Kort og godt: Matematik, knive, ofringer og hudsult

Black Math Horseman, Henret og Offerbarn, Great Falls og End It og lidt flere er klar med mere eller mindre nye EP’er.

Vi skal have det lange bakspejl i gang når vi igen skal kigge på EP’er i denne omgang. Det er længe siden, vi sidst har været her, så vi har et stort bagkatalog at rode i. Det er gode sager, vi skal have fingrene i. Der er post-rock, black metal, hardcore, dødscore og en masse andet. Vær velkommen og velbekomme.

Black Math Horseman – Black Math Horseman

Vi starter i den stille ende. Atmosfærisk black har vi hørt så meget om, men atmosfærisk doom er sjældent blevet omtalt, i hvert fald med de ord. Og det er det, vi har at gøre med her. Hvis man har svært ved at forestille sig det, kan vi henvise til Oathbreaker, Mammoth Weed Wizard Bastard, Woman is the Earth eller måske Faetooth. Den amerikanske kvartet er tilbage efter at have holdt pause i ti år, og med den selvbetitlede EP er der god grund til at håbe på de laver mere. Vi digger især den tremolopickede spanske guitar.

Offerbarn – Offerbarn EP

Ok, du har hørt om deathcore, men hvad så med blackcore? For det kan meget vel være det, vi har at gøre med på denne danske udgivelse. Hvor det moderne i megen deathcore for tiden er at lyde som Dimmu Borgir, går Kristian Edelbo i en anden retning her. Det er twangy og energisk, men også ganske black metallisk i sit udgangspunkt. De kommer vidt omkring på EP’en, måske også lidt mere end godt er, men der er så rigeligt med spændende elementer, at det er et projekt, vi kommer til at følge med i.

BRUIT ≤ – Apologie du temps perdu, Vol. 1

Colossal Weekend bød sidste år på en optræden fra BRUIT ≤,  der i den grad vakte opmærksomhed. Det franske post-rock-band skubber grænserne for genren og kombinerer den med klassisk musik på smukkeste vis. Det har de gjort i endnu højere grad på denne EP, der lader til at være første i en række, om alt går vel. Post-rock og klassisk er dog ikke det eneste, de blander, da en stor gang ambient også føjes til, både i stilen fra Stars of the Lid, men også den lidt mere trip-hoppede fra Boards of Canada. Intet mindre end en storslået og smuk oplevelse.

Great Falls – Funny What Survives

Seattleboerne i Great Falls har udgivet noget af en hæsblæsende omgang. Selv kalder de det noisecore, og det er ikke helt ved siden af. For almindelig hardcore kan i hvert fald ikke følge med her. Tjek selv det helt vanvittige breakdown på ‘Misery Lights’ og den absurde aggressive energi, der følges op med. Medlemmerne har tidligere spillet i bands som Undertow, Kiss it Goodbye og Gaytheist, og det er tydeligt at mærke.

Year of the Knife – Dust to Dust

Der er også blevet tid til lidt dummecore fra Newarks Year of the Knife, der beviser, at man ikke behøver synge om sin master i filosofi for at være straight edge. Derimod får vi en absolut pubertær gang lyrik – seriøst, første track kunne lige så godt hedde “Not like the others” – men det gør ikke så meget, for musikkens tunge grooves og Madison Watkins’s rasende vokal sørger for, at dem, der savner Nails får lidt at hygge sig med.  

Henret – Abandon Hope

Om det som sådan er en EP, er op til den enkelte at vurde, men på trods af seks numre, vurderer vi alligevel, at et godt kvarters spilletid kvalificerer til titlen.
Vi får her en dansk omgang deathcore, der faktisk formår at skabe en eller anden form for stemning og ikke blot forfalder til breakdowns på breakdowns, og dermed er lidt mere interessante end så mange andre i scenen. Herudover falder de heller ikke i Lorna Shore-vognen, og forsøger at lyde som tre mini-Shagraths i en trenchcoat, men fokuserer blot på at lave pissetung hardcore med dødselementer.

Manawydan – Gnadenhutten

Vi får fra amerikanske Manawydans hånd et crossover mellem klassisk, Immortalsk riffbaseret black metal og… triphop. Og så handler det om de indfødte amerikanere i Ohios massakre i 1782. Det er i hvert fald spændende og nytænkende, omend det er tydeligt at høre, det er en demo, vi arbejder med. Der skal pudses lidt.

End It – Unpleasant Living

Sheeeeeit. Vi er i Baltimore og Patsy Cline afbrydes af tunge, tunge riffs når Baltimore Citys Hate Crew rydder bordet. Det her er rendyrket ægthed, og hvis man har set The Wire, forstår man tydeligt, hvor hadet kommer fra.
Den rappende vokal passer perfekt ind i de smadrede riffs og de mere klassiske hardcore-omkvæd. Det her er hundrede procent Baltimore og i en by, der kandiderer til USA’s mest voldelige, spilles der rigeligt med musklerne. Lyrikken er dog langt fra fladpandet, men byder i stedet på frustration over både sig selv og samfundet omkring sig. Kæmpe anbefaling. Det her er, hvad Soul Glo kunne have været.

Skinhunger – Skinhunger

Helt iskold og blikagtig i lyden, er Skinhunger præcis så necro, som black metal skulle være ca. 1995. Isolation er grundlaget for udarbejdelsen, men i modsætning til mange modstykker inden for rå black metal, er målet her at bygge noget større i fællesskab. Det lyder måske paradoksalt, men det er, hvad Skinhunger forsøger at kommunikere.
Er man ikke så investeret i det lyriske, kan man i stedet fornøje sig med tristheden og den skærebrænderrå vokal og guitartone. Good times.