Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tre krystalliserede kokosnødder til Skotland

Updated
922_Alestorm_RGB-scaled

Alestorm gør præcis, som de plejer, på deres sjette fuldlængde. Til stor glæde/vrede for mange.

Kunstner
Titel
Curse of the Crystal Coconut
Dato
29-05-2020
Trackliste
1. Treasure Chest Party Quest
2. Fannybaws
3. Chomp Chomp
4. Tortuga
5. Zombies Ate My Pirate Ship
6. Call of the Waves
7. Pirate´s Scorn
8. Shit Boat (No Fans)
9. Pirate Metal Drinking Crew
10. Wooden Leg Part 2 (The Woodening)
11. Henry Martin
Forfatter
Karakter
3

På Devilutions redaktion er Alestorm et band, der deler vandene mere end de fleste, og det er umiddelbart svært at forstå, hvorfor et skotsk piratmetal-ensemble kan ophidse ret mange andre end forhandlere af plastikhuggerter og øjenklapper.

Og det gør ikke sagen mere underlig, at det handler om alt andet end musikken, men derimod om retten til at bestemme, hvordan man kan udfolde sig i metalgenren. Måske fordi selvironi går virkelig dårligt i spænd med bands, der tilbeder Satan eller kommer fra beton og råber deres briller af stål i stykker i indestængt vrede over samfundet og betalingsbalancen.

For ja, selvfølgelig skal metal tages seriøst. Det er derfor, Devilution er her, og derfor bør vi af princip udskamme et band som Alestorm, ligesom et dansk og liges å gakket band blev hakket fortjent i småstykker i en sidebemærkning i anmeldelsen af Gramsespektrum Red Warszawa for nogle uger siden.

Problemet og udfordringen er bare den, at Alestorm er hamrende dygtige til at være idiotiske, tåbelige og bade i badeænder – altså sådan virkeligt talentfulde. Og de sætter sådan set ikke ikke et melodisk træben forkert i deres evige bombardement af one-liners, riffs og hastige omkvæd.



Først lægger Alestorms sjette udspil ud med den obligatoriske lige ud ad planken-sang ‘Treasure Chest Party Quest’, dernæst den om de gode gamle legendariske pirater – i dette tilfælde ‘Fannybaws’, hvem det så end er. To sange, der vil glide smertefrit ind først i sætlisten på næste tourtogt fra Perth og ud. Sange, hvor man skal være idiot eller døv for ikke at synge med – sandsynligvis – eller også helt utroligt fuld (men så får man til gengæld meget andet ud af Alestorm). Absolut ikke uforglemmelige på den uforglemmelige måde, men bare virkeligt svære at få ud af hovedet på den helt-ind-i-hjernen-gribende måde.

Så er der den harmonika-baserede ballade – den, hvor det også er et keyboard, som lyder som harmonika, men uden dobbeltpedaler, så man lidt mere tror på noget autentisk. Ja, der er faktisk flere, og det kan jo være rart med en følsom stund.

Der skal også være rap, fordi ingen forstår hvorfor, men Alestorm har sikkert syntes, det var sjovt, og det er svært at have noget imod lige i denne sammenhæng. ‘Tortuga’ er vist nok rimeligt 90'er i udtrykket, siger anmelderen, der kun kender to rap-sange – den med MC Einar og den, hvor RunDMC ødelægger væggen (og sangen) ind til Aerosmith. Det fungerer og bryder med et ellers lidt overgearet tempo, selvom lytteren ikke bør elske groove lige så højt som høj søgang.



Der er også en sang, som hedder ‘Pirate Metal Drinking Crew’ – og ja, en mere tekstliderlig anmelder havde sat sig ind i, om den er selvbiografisk eller handler om publikum eller måske begge dele. Men helt ærligt – hvem gider gøre sig umage for at vide det? Hvis man føler, at man gerne vil være en del af et sådan crew, så skal man være det, og så skal man lytte til Alestorms sjette udgivelse (ellers skal man nok lade være).

Man kan godt sidde tilbage med en følelse af, at det kunne være rart, hvis Alestorm fandtes i en alvorlig udgave. Et band, hvor de stadig var dygtige, men uden gøgl og falske guldøreringe og uden folkemusik – men så havde ingen hørt om det skotske band Storm, der efter tre demoer og en fuldlængde var gået hjem til haggis-gryden. (Og de kan formentlig ikke dansk nok til lytte til det gode råd om at skille sig ud på den måde).