Nu?

w

Boris er tilbage på 33. studiealbum eller deromkring og vanen tro, anede vi ikke hvad vi fik. Spørgsmålet er, om vi finder ud af det.

Kunstner
Titel
W
Trackliste
1. I Want to Go to the Side Where You Can Touch...
2. Icelina
3. Drowning by Numbers
4. Invitation
5. The Fallen
6. Beyond Good and Evil
7. Old Projector
8. You Will Know (Ohayo version)
9. Jozan
Forfatter
Karakter
3

Boris er et sært bekendtskab. Mange har nok oplevet at have en ven, der cirka hvert halve år genopfinder sig selv og går ind i et nyt job, en ny hobby, et nyt forhold eller hvad det nu kan være med fuld energi og ekstremt gåpåmod. I skuret ligger racercykler til 50.000, fjernstyrede modelfly, en italiensk espressomaskine samler støv på køkkenbordet og forlovelsesringen er blevet leveret tilbage – men denne gang, der er det noget andet.

Man kan kun stå tilbage og forsøge at bakke sin makker op samtidig med, at man forsøger at få vejret i den hvirvelvind af entusiasme og energi, vedkommende udleder.



Lidt sådan er det med Boris. Tokyobandet er nok primært kendt for sine eksperimenter udi dronen – og denne disciplin mester trioen da også – men kendere vil vide, at Boris i højere grad er ligesom Forrest Gumps mytiske æske chokolade. Du har ingen anelse om hvad du får, når det kommer fra Wata, Atsuo og Takeshi.

Hvor sidste plade, ‘New Album 2009’, der i sig selv var en kuriøs genudgivelse af en plade, der var indspillet i 2009, bød på dansabel og groovy stonerrock, i modsætning til 2020’s ‘No’, der doomede hårdt, er ‘W’ noget helt andet. I julen 2021 fik vi splitten ‘Noël, hvor Boris lavede verdenshistoriens måske bedste cover af Whams ‘Last Christmas’, der i høj grad var et fingerpeg om hvor ‘W’ ville tage os hen.
Dens trippede, syrede og fuzzy æstetik er nemlig lige i øjet for hvad ‘W’ er.

Allerede nu kan vi afsløre, at rifffanatikere skal indstille sig på skuffelse når denne skive ryger i anlægget. Det er der nemlig ikke meget af.

I stedet byder ‘W’ primært på dreampop med en solid bundlinje. Allerede fra første færd, den hypnotiske ‘I Want to Go to the Side Where You Can Touch…’ bevæger vi os solidt i dreampopterritorium, og det ændrer sig ikke nævneværdigt i løbet af pladen.

Watas bedøvede, nærmest heroinsvømmende stemme præger det meste af pladen og det gør også, at den føles som at bevæge sig under vandet ikke ulig Velvet Undergrounds mere trippede kompositioner fra dengang det var moderne.



‘W’ er en mærkelig plade. Det kan slås fast temmelig hurtigt, men det sker nok også på baggrund af et element, der godt kunne have været mere fremtrædende. Ligesom bandet gjorde tilbage i 2005 med ‘Dronevil’, er ‘W’ nemlig et akkompagnerende stykke til ‘No’ fra 2020.
For de uindviede skal det måske forklares, at ‘Dronevil’ bestod af to plader, der var designet til at spilles samtidig på hver sin pladespiller, for at elementerne skulle smeltes sammen til et samlet hele. En spændende, men også temmelig omstændig ide, som Boris har taget med videre her 17 år senere.
Det besvarer også nogle af de spørgsmål pladen rejser. For eksempel hvorfor ‘Old Projector’ stopper midt i et riff, efter den endelig har bygget sig op til at byde på lidt larm. Og hvorfor fokus næsten udelukkende er på groove og stemning.

I sig selv er ‘W’ god. I kombination med ‘NO’ – hvor titlen så bliver ‘NOW’, lyder det måske fantastisk. Det må vi lade en person med to pladespillere afgøre.
Derudover kan man kun glæde sig til at Boris finder sig en anden hobby at fokusere på. Forhåbentlig en med lidt flere riffs.