To Be Alive – or Not to Be Alive
Populær
Rhapsody of Fires seneste livealbum skulle efter sigende være et ‘rigtigt’ livealbum. Hvis dette er sandt, giver det ny vægt til påstandene om, at månen nok alligevel består af grøn ost, og at Neil Amstrong aldrig betrådte den.
1. Dark Mystic Vision
2. Ad Infinitum
3. From Chaos To Eternity
4. Triumph Or Agony
5. I Belong To The Stars
6. The Dark Secret
7. Unholy Warcry
8. Lost In Cold Dreams
9. Land Of Immortals
10. Aeons Of Raging Darkness
11. Dark Reign Of Fire
12. Drum Solo
CD 2
1. The March Of The Swordmaster
2. Dawn Of Victory
3. Toccata On Bass
4. The Village Of Dwarves
5. The Magic Of The Wizard's Dream
6. Holy Thunderforce
7. Reign Of Terror
8. Knightrider Of Doom
9. Epicus Furor
10. Emerald Sword
11. Erian's Lost Secrets
12. The Splendour Of Angels’ Glory (A Final Revelation)
Lad det være sagt, at jeg faktisk rigtigt godt kan lide Rhapsody – både med og uden ’of Fire’. Men jeg forstår virkelig ikke, at dette skulle være det ultimative livealbum fra gruppen.
I pressemeddelelsen, som følger med denne udgivelse, udtaler bandets stifter og keyboardspiller Alex Staropoli, at Rhapsody of Fire "wanted to deliver a live album that can actually be called a LIVE album. Not one single part was re-recorded in studio as most of bands do. Personally I am always looking for perfection, but in the case of this live album, I truly believe it had to sound live and maintain both live playing and feeling at 100%."
Her til bliver jeg nødt til at ophoste det lille forkølede spørgsmål, som kommer her: HVORDAN I HEDE HULE HELVEDE KAN DER VÆRE TALE OM ET ÆGTE LIVEALBUM, HVIS HALVDELEN AF LYDEN ER INDSPILLET PÅ FORHÅND?
Og her kommer vi så til kernen af kritikken, for dette album er såmænd ikke ringe, men at kalde de et ’ægte’ livealbum, når der igen og igen optræder præ-indspillede ’spoken word’-sekvenser, store kor-arrangementer, fløjter, strygere og andre ikke-elektriske instrumenter, som bandets medlemmer ikke spiller på scenen, samt andenstemmer til stort set hvert eneste af Fabio Liones omkvæd, der garanteret heller ikke synges af de øvrige levende væsener på scenen. Det giver ikke mening.
Potentialet er såmænd udmærket
Der afleveres en række flotte sange fra hele bandets karriere på dette album. Men nødvendigheden af at have så meget båndet materiale med til en koncert vidner om, at Rhapsody of Fire ER et albumband.
OK, man har skruet voldsomt op for publikums jubel, men det i sig selv giver altså ikke automatisk en stor fest eller et stort livealbum.
Jeg vil fortsat følge Rhapsody of Fire med interesse – men jeg vil nok meget overveje, om det er besværret værd at rejse udenlands for at opleve dem live (til Danmark kommer de jo garanteret aldrig).