Tysk metaltradition

Veteranerne Grave Diggers album nr. 14 er ikke noget stort værk, beretter Anders Molin. For 2½ måned siden udgav Grave Digger en single med lidt ballader og et enkelt covernummer, og denne anmelder måtte i den forbindelse sande, at de tyske gravere gør sig bedre, når de holder sig i metalstilen, hvilket tydeligt høres på seneste udgivelse ”Liberty or Death”.

Rigtigt godt bliver det nu stadig ikke, og det er i høj grad på grund af de tyskere graveres akilleshæl nummer 1: forsanger Chris Boltendahl. Selvom han besidder en vis karisma, så kan det ikke opveje, at han mildest talt er en meget ringe sanger. På et enkelt nummer er det til at leve med, og endda en smule charmerende, at han brølende synger sig igennem med en rusten Jack Daniels stemme, men gennem en hel plade er det ingen nydelse (og med tanke på en hvis Lemmy Kilmister, så må det konstateres, at drukstemmer forefindes i bedre udgaver).

Desværre skal man nok ikke forvente en udskiftning, da Chris Boltendahl er eneste bandmedlem, som har været med siden dannelsen i start-80'erne. Derfor må man nøjes med at glæde sig over, at Grave Digger, når de er bedst, slet ikke er så ringe endda. De har i hvert fald et vist flair for at skrive fængende metalhymner i 80'er stilen.

Ikke at det på nogen måde er genialt eller originalt, men godt håndværk er ikke at foragte, og enkle sange som titelnummeret og ”Oceans of Blood” lægger op til fællessang og god gammeldags headbanging, fordi de har den altid fungerende kombination af et godt omkvæd, tempo og tæskende guitarriffs. Instrumentalt set (hørt) er højdepunktet ”Until The Last King Died”, der skifter mellem at være supertungt og en anelse Dio-agtigt og hårdt rockende i verset. Men... sangeren!

Altså ikke noget stort værk, men fans af Grave Digger og/eller tysk heavy metal generelt bliver nok ikke skuffede.