Vellykket

Amerikanske Unearthly Trance er ægte rasende og maniske på et fint album. Hvor langt kan man stemme ned og stadig få lyd fra strengene på sin guitar? Unearthly Trance fra New York må have et bud. Trioens musik slæber sig ofte hen ad gulvet, dystert og tungt og underproduceret. Men den mørke lyd klæder musikken og den mystik, der omgiver den. Det er doomy, det er sludgy og midt i guitarmudderet står bassen grumt, men tydeligt frem. Musikken er så simpel, at man med blot en smule musisk talent og fantasi vil kunne smide albummet på, hente guitaren og spille med.

Så hvorfor virker det? Måske er det vokalen, der bærer præg af noget indestængt raseri, så hårene rejser sig på armene, når man hører det. Og det er ligegyldigt, om der synges eller råbes. Måske er det guitarmelodierne, der lyser op i mørket?

Bandet er herligt afvekslende, men det er de langsomme passager, der huskes bedst, da simpelheden i musikken gør, at de halvhurtige stykker lugter for meget af tre-akkordspunk.

Unearthly Trance ønsker at frembringe en mental apokalypse med den skizofrene musik. Lyder det spændende, så følg bandets opfordring i albummets sjette og superfedenummer: ”Wake Up and Smell the Corpses”