Overraskelsesangrebet
Drone-supergruppen er tilbage med en uventet gendannelse og et overraskelsesangreb på sanserne.
2. It Wants To Fly
3. To Be Cruel
Khanate var måske aldrig det største band. Drone er allerede en nichesubgenre i tredje led, og der var ikke plads til mange flere end Earth, Boris og Sunn O))) på A-listen. Men takket være sidstnævntes Stephen O’Malley, er det måske blandt de største i anden række.
Det er der en god grund til. For de har vist sig at være mere langtidsholdbare end Sunn O))), der med lidt god vilje kan beskrives som dronens Phish. Det er længe siden jeg personligt holdt op med at interessere mig synderligt for deres nyere skiver, der i langt højere grad end tidligere, blot lyder som jam sessions, og ikke længere har den følelse af noget planlagt og meningsfuldt i sig, som 'White1' og 'Black One' bød på.
Det kan man ikke anklage Khanate for. Det kan være, fordi vokalisten Alan Dubin reelt er et bandmedlem i denne konstellation, og der derfor skal tænkes bare en smule fremad.
Derfor var jeg også ganske begejstret denne dag i maj, da kvartetten ganske uventet lod ‘To Be Cruel’ ramme gaden, som den første udgivelse i 14 år.
For de uindviede består Khanate af Stephen O’Malley, der har en baggrund i førnævnte Sunn O))), men også i Teeth of Lions Rule the Divine, Burning Witch og det skoledannende dødsdoomband Thorr’s Hammer. Trommeslager (og gongonist) Tim Wyskida har spillet i Khlyst, der var Thorr’s Hammer-forsanger Runhild Gammelsæters sidste metalprojekt, sammen med James Plotkin, der udover at have produceret snart sagt alle store dronealbums, også har udgivet utallige plader og arbejdet sammen med blandt andre Napalm Death. Vokalist Dubin har primært været en del af Gnaw og Plotkins O.L.D.
Det er altså noget, der nærmer sig en supergruppe, og så vidt jeg husker, var det også sådan, de blev markedsført dengang for tyve år siden, hvor deres selvbetitlede album fuldstændig rystede min opfattelse af, hvor skrækkeligt musik kunne lyde.
Og det gør Khanate stadig – heldigvis.
For selvom der er gået 14 år siden sidst, og man kunne have frygtet at særligt O’Malley havde fået den hjernemæssige ækvivalens til stilladsarbejdernes flyvegigt, eller at der i de øvriges tilfælde skulle have indfundet sig en eller anden form for afslibning af kanterne, så er ‘To Be Cruel’ næsten lige så grum som forgængerne. Kun næsten, men det altså fordi, at ‘Khanate’ og ‘Things Viral’ er ganske vanvittige plader, der i den grad skubbede grænserne, og fordi, der er alligevel er en forholdsvist mellow stemning i titelnummeret. Det er dog kun musikalsk, da Dubins lyrik er aldeles skræmmende, når man faktisk forstår, hvad han siger.
Hans vokal er nemlig normalt udtrykt i hæse, forpinte skrig, der udtrykker væmmelse og hæslighed i en styrke, det ellers kun er Dax Riggs, der kan matche.
Stemmen følger kun i ringe grad musikkens forløb, og sine steder står den nærmest helt alene, kun ledsaget af sporadiske anslag på O’Malleys guitar, hvilket gør, at den ildevarslende og fremmede fornemmelse forstærkes. På sidste nummer hviskes lyrikken frem, og minder nærmest om Julie Christmas i Battle of Mice i sin frasering.
Wyskida imponerer ved at være i stand til at spille så ufattelig langsomt og håndtere bækkenerne, og demonstrerer derudover sine evner til at kontrollere en gong. Gongen er et meget interessant instrument, og det er et, der i den grad passer sig til drone. Jeg kan nærmest stadig mærke lyden fra Atsuo Mizunos brug af den til Boris’ Roskildekoncert i 2007, og denne strøm lægger Khanate sig også i. Den massive, rungende og vibrerende fornemmelse, der indtager sanserne fuldstændigt. Plotkins bas lægger masser af dybde og ikke mindst distortion til, og sørger for at udfylde tomrummene, når det er påkrævet.
Khanate er meditationsmusik for folk, der har det skidt. Og hvis man ikke har det i forvejen, så kan man få det. Den rammer ikke helt fortidens højder, men den er alligevel ganske lytteværdig.