Originalitetens arvefjender
Populær
Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.
2. Back to Back
3. Shadow on the Wall
4. Breaking the Law
5. Nitad
6. When the Innocent Die
7. Warsystem
8. Armed Revolution
9. Spräckta Snutskallar
10. The Leader (of the Fuckin' Assholes)
11. City Baby Attacked by Rats
12. Warning
13. The Zoo
14. Wings of Tomorrow
15. The Oath
16. The Book of Heavy Metal
17. Walk in the Shadows
18. Incarnated Solvent Abuse
19. Kill with Power
20. Symphony of Destruction
21. Aces High
22. Scream of Anger
23. Starbreaker
24. The Ides of March
Da Arch Enemy på det sidste har plastret de sociale medier til med deres alternative holdninger til kunstneres kreditering af egne værker, havde vi på redaktionen leget lidt med tanken om, at vi da egentlig burde offentliggøre vores anmeldelse af ’Covered in Blood’ uden at nævne ophavsmændene til pladens navn, da det tydeligvis ikke er en nødvendighed i Arch Enemys univers.
Men: som med Balkan-konflikten, rosenkål og Simon Kvamm, således også denne plade. Nogle ideer er simpelthen så uigennemtænkte og elendigt udførte, at nogen må stå til regnskab. Og derfor kan du læse navnet ”Arch Enemy” med fede typer øverst i denne anmeldelse.
Der findes adskillige eksempler på, at en pladefuld covernumre er et go-to-trick, når det kniber lidt med den kunstneriske inspiration. Metallicas ’Garage Inc.’ Fra 1998 er et arketypisk eksempel, og så sent som sidste år understregede både Devildriver og Lamb of God på deres respektive hyldestplader, at det halter med de nye ideer. Nu er turen så ganske tydeligt kommet til Arch Enemy.
Ikke færre end 24 numre begaver Arch Enemy os med, lidt groft delt op i en tredjedel hardcore og to tredjedele klassisk heavy metal. Der er ikke de store atypiske genre-afstikkere på pladen, hvor den fortærskede ’Shout’ af Tears for Fears og Mike Oldfields ’Shadow on the Wall’ stikker mest ud. Og det voldsomme overgreb på sidstnævnte understreger fint, hvad problemet er med pladen igennem. Det hele lyder som … Arch Enemy. Generisk melodød med en monoton vokal, minimale temposkift og absolut ingen trang til at eksperimentere eller forny sig på en plade, som vel burde fungere som en legestue for svenskerne.
Bandet selv promoverer meget ideen om Alissa White-Gluz’ unikke og mangefacetterede vokal. Den er bare ikke til stede. Det er det samme og det samme og det samme midttempo growl uden variation, uanset om coveret er af Carcass, Judas Priest eller Discharge. Og det samme gør sig gældende med guitar- og trommelyden, der er lige så poleret og kønsløs, som den plejer. De seks covers af svensk firser-hardcore samt de to af henholdsvis GBH og Discharge fungerer bedst, da bandet her skruer lidt op for maskineriet og giver slip, mens mere storladne true metal-hymner som Dream Evils ’The Book of Heavy Metal’ og Manowars ’Kill With Power’ er tilsvarende elendige og uden snerten af den musikalske charme, de måtte have haft i originalindspilningerne. Og bedst som man sidder og overvejer, om man virkelig havde brug for et Europe-nummer, for ikke at sige TO, lykkes det næsten også Arch Enemy at voldtage et af historiens mest gennemførte metalnumre, ’Aces High’. Det i sig selv er en præstation.
’Covered in Blood’ er en ligegyldig plade, der falder i et med tapetet. Skal man påpege et par højdepunkter, er Pretty Maids-nummeret ’Back to Back’ og Scorpions’ ’The Zoo’ bedre end resten, men godt er det ikke rigtig. Der er rigeligt med dygtige musikere i Arch Enemy, men det virker ikke, som om nogen af dem har haft interesse i at gøre noget ud af denne hyldest til forbillederne. I stedet sidder man tilbage med en ensformig udgivelse, hvor man vitterligt skal koncentrere sig for ikke at falde hen midtvejs gennem første nummer for at vågne 23 skæringer længere henne, undrende over, hvornår næste nummer begynder. Vælger man at koncentrere sig om pladen, får man i stedet den fulde oplevelse af middelmådig ligegyldighed, der er ’Covered in Blood’. Det kan ikke anbefales.