Analog patos og knivskarpe melodier

Det er svært at forestille sig en bedre eller for den sags skyld mere tillidvækkende og cool åbning end den, Baby Woodrose lægger for med på det seneste album. ’Freedom’ må blive det københavnske syrerockbands syvende ”rigtige” studiealbum til dato, og ’Reality’, som åbningssangen hedder, er så køligt overbevisende eksekveret i både melodi, social arrigskab og produktion, at man som lytter har svært ved at falde ned, mens sangen står på. Har Baby Woodrose brugt de seneste fire år – tiden, der er gået, siden de udgav deres seneste studiealbum – på blandt andet at brygge et form for tematisk statement sammen – hvilket den nye plade overordnet peger på, at de sandsynligvis har – ja, så er ’Reality’ det autodidakte skoleeksempel på, at bandet i de mellemliggende år samtidig har fået gnedet rockpondussens beskidte ABC så stilsikkert ind i det mere eller mindre klassiske genrematerie, de praktiserer, at de, når de vil, synes at kunne præstere omtrent lige præcis det, de sætter sig for. Form og indhold går smerteligt godt sammen på især dette nummer.

Musikalsk håndværk
At vi i Baby Woodrose har et band med facetteret overskud, er ikke bare værd at bemærke, men også værd at sætte pris på. Når det nu engang er den mere klassiske, med modifikationer forstås, og melodiøse rock, bandet investerer deres kvaliteter i, så kræver det, i hvert fald på papiret, noget ekstra fra dem for i hvert fald at få denne skribent til at hoppe med om bord. Baby Woodrose har dog ikke bare de slidstærke melodier på deres side, de formår samtidig at levere deres ørehængere, som kom de fra hoften. Skal sing-a-long- og vers-omkvæd-vers-formularen også holde i længden, kræver det desuden, at sangene svøbes i et musikalsk håndværk, der forhåbentlig kan give de klassiske strukturer et vedkommende nøk af noget anderledes, evt. noget  anderledes slesk, et instrumentalt punch.

Det sleske, eller punch-støjende om man vil, er der masser af på ’Freedom’, hvilket i særdeleshed skyldes pladens analoge produktion, der omtrent lyder, som rockmusikkens jointrygende kærlighedsfugle kan tænkes at synge. Om der ligefrem er blevet kælet for pladens produktion, eller om den rent faktisk så at sige kommer fra hoften uden så meget kælende pis, kan mine nysgerrige, men på ingen måde professionelle øren kun gisne om. Resultatet må dog selvfølgelig være det vigtigste, og i dette tilfælde gnistrer resultatet af en direkte, umiddelbar nerve. 

Sammenfletning af rock og ballader
Skal jeg give mig hen til rock, der i såvel opbygning og hvad angår numrenes varighed potentielt set har radiovenlighed som mellemnavn, hvilket, alt afhængig af radiokanalen in question selvfølgelig, synes at være tilfældet med flere af numrene på ’Freedom’, efterspørger jeg desuden gerne, at de klassiske rocknumre, der måtte være på en givet plade, får mine næver begejstret i luften, samt at potentielle ballader gerne finder vej til den mere eksistentielle side af mit lyttende sæt ører. Begge dele lykkes på ’Freedom’, tilmed samtidig. På sin vis synes det at være hovedspiller Lorenzo Woodroses signatur at få disse to musikalske stier flettet ind i hinanden. Det er også tilfældet på ’Freedom’. På samme måde som førstesinglen ’Open Doors’ eksempelvis kan kaldes for en æggende, rytmisk ballade med et luftigt rockpunch, vil det ikke være forkert at kalde det efterfølgende hårdkogte nummer, ’Mind Control Machine’, for et støjrocknummer med en sikker fernis af også rockballadetyngde.

Der er en tungere seriøsitet til stede (også) på et nummer som ’Mind Control Machine’. Henimod slutningen udvikler den fremmedgørelse, som sangen synes at handle om, sig godt nok til en decideret vrede, og afslutningsvis får det skæringen til at bevæge sig ind i et sonisk landskab af eksistentiel opstand. På dette tidspunkt er der ikke meget ballade over nummeret, idet dette tilsidesættes for en anderledes støjtyngde, der har rock written all over.

Indignation med punch
Heller ikke en decideret rocksmasker som førnævnte ’Reality’ ser sig fri for ikke bare at rocke, men også give udtryk for en særlig eksistentiel, "balladeagtig" indignation. På sin vis er sangen et stykke velskåret relevant forbitret weltschmerz-brændpunkt. Derimod er den korte og instrumentalt set nedbarberede ’Peace’ en regulær ballade. Det samme er ’Mantra’. Det, der imidlertid kendetegner størstedelen af Baby Woodroses diskografi, herunder også ’Freedom’, er blandingen mellem bandets på den side larmende velspillede rockånd og en dyb, til tider nærmest tragisk seriøsitet, såvel lyrisk som musikalsk. 

Det vil muligvis være for meget at kalde Baby Woodrose for et decideret vigtigt band, for med hånden på hjertet, hvor vigtige kan et band, der musikhistorisk står på skuldrene af så mange andre, egentlig være? Ikke desto mindre gør jeg det alligevel: Baby Woodrose er vigtige, især på den danske musikscene. Internationalt set har de selvfølgelig også potentiale (vi krydser fingre for et besøg på Roadburn Festival næste år, det ville være både band og festival velundt), men især i Danmark er de et tungtvejende navn, og de besidder et håndværk, der ikke blot skiller sig ud herhjemme, men som der er brug for. 'Freedom' er oven i hatten så rig på sikre melodier, at de i teorien sagtens bør kunne blive et lige så integreret og allemandskært navn som broderbandet Spids Nøgenhat. Det sker sandsynligvis ikke, thi modsat Spids Nøgenhat har Baby Woodrose ikke det danske sprog som "gimmick" på deres side. At der imidlertid burde indtræffe et "Baby Woodrose-fænomen" lige om hjørnet, er 'Freedom' et melodiøst imødekommende og farverigt bevis på.