set i black metal, men ikke fuldstændig uhørt. Det burde det måske nok være, tænker man, når man når til ‘Midt i Angstkrig’ og Michael “Jøden” Mühlebach leverer sit vers.
Personligt har jeg været ganske glad for både første og andet album fra Jødens hånd, men det handler i høj grad om at sætte pris på både humor og flow, og det er mildt sagt malplaceret på denne misantropiske metaludgivelse. Mühlebach rapper som han altid har gjort, flydende og kompetent, men selvom det er sjovt som gimmick, er det helt uden for skiven. Man får en klar fornemmelse af, at man i højere grad har overvejet om man kunne, frem for om man burde.
På samme måde lægges der op til noget så sjældent som et klaverbreakdown i ‘Enegangens Overlæs’, hvor sangeren, nærmest a capella, leverer eksistentiel lommefilosofi i en blanding af Draculas dramatik og Batmans halskatar. Det fungerer ikke og sætter kun fokus på, hvor snæver rækkevidden på vokalen i virkeligheden er.
Det er svært, som sagt, at give en objektiv vurdering, når skuffelsens spøgelse kradser på døren, og derfor skal det også siges, at et friskere sind måske kunne finde flere ting at blive begejstret over ved Angstskrigs svære to’er. Det bliver bare ikke her den slags dukker frem.
For skuffelsen er her og den kaster lange skygger.