Tro på hypen
Komponeret til Roadburn, men her for at blive. Et hypet samarbejde mellem Thou og Mizmor lover meget.
2. Subordinate
3. Drover of Man
4. The Host
5. Indignance
6. Manifold Lens
7. Myopia
8. The Root
Thou og Mizmor. Alene sammenkoblingen er nok til at tænde lys i øjnene på mange. Præcis ligesom det gjorde, da Thou arbejdede sammen med Emma Ruth Rundle forrige år. Man kunne kalde det “Roadburn-segmentet”, og det vil vi gøre her.
For selvom Thou spiller sludge og Mizmor spiller black metal, er det ikke musik, der appellerer til fans af de mere kendte bands i genrerne. Det er en niche i en niche, og netop denne eksklusivitet og følelse af “superundergrund” – eller hipster-appeal, om man vil, er en del af det. Indeværende magasin har netop været på tur til det hollandske, og har gravet dybt i det lag, og netop her var denne konstellation at finde, for at fremføre dette værk, der var skrevet til lejligheden.
Og det er også noget af et værk.
På samme måde som det foregik på ‘May Our Chambers Be Full’ er det et ægte samarbejde, altså en plade, hvor de to elementer smelter sammen, og det bliver noget andet og mere end bare to bands, der indspiller parallelt. ‘Myopia’ er en fremragende plade, der allerede fra første track, den rå ‘Prefect’, åbner sluserne og skaber en malstrøm af følelser og energi.
Imponerende er særligt Mizmor, også kendt som Liam Neighbors, der lægger ud med en flænsende vokal, der i sin energiske fremføring minder om Nemtheanga fra Primordial, der om noget har været afgørende for det bands succes. Stemmen er kraftig og stærk og den blæser udover lytteren, inden vi får lov til at trække vejret lidt på efterfølgeren ‘Subordinate’, der med en mere afdæmpet vokalindsats fra Bryan Funck, giver os mulighed for at samle krafter til den dobbelte energiudladning der er ‘Drover of Man’ og ‘The Host’.
Sidstnævnte er indbegrebet af hvad et samarbejde skal være. Funck og Neighbors deler vokaltjansen og sørger for, at det, der definerer begge bands, skinner klart og stærkt igennem. Mizmors melankolske doom og Thous evne til at skrive melodiske riffs gennem en dal af støj, går op i en højere enhed og skaber et tydeligt højdepunkt.
Ikke dermed sagt at resten af pladen er dårlig – det er den ikke. Lige omvendt faktisk.
Efter energiudladningen er aggressionerne mindre skyskrabende, men ikke mindre knusende, og tyngden er fortsat overvældende. Titelnummeret trækker lytteren ned og dette fortsætter kun, til vi når ‘The Root’, der i sin ækle tyngde runder ‘Myopia’ af. Det er velskrevet, velkomponeret og velspillet.
Alt det sagt, så kræver ‘Myopia’ nok, at man tilhører Roadburnsegmentet. Det er ikke Crowbar, og det er ikke Watain.
Det er derimod indbegrebet af både Thou og Mizmor, og hvis det er en sti, man ynder at betræde, er det ikke en oplevelse, man vil fortryde. Vel er det hypet – som begge bands også generelt er. Men nogle gange er der en grund til, at et værk bliver rost. Og det er der her. Så tro roligt på hypen.