Festen er slut!
Populær
Andrew W.K. vender efter ni år tilbage med endnu en gang afdankede numre om livets fest. Men bedst som man tror, Wulkes-Krier ikke kan finde på andet end at gentage sig selv, overrasker han.
Music Is Worth Living For
Ever Again
I Don't Know Anything
The Feeling of Being Alive
Party Mindset
The Party Never Dies
Giv Up On You
Keep on Going
In Your Darkest Moments
The Devil's On Your Side
Break The Curse
Total Freedom
Beyond Oblivion
Confusion and Clatiry
You're Not Alone
Er Andrew Fetterly Wulkes-Krier et misforstået geni eller et fortidslevn af en joke, der forlængst burde være stoppet? Det er 17 år siden, Andrew W.K. album-debuterede med ‘I Get Wet’. Albummet, der blev fast inventar og soundtracket til enhver rock ’n’ roll-fest i 00erne. Siden da er det blevet til yderligere fire udgivelser, hvoraf ‘You’re Not Alone’ er senest kapitel i Andrew W.K.s melodramatiske beretning om livets store fest.
Party er sandsynligvis det ord, der gentages flest gange på ‘You’re Not Alone’. Det overrasker næppe nogen. Det er Andrew W.K.s varetegn. Skulle man lykkeligt have glemt det, bliver man påmindet fra første nummer. Andrew W.K.s femte fuldlængdeopus indledes af ’The Power of Partying’, hvor W.K. looper det slidte party-mantra, mens fanfare og keyboards dramatisk bygger op til det festlige klimaks, der venter på de efterfølgende 15 numre.
I første omgang ‘Music Is Worth Living For’. Et typisk Andrew W.K.-nummer, bygget op om generiske guitarriffs og klimprende klaver. En sympatisk hyldest til musikken, der desværre lyder utroligt tamt og nærmest udbrændt. Den intensitet og nerve, der i sin tid prægede et nummer som ‘Party Hard’, savnes. Wulkes-Krier er sandsynligvis seriøs angående budskabet, men formår ikke at overbevise. I stedet kopieres tidligere bedrifter og gengives i minimalt interessante versioner. Det er både trivielt og kedeligt at lytte til Andrew W.K.s party-anthem anno 2018. Festen har været slut i MANGE år, og på denne femte udgivelse trækkes pinen kun ud.
Ved første gennemlyt bliver man nemt snydt af ‘You’re Not Alone’. Det er ni år, der er gået siden Andrew W.K.s seneste udgivelse ’55 Cadillac’, og det virker, som om intet er sket i Andrew W.K.-universet siden da. Wulkes-Krier forsøger at krydre pladen og give den lidt nyt liv ved at lommefilosofere i løbet af udgivelsen. På samme lave niveau som den generelle party-orienterede lyrik. Man krummer tæer, når Wulkes-Krier sætter verden på plads og gør det klart, at livet skal leves på godt og ondt. Mørke og skygger er ikke fjenden, det er blot lyset, der kaster en skygge. Det ultimative mål er at lære at leve med begge. Lommefilosofi af værste, mest ligegyldige skuffe.
Selvom det er til at få dundrende hovedpine af at lytte på Wulkes-Krier uopfindesomme budskaber, fungerer de tre filosofi-numre godt som overgang mellem pladens fire sektioner. På forunderlig vis er overgangen til pladens tredje sektion et overraskende skrifte i sangskrivning, attitude og tema. Ud af intet er det er slut med afdanket party-rock og kopiering af tidligere bedrifter.
‘The Devil’s On Your Side’ markerer den næsten magiske overgang. Udover at være et ligefrem mindeværdigt nummerer det en klar streg i sandet. De efterfølgende fem numre (eksklusiv endnu en gang filosofi i form af ‘Confusion and Clarity’) er alle overraskende velskrevne numre, der fungerer godt i forlængelse af hinanden. Det er storladende og klaver-baserede kompositioner, der skaber associationer til rock-operaer og Meat Loaf og Queen, naturligvis uden at nå samme niveau.
Den markante overgang giver ‘You’re Not Alone’ er skizofrent udtryk. De første to tredjedele af pladen er typiske, afdankede party-kompositioner af laveste karakter. Sidste tredjedel er en helt anden oplevelse. En langt bedre oplevelse. Ordet party bruges ikke én gang. Det virker som to forskellige plader, der er blevet kastet sammen. Man fristes til at beskylde Wulkes-Krier for ikke at turde tage skridtet fuldt ud. Ikke turde skrive den rock-opera, som sidste del af pladen ellers lægger op til – og som tydeligvis er det, han helst vil. Det er en skam, for det er det eneste, der lykkes på ‘You’re Not Alone’.
Andrew Fetterly Wulkes-Krier er næppe et misforstået geni. Man han er heller ikke et fortidslevn. I hvert fald ikke endnu. Det er party-mantraet til gengæld, og det vil klæde Andrew W.K., hvis ‘You’re Not Alone’ var sidste plade, hvor der blev spildt tid på det tema.