En glorificeret opsamling

Press_Cover_01

De tyske metalcoreveteraner spilder tiden med en opsamlingsplade, hvor det bedste, der er at sige, reelt er, at den ikke er særlig lang.

Kunstner
Titel
Zeitgeister
Trackliste
1. Zeitgeist
2. Trauma (feat. Matthi from Nasty, originally Arena Of Concealment) 1999
3. Herz (originally I Will Never Let You Down) 2007
4. Ausbruch nach Innen (originally Tyranny Of Small Misery) 2001
5. Feuer, zieh’ mit mir (originally Between The Worlds 2002
6. Nichts ist für immer (originally All I Gave) 2009
7. Intoleranz (originally Intolerance) 1999
8. Mein Inferno (originally My Little Secret) 2004
9. nICHts
Forfatter
Karakter
2

Tyske Caliban har i løbet af to årtier udgivet 11 studiealbums, rundt regnet én udgivelse hvert andet år. De har gnubbet albuer med bands som Slayer, Morbid Angel, All Shall Perish og landsmændene i Heaven Shall Burn og kan med rette kaldes for et større navn i metalcore. Men hvem ind i helvede fik den geniale idé at udgive et helt album med opdaterede genindspilninger af gamle sange?

Jeg har tidligere været efter et band, der ikke forstår hvordan genudgivelser virker. Nu sidder jeg så her og klør mig i håret igen, men denne gang er jeg ekstra uforstående, for med den mængde udgivelser, jeg kun kan tilskrive tysk effektivitet, forstår jeg simpelthen ikke behovet for at koge suppe på fortiden, når man nu er så produktiv. En anden Caliban-fan kaldte det “noget pis”, og at Soilwork også har gjort det, kan næppe kaldes en undskyldning, men så er de i det mindste ikke ene om det.

Gamle sange på nye plader
Efter en intro, der skal hidse os op til en or'nli' omgang core, bliver ballet åbnet med ‘Trauma/Arena of Concealment’ fra debuten ‘A Small Boy and a Grey Heaven’. Hvor originalen oser af tidstypisk produktion, er genindspilningen en anden størrelse. Den bærer tydeligt præg af at være skrevet i en post-Linkin Park verden, og rapmetal, inspiration fra Bring Me The Horizon, lidt melodød og noget thrash, der stinker langt væk af Hatesphere midt-nullerne, resulterer i noget, jeg bedst kan referere til som et genremedley fra et svundent årti. Og det viser sig at være et gennemgående problem: Albummet lyder, som om det blev skrevet for 10 år siden.

Tag for eksempel et nummer som ‘Herz/I Will Never Let You Down’ der går fra en sen-nuller soft boi vokal til en komplet overflødig og blankpoleret kopi. Værre endnu står det til på efterfølgeren ‘Ausbruch nach Innen/Tyranny of Small Misery’. Her spøger Dry Kill Logic i originalen, og den enerverende guitar er senere hen blevet adopteret af post-black metallerne, så lidt levedygtighed er der da. Men genindspilningen lyder bedaget, og med sit slappe, musikalske håndtryk, foretrækker jeg helt klart ophavet. Den originale, tynde dåselyd på ‘Feuer, zieh’ mit mir/Between The Worlds’ charmerer som en grim, men vedholdende hund, der tigger om et klap, men klarer ikke opgraderingen, og den kluntede charme har ikke ladet sig overføre til genindspilningen.



Look how they massacred my boy
Skønt en gennemgående sløj omgang er der trods alt lidt højdepunkter at finde på ’Zeitgeister’. Pladens sjette skæring, ‘Nichts ist für immer/All I Gave’, er en glædelig musikalsk afveksling fra dengang unge mænd begyndte at anlægge asymmetrisk pandehår, gå i stramme, hullede bukser og få tatoveringer på halsen. Jeg gruede en smule for, hvordan genindspilningen ville lyde, når nu originalen i forvejen lyder som resten af pladen, men de har fået en mand til at komme forbi studiet med en synthesizer, og føle-coren har fået stadionknappen vredet i bund med et nogenlunde resultat.

Der er dog pæne ting at sige, selvom de fleste bliver efterfulgt af et opgivende “men.” ‘Intoleranz/ Intolerance’ blæste mig bagover, og jeg er blevet mere og mere lun på det tidlige Caliban. Et giftigt brøl åbner originalen, og thrashen er flettet ind så snedigt, at den kun er tydelig i de Slayer-inspirerede riffs. Men vildskaben er, som forventet, produceret væk i genindspilningen. Det særpræg, der før i tiden gav Caliban et glimt i øjet, er kirurgisk fjernet, og i stedet er hele balladen en ublu omgang hoppevenlig moneygrab.

Heldigvis står det lidt bedre til på på de to sidste numre ‘Mein Inferno/My Little Secret’ og ‘nICHst’ – sidstnævnte er pladens eneste originale nummer, bortset fra introen. Caliban spiller her en hybrid mellem melodød a la In Flames og standard emo-core, der minder om As I Lay Dying og de ofte nævnte Bring Me The Horizon. Men for første gang er det lykkedes dem at indfange stemningen fra originalen. Den er godt nok blevet poleret, så man kan spejle sig i den, men det dybe growl, melodødstrommerne og intensiteten er bevaret. Jeg tog mig selv i at sidde og tromme med fødderne, og det gjorde mig oprigtig glad, for jeg kan egentlig godt lide bandet, både det nye og det mindre nye. ‘nICHts’ er med sin næsten cheerleader-venlige messen ørehængende, og Calibans europæiske metalcore kommer endelig til sin ret.. De mange opbremsninger, u-vendinger og den overraskende koreografi-venlige melodi overbeviser mig om, at de stadig kan skabe noget, der ikke er et kynisk forsøg på at suge penge ud af trofaste fans.

Den redder dog ikke pladen fra at være noget nær spild af min tid, men den trækker albummet op som helhed. Som koncept er ‘Zeitgeister’ ikke stærkt nok til at eksistere som en selvstændig udgivelse. Det er en glorificeret opsamling, der kun kan være interessant for den ukritiske fan. Men før jeg bliver lynchet af en hær af skovmandsskjorteklædte, skinny jeans-bærende, slatne øreflipper-havende, fortrudte halstatoveringer-skjulende fans, vil jeg lige understrege, at Caliban stadig samspiller røven ud af bukserne, og skulle de finde på at skrive nogle nye sange, er jeg på pletten med flag og en skive pumpernickel med tandsmør.