På rejse down under i progressivt eventyrland

Caligulas Horse - 'Rise Radiant'

Caligula's Horse excellerer med huggende riffs og matematisk præcision, som en raffineret udvikling af den hæderkronede forgænger. Overvejende til deres fordel, men ikke helt fri for sovsede indslag.

Titel
Rise Radiant
Dato
22-05-2020
Trackliste
1. The Tempest
2. Slow Violence
3. Salt
4. Resonate
5. Oceanrise
6. Valkyrie
7. Autumn
8. The Ascent
9. Don't Give Up*
10. Message to My Girl*
Forfatter
Karakter
4

Tilstået.

Når det kommer til prog-metallens verden, står jeg som regel af på kunstnere, der sværger for meget til klinisk perfektion og nok så episke konstruktioner i dur-skalaer. Lidt ligesom hofpianisten fra det der irriterende fællessangs-program på DR – den harmoniske velvære kan blive så pænt pakket ind, at man undres over, om der mon overhovedet gemmer sig noget menneskeligt inde bag den blankpolerede facade.

Til reglen hører der som altid undtagelser, der bare kan lidt mere end alle de andre, og Caligula's Horse er en af slagsen. Som det spændende nye håb fra Brisbane, Australien har deres navn vundet stærkere og stærkere indpas i de inkarnerede progkredse for hvert af de fire album, de har udgivet med to års mellemrum siden 2011. Ikke mindst på konceptalbummet 'In Contact' (2017), der yderligere raffinerede den flamboyante palet fra den også fortrinlige forgænger 'Bloom' (2015). En rejse, der fortsætter her på 'Rise Radiant', men hvor går turen så hen? Er det et gensyn med vante omgivelser, sondres der nyt terræn i andre regioner, eller er det en detour udi det ukendte?

Et genhør med det vante
Givetvis det skuffende svar, men australierne opfinder ikke nogen nye tallerkener. Deres ambitioner hersker der dog fortsat ingen tvivl om, og i den forstand er 'Rise Radiant' præcis det samme, som 'In Contact' var i forhold til 'Bloom' – en raffinering af virkemidlerne fra forgængeren. Produktionen bør især fremhæves for at nivellere lyden til alles fordel, med en frisk og luftig lyd til følge, der afspejler de omhyggeligt behandlede opbygninger, de denne gang har i ærmet. Caligula's Horse overlader absolut intet til tilfældighederne, og de militant huggende riffs fra Sam Vallen og Adrian Goleby, der trækker på samme staccato-præcision, som når Leprous går til stålet, står fortsat afmålt i kontrast til de intrikate mellemspil, hvor følelserne får mere plads til at komme uden på tøjet. Jim Greys indfølte, højstemte vokal og Josh Griffins nøjsommeligt afstemte takter bag trommerne gør da også et fortræffeligt job i det større billede, men det er dog bassist Dale Prinsses kantede markeringer og kontrære tonale anslag, der i symbiose med guitaristerne markerer sig, når 'Rise Radiant' står skarpest.



Her kommer vi så ikke helt uden om tesen om det halvfyldte glas vs. det halvtomme ditto, for alt er desværre ikke lutter fryd og gammen. Det er tværtimod påfaldende, hvor meget de tre overflødige skæringer på halvvejen giver én lyst til at springe direkte mellem albummets første og sidste halvdel, men når det trods alt kun trækker 12 minutter fra pladens 48 minutters spilletid, trækker det heller ikke voldsomt ned i det større regnskab.

Cinematisk rejse
Et minuts guitarmur åbner albummet med huggende rytmik , inden verset bygger stille op til det store singalong-omkvæd i den glimrende førstesingle 'The Tempest', der sammen med anden single 'Slow Violence' som to af albummets hårdeste indslag ligger klarest i forlængelse af de tidligere album.

Ikke, at bandet som sådan er blevet blødere med årene. Antiklimakset er derimod blevet mere markant, hvor den metalliske indflydelse sjældent bærer numrene fra start til slut, men mere gennemgående bruges slagkraftigt som kontrast til de indfølte øjeblikke, når det tjener formålet. Mest tydeligt på den fremragende 'Salt', der med enkelte tangent-anslag kaster os lige lukt ind i blastbeats og dobbeltpedal, før vers og omkvæd bygger op som et større, matematisk regnestykke, der tager form, som sangen skrider frem over de næste otte minutter. Et nummer, der kan nydes både for sin velskrevne perfektion såvel som for blot for den tilbagelænede rejse rundt i hele det cinemtaiske lydbillede, Caligula's Horse gør sig i.

Et lydbillede, der dog stadig ikke kan løbe fra en umiskendelig indflydelse fra et andet af vores tids store prog metal-navne, Haken. Tydeligst på 'Salt' og den obligatoriske, lange afrunder 'The Ascent',  hvor Caligula's Horse med symfoniske opbygninger på imponerende vis spreder armene bredere ud end nogensinde før. Et værk, som falder i øjnene som kulminationen på den lyd, de har bygget op over de sidste ti år, og en storladen finale på et album, der ganske vist ikke kan sige sig fri for overflødigheder undervejs, som i de i øvrigt også ganske Haken-klingende 'Resonate' og 'Oceanrise'.



På den ene side fortsætter 'Rise Radiant' rejsen fra 'In Contact' med alle bandets tidligere virkemidler, møjsommeligt afbalanceret til den store, episke prog-medalje. På den anden side lyder den også umiskendeligt som ”det der uudgivede album ,Haken lavede efter 'The Mountain'”, hvis der da fandtes et sådant. En inspiration, der dog sikkert går begge veje og derfor heller ikke bør ligge nogen af dem til last, men til gengæld blot bør demonstrere, hvilke harmoniske sindelag begge grupper besidder. Hvis man ser igennem fingre med de indlysende paralleller og de enkelte overflødigheder på halvvejen, holder Caligula's Horse med 'Rise Radiant' sig dog stadig stabilt inden for prog metallens friskudklækkede elite – ikke mindst hvis sange som 'Salt' og 'The Ascent' anviser retningen.

*'Don't Give Up' og 'Message to My Girl' er bonusnumre og var ikke med i presseudgaven, hvorfor de ikke er inkluderet i denne anmeldelse.