Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kort og Godt: So Excited

Updated
ep pano final

Brasiliansk black, tysk ditto, florida-støj, australsk beatdown, dansk bedrøvelse og… Pointer Sisters? Hele ni EP’er denne gang, og de er godt blandet.

Kunstner
Titel
+ Aara + Nordsind + Dispar + Spider God + Body Void + Full of Hell + Speed + Colonial Wound
Dato
07-11-2022
Forfatter

Vi haster ind i den mørke tid med rigeligt at tage os til. Endnu engang har vi kurateret et lille udvalg EP’er til dig, og vi har været verden rundt. Sådan nærmest bogstaveligt. Kast dig ud i det!


Ancst – Zorn


Efter at have givet os noget af en kæberasler på ‘Summits of Despondency’, der med sin hyperaggressive crustpunk efterlod et solidt, militærstøvleaftryk i asfalten, vender Ancst tilbage til rødderne i den rå, lo-fi black metal på ‘Zorn’.
Og det er præcis, hvad vi får. Den rå og tynde skærebrænderguitar sparker ind med det samme, og de skramlede blikdåsetrommer fuldender billedet. Det her er råt og grimt og ganske tydeligt black metal indspillet i gadeplan.
Som vi sagde i vores forrige anmeldelse, ved man aldrig helt, hvad man får af Ancst, udover at det kommer direkte fra Tom Schmidt og afspejler det humør han lige er i, når han har skrevet musikken.
Og denne gang er det ikke særligt godt, det humør.
På ‘Zorn’ synger Ancst for første gang på modersmålet, og det klæder både dem og den onde black metal, der er tydeligt plantet i genrens traditioner, men dog ikke lyder hverken bedaget eller kedeligt.

Aara – Phthonos


Schweiziske Aara imponerer særligt med vokalen på deres melodiske black metal, der bevæger sig i de mere sørgmodige baner. Aara spiller romantisk black metal, hvilket måske lyder lidt spøjst for ældre fans, men det knytter sig naturligvis op på romantikken som æra, og de elementer, der var fremherskende i den tids kunst og litteratur. I den senere tid er genren, der vel egentlig blev fremført først af de meget forkætrede Cradle of Filth, blevet populær, særligt på grund af polske Këkht Aräkh.
Aara løfter arven ved at spille black metal i lyse toner og med et meget fremherskende synthesizerelement oven i de melodiske guitarpassager, der afløses af klassisk tremoloriffing.
Særligt andet track er spændende, da kontraster og ekstremer er spændt så hårdt op.


Nordsind – Svanesang


Nordsind siger farvel. Det er kun fire år siden vi først skrev om dem, og nu er det slut. Det smukke, indadvendte black metal-band, der rummede så meget mere end de fleste af deres samtidige, har pakket kufferten og vendt ansigterne mod nye oplevelser. Efter tre albums med drømmende og dybsindig instrumental post-rocket blackgaze, har de på deres svanesang inviteret Volas Asger Mygind, Møls Kim Song Sternkopf og Meejahs Mai Young Øvlisen til at hjælpe med at ønske os farvel. Og det er med sorg i hjertet, det sker. For aldrig har Nordsind lydt smukkere.
Øvlisens vokal og Nordsinds instrumentalisering på ‘Farvel’ er decideret knusende i sin æteriske skønhed, og det er en storslået afslutning.


Dispar – Hopeless

Det er atmosfærisk i overflod, når det brasilianske enmandsband Dispar skruer op for sin perle af en demo. Men advarslen skal også lyde: Der er rigtig meget keyboard og rigtig meget effekt.
‘Skin’ lyder nærmest som en fuzzy shoegazeversion af Alcests ‘Souvenirs d’un Autre Monde’, men det tager en drejning i retning af det dystre, når man opdager, at den lyd du kan høre nedenunder ikke kun er guitar, men derimod også en voldsomt forvrænget dsbm-vokal. Den kommer endnu mere til udtryk omtrent halvvejs i sangen, og sammen med det rene keyboard, der minder om Solar Fields, er det både opløftende og melankolsk black metal, der holdes i dur. Det er en spændende tolkning, og noget der tyder godt for senere udgivelser.


Spider God – Black Renditions


‘Black Renditions’ er ikke som sådan en EP. Det er heller ikke som sådan godt. Men det er godt nok interessant. Britiske Spider God spiller normalt meget melodisk black metal, og har et fokus på gysermysterier og krimifilm. Men ikke ‘Black Renditions’. Det er derimod en coverplade. Og det er jo sådan set gjort før. Vi husker vel alle sammen Graveworms ‘I Need A Hero’, Children of Bodoms ‘Oops, I Did It Again’ og hele den bølge, der var af den slags i 00’erne. “Det var en anden tid”, som det er så moderne at sige nu om dage, men det var det altså. Ikke desto mindre har Spider God besluttet sig for at gøre det igen, og hvor coverindspilningerne dengang blev udført med en nærmest vrængende og arrogant ironisk distance, gør Spider God det med kærlighed til kildematerialet. Og det er det, der gør det værd at lytte til. For hvem kan ikke godt lide at høre lidt mere til Pointer Sisters?


Body Void – Burn The Homes Of Those Who Seek To Control Our Bodies


Body Void er crustiere end nogensinde på denne enkelt betitlede og slet skjult højesteretstruende EP.
Body Voids dronende sludge har fået et godt skud hardcore i denne omgang og åbner faktisk med et reelt riff. Dette bliver dog hurtigt afløst af støj, som vi kender det, og så er det egentlig bare en omgang solid og ækel doom vi får serveret. Noise-elementerne fungerer godt og giver en knitrende effekt, som om vi hele tiden balancerer på kanten af gear-breakdown.
Noget drone er nedslående, noget er trist, noget er meditativt, men Body Void er primært vredt. Pissevredt, faktisk. Og det holder.
Og selvom det ikke er den traditionelle knytnævepumpende punk, vi forbinder med protestmusik, er det her mindst lige så revolutionært. Det er bare også tungt på Primitive Man-måden.


Full of Hell – Aurora Leaking From an Open Wound

“Powerviolence” er for hardcore, hvad grind er for dødsmetal. På en måde. For egentlig er grindcore en hybrid mellem de to genrer, mens powerviolence blot er hardcore taget til det ekstreme. Det er tungt, dissonant og hurtigt, og Full of Hell er blandt de mest respekterede eksponenter for genren nutildags.
På ‘Aurora Leaking From an Open Wound’, der kun blev solgt i fysisk format på turneen med Blood Incantation, finder vi tre skæringer, med hver deres fokus.
Den midterste, ‘Swarming Hornets’, er den særeste og den mest eksperimenterende. Der bliver rodet i jazzede sekvenser og der bliver arbejdet i temposkift. Det er interessant, og det er mærkeligt, men uden at det bliver John Zorn-mærkeligt, hvilket er vigtigt.
Full of Hell er et stort band i deres lille niche og det er der god grund til.


Speed – Gang Called Speed

Vi har simpelthen ikke fingeren i jorden, når den jord befinder sig på klodens modsatte side. Det må vi erkende. For en gangs skyld kan vi rigtig lære noget af Copenhell. Australske Speed blev offentliggjort til næste års udgave af festivalen for kort tid siden, og undertegnede måtte straks fare i Bandcamp for at få lyttet til det. Og søreme om ikke vi blev positivt overrasket. Det i sig selv er jo nærmest nyhedsværdigt, men endnu vildere er, at Speed bringer den gode beatdown til betonen.
Hardcore er altid bedst, når den er politisk, og det er Speed i den grad. Det har sjældent været sjovt at have asiatisk baggrund i Australien, og det er absolut ikke blevet bedre under pandemien, og brødrene Siow gider ikke mere pis. ‘Gang of Speed’ raser både mod det, mod de ødelæggende skovbrande, og generelt hvad der er nederen i Australien. Og det er ikke så lidt, skulle vi hilse og sige.


Colonial Wound – Degradation

Colonial Wound byder på noise rock-infunderet hardcore og er som sådan allerede ret godt i vej for denne anmelder. Som vi skrev, da vi lyttede til den nye Ken Mode, er det gode tider at have det dårligt i, og Colonial Wound rider på bølgen af elendighed og understreger dette til fulde. For det er ikke særligt rart at lytte til på den der måde, hvor det er rigtig rart.
Der er jazzede, halvfuldførte basgange, der tager det gode fra Primus uden alt det irriterende. Der er et lag af guitarmelodi oven på floridianernes solide omgang fuzz.
Bandets nye sanger, Jeremy Atkins, har trukket i en mere solid hardcoreorienteret retning og er endnu bedre til at følge melodierne, end bandet tidligere var, hvilket gør ‘Degradation’ – hvis ikke til en fornøjelse, så i hvert fald ekstremt tilfredsstillende at lytte til.