Soulcore
Zulu gider ikke snakke om, hvor hårdt det er at være sort. De vil synge om fremtiden.
2. For Sista Humphrey
3. Our Day Is Now
4. Music To Driveby
5. Where I'm From (Ft. Pierce Jordan & Obioma Ugonna)
6. Fakin' Tha Funk (You Get Did)
7. Shine Eternally
8. Must I Only Share My Pain
9. Lyfe Az A Shorty Shun B So Ruff
10. From Tha Gods To Earth
11. Créme de Cassis By Alesia Miller & Precious Tucker
12. We're More Than This
13. 52 Fatal Strikes (Ft. Paris Roberts)
14. Divine Intervention
15. Who Jah Bless No One Curse
Et kort øjeblik lyder det som en Disney-film, når ‘A New Tomorrow’ lægger fra land. Og der skal gå over et minut, før vi mødes af de tunge guitarer og Anaiah Leis brutale vokal. Og der er rigeligt af begge dele på denne plade. Men selvom vi mødes af knoslæbende, brutal hardcore, skal vi ikke finde os for godt til rette i den slags heller.
For ‘A New Tomorrow’ er ikke som de andre hardcoreplader.
Først og fremmest mødes vi af en massiv anvendelse af samples. Vi kommer omkring både Curtis Mayfield og Nina Simone, udover at vi også stifter bekendtskab med spoken word fra Alesia Miller og Precious Tucker og sluttelig er guitarist Dez Yusuf også en kompetent rapper og crooner, hvilket også fremvises på dette album.
Det er altså ikke bare en plade, som vi oplever dem flest.
Zulu er heller ikke blot et band, der lægger sig i en moderne slipstrøm. Devilution anbefalede dem allerede tilbage i starten af sidste år, og det har vist sig langtidsholdbart.
Anaiah Lei har en fortid i the Bots, Dare og Culture Abuse, men oplevede et behov for at danne et band der var, som han udtrykker det, “for og af sorte mennesker”. Og det understreger ‘A New Tomorrow”. Den er ikke til folk som undertegnede, omend jeg allernådigst får lov at stikke hovedet indenfor og opleve det.
Som omslaget mere end antyder, er det en fejring af sort kultur og sort fremtid. På ‘Créme de Cassis’ tales om det potentiale, sorte mennesker har, og selvom det kan lyde både indlysende og selvklart, er det noget, der er behov for, der bliver sagt. Sort kultur har oplevet modstand, nærmest siden den opstod som konsekvens af tvangsforflytningen til USA, og selvom adskillige har forsøgt at pege tilbage mod rødderne i Afrika, er den myriade af historie, folkeslag og traditioner et uigenkaldeligt amerikansk fænomen. Men det er ikke et fænomen, der generelt fokuserer på det gode, den kan skabe.
Derimod fremhæves som regel de negative sider. Fra nogles hånd i form af racisme, diskrimination, løgn og had, fra andre, mere velmenende typer i form af lave forventninger og en søben i tragedie, som vi også beskrev, da vi anmeldte Soul Glos ‘Diaspora Problems’.
Og Zulu har ikke nogen interesse i nogen af delene. De har lyst til at skabe, og de forklarer, at det er et problem, at sorthed altid gøres til en lidelseshistorie. De vil se fremad, imod den fremtid, omslaget skildrer.
Det er både forfriskende og sejt.
Hardcore, but make it soul
Nærmest alle former for sort musik er at finde på ‘A New Tomorrow’. Som nævnt er der både samples af Nina Simones ‘To Be Young, Gifted and Black’ og Curtis Mayfields ‘We People Who Are Darker than Blue’, men også reggaesangeren Freddie McGregor besøges, og måske mest tidssvarende er ‘We’re More Than This’, hvor Dez Yusuf går Common og A Tribe Called Quest i bedene og leverer en solid omgang rap, der fra en anden vinkel viser deres levede erfaring.
Sine steder er der elementer af Turnstile over den tungt samplede musik, men Zulu er langt hårdere end Baltimore-kollegerne, og vi er mange steder over i seriøst metalinflueret beatdown, hvilket lyder des vildere, når det sættes i kontrast til de blidere og mildere passager.
Det er en plade, der kræver lidt tilvænning, for de hurtige, hyppige og skarpe sving er ikke blot sådan lige at gå til. Det fordrer en vis åbenhed fra lytteren, og bedst er det, hvis man har en musikalsk horisont, der ikke kun rummer slåskampsmusik, men også andre strømninger. Har man dette bliver ‘A New Tomorrow’ præsenteret nærmest som en menu på en Michelinrestaurant. Dez Yusuf og Braxton Marcellous’ tunge, tunge guitarer over Satchel Browns næsten funkede basgange og Christine Cadettes buldrende trommer trakterer os med hidsige og ukontrollerede energiudladninger, mens Lei og skiftende gæstevokaler er medrivende og frådende i deres aggression. Præcis som det bør være. Albumafslutteren ‘Who Jah Bless, No One Curse’ er et fremragende eksempel på alt, hvad denne plade kan. Fra Lei og Cadettes skrigende vokaler, der evokerer slavegørelsestidens call-and-response-sange over den heftigt dundrende instrumentalisering, til det pludselig vrid i stemning og tempo, der fører os nænsomt ud af albummet og over i omslagets familiære festligholdelse, er den alt hvad Zulu er.
Og Zulu er både hårdt, hidsigt, insisterende sit eget og med blikket stift rettet mod fremtiden.