Straight outta Kreuzberg

Populær
a0988333456_10

Man ved aldrig helt, hvad man får med Ancst. Men denne gang får du et los i hovedet af lige dele combat boots og fortvivlelse.

Kunstner
Titel
Summits of Despondency
Dato
18-09-2020
Trackliste
1. - Kill Your Inner Cop
2. - Inferno
3. - Final Hour
4. - Praising the Realm of Loss
5. - The Burden of Hope Part I
6. - The Burden of Hope Part II
7. - Razed Eden
8. - Abysm of Existence
9. - ...of Dying
10. - Denazification
11. - Monotony of Anguish
12. - Monolith
Forfatter
Karakter
4

Ancst er et særpræget projekt. Over fire lp’er og 19 ep’er, splits og demoer har Ancst delt deres opmærksomhed nogenlunde ligeligt mellem en helvedes crusty black metal og dommedagsagtig drone/ambient. Denne gang har frontmand Tom Schmidt sat scenen til noget af et gadeslagsmål. De gudløse har ingen fred.

Fra fortvivlelsens tinder
Alle, der har været i Berlin, har stiftet bekendtskab med byens levende punkmiljø. Om ikke andet har man set dem hænge ud med bajere og beskidte hunde på byens pladser. Verdens ældste besatte ejendomme findes her, og særligt én af dem er interessant at nævne her. “Das Rauchhaus” er en tidligere hospitalsbygning og var i centrum for gadekampe og demonstrationer, da amerikanerne i 1971 ville rive det ned og bygge en motorvej. Berlinerne i Kreuzberg protesterede og besatte det, indtil kommunen endelig købte det og lod det fungere som kulturcenter.

Grunden til, at dette er interessant, er, at det sætter den særlige berlinske antiestablishmentmentalitet i fokus. Ancst er ikke som andre black metal-bands, for i virkeligheden er black-genren ikke det centrale element. Sært nok kan det samme siges om crusten, som ellers skulle ligge lige i nærheden.

Oprøret, modstanden og budskabet er Ancsts bærende søjle, og den er en forudsætning for musikken. Dette etos er så centralt, at de mange genreskift og forvirringen om, hvem bandet egentlig er, giver mening. Ancst er Ancst, og Tom Schmidt føler sig ikke forpligtet over for andet end det.

I modsætning til andre af bandets udgivelser er ‘Summits of Despondency’ ikke alene et kampskrift. Nogle elementer peger i den retning, her kan særligt nævnes den genialt aggressive og eksplicit politiske ‘Kill Your Inner Cop’, der blæser had ud over ordensmagten, som kun punkere kan gøre det, mens ‘Summits of Despondency sine steder nærmer sig en elegi.

Den tvedelte ‘The Burden of Hope’ er melankolsk og indadvendt i sit åbningsstykke, inden Schmidt kanaliserer sin fortvivlelse udad og åbenbarer en meget personlig beretning om det at miste tilliden og troen til en person, i hvis hænder man lagde sit liv.

‘Summits of Despondency’ er et sardonisk blik på en verden, der på mange måder føles, som om den er i opløsning. Fra det politiske til det personlige er 2020 et år, hvor menneskehedens kollektive råddenskab fremvises, påskyndet af global ulighed, krigstrommer og en pandemi, der afslører, hvor sårbare vi og vores samfund egentlig er.

I et sært aktuelt tilbageblik på de Allieredes afnazificeringsprojekt af Tyskland og Østrig i efterkrigstiden tager Ancst i ‘Denazification’ fat i den vestlige verdens selvtilstrækkelighed og det faktum, at vi ikke længere uimodsagt kan stille os selv på civilsationens præmieskammel. Med det historiske blik in mente er det en relevant kommentar, når den frie verdens leder ikke vil tage afstand fra grupperinger, der kæmper for en “ren etnostat”.

Hvis man skulle have tilbøjelighed til den slags, kunne budskabet jo nok sættes i kontrast med åbningstrackets opfordring til modsatrettet vold, men det vil vi lade læseren selv stå for.

Følsom fighter
Musikalsk træder ‘Summits of Despondency’ nye stier for projektet. Fra den buldrende og tordnende åbners aggressive, næsten tribalistiske trommeslag ligger landet åbent. Vi kender primært tyskernes voldsomme og konfrontatoriske stil, hvor hardcorens bastante bølleri kobles med den isnende kulde fra black metallens tremoloriffs, og man nærmest forventer at måtte dukke sig for øretæver. Sidste års ep ‘the darkening’ var fem og et halvt minuts opvisning i dette, og vi snydes ikke for den slags på ‘Summits of Despondency’.

Omtrent halvdelen af numrene bevæger sig direkte op i lytterens ansigt og byder op til dans. Særligt kan åbneren, den føromtalte ‘Denazification’ og ‘... of Dying’ nævnes. Her er der knald på, og undertegnede kan slet ikke vente på at få lov til at bade i sved og bevæge hele kroppen til dem – altså når den slags engang vender tilbage. Energien er i top, og det er umuligt at høre, at det er Schmidt selv, der har stået for hele instrumentaliseringen, da det lyder som en velsmurt maskine.

Pladens anden halvdel omfavner derimod det introspektive. Melodien blandes med aggressionen, og vi trakteres med et til tider nærmest atmosfærisk black metal-landskab. ‘Razed Eden’'s melankolske bibelinspirerede kapitalismekritik er gribende og bæres af melodiøst guitarspil og tilføjer en ekstra emotionel dybde, ligesom ‘The Burden of Hope’ pt. I og II, og den solide albumafslutter ‘Monolith’ viser, at Ancst har andet og mere i sig end blot stenkast og suckerpunches.