Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det sø(sinds)syge syvende togt

Updated
Alestorm

Alestorm har intet nyt med sig, men rider stormen af på charmen, når de for syvende gang stævner ud under det metalliske Jolly Roger og hærger rutinemæssigt.

Kunstner
Titel
Seventh Rum of a Seventh Rum
Dato
24-06-2022
Trackliste
1. Magellan’s Expedition
2. The Battle of Cape Fear River
3. Cannonball
4. P.A.R.T.Y.
5. Under Blackened Banners
6. Magyarország
7. Seventh Rum of a Seventh Rum
8. Bite the Hook Hand That Feeds
9. Return to Tortuga
10. Come to Brazil
11. Wooden Leg (Part III)
Forfatter
Karakter
3

'Seventh Rum of a Seventh Rum' er Alestorms syvende udgivelse på femten år, og de skotske pirater lader ikke til at være løbet tør for historier at fortælle om alkohol og sørøveri og lignende. Ikke fordi albummet med det mundrette ordspil i titlen skiller sig ud fra de seks forgængere. Powermetal med harmonika, violin og talk-like-a-pirate-vokal, og som oftest spillet på et grundlag af en slags polka – men kvaliteten er lige, hvis man skal bedømme efter evnen til at spille piratmetal.
 

 
Men har verden brug for piratmetal? Eller har verden brug for piratmetal-eurodance som i ’P.A.R.T.Y.’? Tja, verden har altid brug for at danse, og verden har altid brug for, at nogen gør noget skørt og fjollet. Men et eller andet sted kunne det være rart, hvis det ikke var Alestorm. Forstå mig ret, Alestorm er åndssvagt dygtige til at skrive deres rablende åndssvage musik, og respekt for det – men de er kun gode til det, fordi de er dygtige sangsnedkere. De kan skrive et vildt catchy omkvæd, de kan bygge en sang op til omkvædet, og de kan smide seje riffs og ditto soloer ind alle vegne. Det kunne også være brugt til et ægte sejt band.
 
Alestorm vil det bare anderledes, og må man give dem, at de har en form for succes med denne formel, og hvis man kan eller allerede har overgivet sig til ideen om piratmetal, er dette til stadighed musikken til at hærge de syv haves circlepit, mens man synger med på endnu et omkvæd, som aldrig vil forlade hjernen helt. Fordømte, irriterende, elskelige Alestorm!