Jesu Kristi blodtud
Vi ved ikke helt, hvilken type Jesus, de har i Philadelphia. Men det er en hårdtslående type.
2 Fear Of Failure
3 Tunnel Vision
4 FTBS
5 Silver Lining
6 Gates of Horn
7 Profane
8 An Offering to the Night
9 Stolen Life
10 The Bond
Jesus Piece er et af de der bands, man har hørt en masse om, men som har udgivet langt mindre end man skulle tro. I 2018 udkom ‘Only Self’ på Southern Lord og nu er altså ‘... So Unknown’ på Century Media føjet til.
Der, hvor man har hørt en del om dem, har været i livesettings. Det er ikke uhørt, at folk skal et smut forbi skadestuen, når de har været i en Jesus Piece-pit, og at dømme ud fra denne plade, kommer det omdømme ikke til at ændre sig. For satan, der er smæk på.
Jesus Piece spiller vel egentlig metalcore, men det føles underligt at sætte det label på, når man forbinder det med bands som Trivium og Bring Me The Horizon, som begge ville stikke halen mellem benene ganske hurtigt, hvis de mødte Jesus Piece i en pit. Vi forestiller os den udødelige scene med glasskårene fra Van Dammes ‘Kickboxer’.
For det føles som at blive slået i munden på mest ubehagelige vis fra første sekund. ‘In Constraints’ åbner med Luis Apontes tordnende trommespil, inden det går over i klassisk metalcoreriffing, men med så meget røv i bukserne, at parallellen til førnævnte bands er meget svær at drage.
Jesus Piece kunne nemt blive smidt i kassen med beatdown hardcore, og selvom det i praksis også er sådan, musikken fungerer, kan det noget mere, end den generelt fladpandede genre traditionelt byder på. Der er ikke tvivl om, at det er musik, der er lavet til at slås. Det her er den direkte vej til at miste tænder i pitten og noget, der sørger for at samaritterne ikke bliver arbejdsløse. Aaron Heards vokal er dyb, og han har munden fuld af grus og har svoret, at ingen skal falde i søvn, når musikken spiller. På ‘Tunnel Vision’ er han nærmest distortet i sin dybe growl, kun afbrudt af hæse råb, når sangtitlen skal skriges ud.
Det er svært ikke at forelske sig i den solide brutalitet, der præsenteres over 27 minutter, og pladen er så helstøbt, at man ikke kommer til at kede sig, trods det generelt solide tempo og den lige så voldsomme agression. ‘FTBS’ tilføjer et interessant groove i det dobbelte guitarspil, og der bliver plads til velkendte “deet-deets”, hvilket altid trækker op i denne genre. Førstesinglen ‘Gates of Horn’ lyder, som om den trækkes op fra bunden af kloakken, og det er svært at skelne guitarer og rytmesektion fra hinanden i den tunge stemning. Heard eksperimenterer mere med sin vokal her, og selvom tempoet er noget adstadigt, er det stadig medrivende.
‘The Bond’ lukker pladen af med det tætteste, vi kommer på afslapning, omend dens brækkede rytme også holder os på tæerne. Skulle man levere et kritikpunkt, kunne det måske være, at der ikke er vanvittigt meget variation at finde på ‘...So Unknown’. But then again, det ledte vi faktisk heller ikke efter. Hvad det er for en del af Jesus, bandet refererer til i deres navn er uvist. Det rædderlige cover hjælper os heller ikke, men det må være en mere hidsig type, end vi normalt møder. Sådan en, der går med knojern og laver cirkelspark i kjortlen.