For meget formular
Populær
Angelus Apatrida er stadig et stærkt spansk thrash/heavy-band på det nye album. Men det falder ikke i god jord hos anmelderen, at der så konsekvent arbejdes efter at lave storladne omkvæd, for i dem er riffene blottet for metallisk bid.
‘Hidden Evolution’ er spanske Angelus Apatridas tredje album på Century Media og det femte i alt. Det er relevant at nævne det tyske pladeselskab, da selskabsdebuten ‘Clockwork’ medførte bandets egentlige gennembrud. Det var også et album, der med dets fremragende blanding af alt godt fra thrashen i en energisk og melodisk blanding også fik store ord med på vejen fra Devilution.
Den høje standard blev holdt på opfølgeren, og på den front er der for så vidt intet nyt under solen. Men nogle ændringer er der da sket. Spanierne har helt sikkert haft endnu mere fokus på det catchy og de “store omkvæd”, og det lykkes også på en stor del af sangene. Det tager lidt overhånd indimellem, hør fx ‘Tug of War’, hvor vokalen er uhyre stærk og helt klart hit-værdig. Men desværre har man valgt at have så meget fokus på vokalen, at guitarerne her er henlagt til simpelthen blot at holde en akkord i den første takt, en anden i den næste osv. med en simpel lille krølle i den fjerde takt. Det er ca. det samme i ‘First World of Terror’, men her er der i det mindste også en anden guitar, som krydrer med lidt melodisk variation. Og det er så igen noget, som går igen i ‘Wanderers Forever’. Og igen flere andre steder.
Det er synd, at der i nogle omkvæd bliver skåret så meget ned. Der er afgjort skelet til popmusikkens lærdom, og intet galt i det, men når nu spanierne ellers ikke er blege for at fyre et fræsende fedt thrash-riff af, så er det synd, at det skal blive så simpelt, for vokalmelodien havde stadig stået stærkt med lidt mere action fra guitarens seks strenge. Samtidig er det med til at give en fornemmelse af, at gutterne har fundet sig en formular til sangskrivningen, som de synes virker. Det gør den kun til dels, for selvom det i høj grad betyder en rød tråd gennem albummet, så betyder det også, at det i længden falder lidt ensformigt ud.
Stadig fede thrash-riffs
Heldigvis er det ikke alt sammen sådan. Både åbneren ‘Immortal’ og ‘Serpents on Parade’ fræser opfriskende derudad. Thrash-metallens tilføres intet nyt, men det rykker, og det er godt. Og uanset tempo, så kan man stadig stole på, at bandet kan levere herlige, nakkeknækkende riffs. Og så er der også god variation i det lange titelnummer.
Vokalen er blevet lidt mindre bidsk, men den er stadig rigtig fed og er i det melodiske lidt henad en Dave Mustaine med en større teknisk kunnen. Hist og her er der nogle gode råbekor, sådan som det både kendes fra oldschool thrash og hardcore. Det er et godt krydderi, specielt når de mere kommercielle toner synes at tage overhånd.
Store omkvæd, stærke riffs, melodi og så en mængde gentagelser af den samme idé. Det kunne godt gå hen og blive et hit for rigtig mange. Men som helhed finder denne skribent, at skønt kommercielle potentiale synes større end tidligere, så er det på den musikalske kvalitet gået lidt ned ad bakke for spanierne.