Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

At være født under heksens tegn synes slet ikke at være så slemt endda

Populær
Updated
At være født under heksens tegn synes slet ikke at være så slemt endda

De californiske doom-metallere er tilbage med en kort, men yderst tilfredstillende udgivelse, der viser stor bredde uden at vige meget fra den oprindelige opskrift.

Kunstner
Titel
Sign of the Witch
Dato
17-07-2015
Genre
Trackliste
1. Helicopters
2. John the Tiger
3. Sign of the Witch
4. Strange Winds
Karakter
5

Orchid bliver ofte klandret for at lyde som et Black Sabbath cover- eller jamband - og med god grund; 70’ernes giganter Led Zeppelin, kultbandet Pentagram og allerede nævnte Black Sabbath - der på sin vis også har givet bandet sit navn - har bestemt ikke eksisteret forgæves. Orchid har nemlig ramt den helt rigtige retro-lyd og okkulte atmosfære med den rette mængde rumklang på vokalen, sprødt crunchende guitar og pumpende bas. Svaret til kritikerne må være at, når kongerne af heavy metal ikke længere leverer nyt materiale af samme kvalitet som i deres storhedstid, må man tage til takke med, hvad man kan få. Og hvis det er Orchid, der står for at levere det substitut, så kan man ikke andet end at prise sig lykkelig.

Det er efterhånden to år siden, vi har hørt nyt materiale fra de såkaldte “Californian Masters of Doom”, da de i 2013 genudgav EP’en ‘Through the Devil’s Doorway’ (2009) og fuldlængden ‘Capricorn’ (2011) samlet under navnet ‘The Zodiac Sessions’. Det er dog desværre kun blevet til en EP’en ‘Sign of the Witch’ i denne omgang, da bandet har haft travlt med at turnere, ikke mindst Europa, intensivt - dog indtil videre uden et besøg i Danmark.

EP’en består af fire sange, der hver især byder på noget forskelligt - dog stadig umiskendeligt retro og umiskendeligt Orchid. Og måske endda mere Orchid end før - hvis det giver mening - for det virker som om, bandet faktisk har fået rystet Black Sabbath-klichéerne lidt af sig og er blevet en mere destilleret udgave af det, der i forvejen gjorde dem til noget andet end bare en ny kopi af metallens gudfædre.

EP’ens første nummer ‘Helicopters’ starter med sporadiske guitaranslag, der får lov at ringe ud over en fast basgang og konstante takt-anslag af hi-hatten, mens forsanger Theo Mindell, bevæbnet med sin tamburin, advarer os om krigens grusomheder - bag kulisserne, selvfølgelig, altid styret af Satans sorte hånd.

‘John the Tiger’ er et anerkendende nik til nogle andre af genrens giganter end sædvanligt for Orchid, hvor der synes at være inspiration fra specielt tidlig Deep Purple og Dios tungere udgivelser.

Titelnummeret er det mest typiske Orchid-nummer på udgivelsen. Det lyder meget som de numre, de siden deres start i 2006 og op til nu har udgivet og binder på den måde fint de fortidige udgivelser sammen med denne og - forhåbentligt - fremtidige.

‘Strange Winds’ er passende placeret som afslutning for den lille håndfuld numre; mere dvælende ved den psykedeliske side af 70’ernes rockscene lulles lytteren ind i en let trance med sitar-inspireret guitarspil, synth og bongotrommer. Det fungerer ganske fint og virker autentisk nok, selvom vi ikke længere befinder os i en tid med stor interesse for østens mysterier og overvældende guru-tilbedelse.

Apropos autenticitet er EP’en produceret tilfredsstillende ligetil; alt lyder som det skal og står klart i det samlede lydbillede uden at lyde prangende eller overproduceret.

‘Sign of the Witch’ er - omend kort - en dejlig omgang tung proto-doom, der kun vokser på én for hvert lyt og burde være noget for både dem, der ikke kan få nok af retrobølgens nye skud og dem, der stadig nyder og hylder 70’ernes æstetik og lyd. Denne anmelder kan ikke andet end glæde sig til et fremtidigt album.