En farverig aften
På papiret var der lagt op til en af de helt store, musikalske oplevelser. Desværre var realiteten noget andet.
Torsdag aften bød på to spændende, musikalske oplevelser; muligheden for at høre en god del af Between the Buried and Me's eminente 2022 perle ‘Colors II’, og muligheden for at høre hele Hakens fantastiske 2020 ‘Messiah Conplex’- fortælling. Et store spørgsmål er vel, om man kan kalde sig prog-metal/rock-fan, hvis man ikke havde fødderne placeret i Pumpehusets ikoniske sal torsdag aften? Hvilke historier det gulv ikke kan fortælle. Derved også sagt, at et andet af aftenens store spørgsmål var naturligvis, om publikum blev endnu et kapitel i den spillesteds-selvbiografi.
Inden historiens magiske vingesus muligvis skulle mærkes, fik vi en solid opvarmning fra amerikanske Cryptodira. Bandet havde fået fornøjelsen af at minde os alle om, hvordan Between the Bruied and Me lød i bandets forår. Solide progressive melodier, spundet af skæve ideer og interessante finurligheder. Således fik det talstærkt fremmødte publikum både et godt indblik i bandets bagkatalog, primært fra ‘The Angel of History. Pladen fik både lov til at åbne med ‘Dante’s Inspiration’ og lukke med den flotte ‘Something Other Than Sacrifice’. Et stilsikkert og kompetent sæt, der stod som den perfekte opvarmning, før inspirationskilden gik på.
Stik modsat seneste besøg
Modsat amerikanernes hyldest til bagkataloget sidst de gæstede Danmark, fik vi torsdag aften kun numre fra Between The Buried and Me's seneste tre udgivelser (Automata-serien regnet som én). Naturligt fodret med godbidder, der live-debuterede på dansk jord. Fem ud af aftenens otte numre var fra ‘Colors II’ hvor især duoen ‘Revolution in Limbo’ og ‘Fix the Error’ både fremviste pladens kvaliteter som bandet generelt. Et band der generelt set var i hopla og det endda til trods for, at guitarist Dustie Waring som bekendt var blevet hjemme i staterne for at pleje en ubekendt skade.
Det sagt kunne man nemt høre Waring gennem hele koncerten. Indspillet før touren og medbragt fik vi Paul Waggoner vs. Waring, som vi er blevet vant til og nyder. Fraværet havde til gengæld skabt er forunderligt rum på scenen, der i høj grad blev udfyldt af Dan Briggs orgel og bas setup samt Tommy Giles Rogers Jr.. Sidstnævnte fremstod mere tændt og til stede, end den høj-koncentrerede forsanger ellers normalt har for vane.
Det var heller ikke grund til andet end smil. Dels på grund af den fint pakkede sal, fra start til slut, og dels fordi bandet fremførte otte kompositioner, der beviser, at Between the Buried and Me er mindst lige så stærke i dag som for 16 år siden, da lillebroderen ‘Colors’ udkom.
Der var et moment af historisk vingesus og det ikoniske gulv i Pumpehuset sang med. Under fødderne på et særdeles ungt publikum. Men lige meget hvor meget gulvet sang, hvor meget fans moshede rundt, var det umuligt at høre detaljerne i historien. Hertil havde resten af Pumpehusets trækonstruktion en knapt så positiv agenda. Detaljer druknede, Giles var til tider svær at tyde og generelt var akustikken langt fra det niveau man forventer af Pumpehuset.
En prioriteret setlist
På kort tid blev to farver skiftet ud med mange farver, som Hakens bagtæppe overtog scenen. Inspireret af bandets syvende studieudgivelse, dette års ‘Fauna’. En flot plade der dog blev overskygget lidt af aftenens helt store trækplaster; ‘Messiah Complex’.
Der er naturligvis en afvejning. Hvad vil man helst have? ‘Fauna’ er en spændende og potent plade, og i aftenens anledning fik vi åbningsnummeret ‘Taurus’, ‘Lovebite’ og ‘The Alphabet of Me’. Hverken mere eller mindre – men man kunne måske godt have ønske sig mere? Det var nu engang præmissen og prisen for at opleve næsten hele ‘Virus’ (2020). Det hele skal selvfølgelig ses i perspektivet af, at bandet ikke fik turneret Europa med førnævnte album, på grund af en… virus.
Sammen med bagtæppet fik vi det engelske band på scenen, klædt i ens skjorter, ditto inspireret af ‘Fauna’-coveret, og alt skiftede på magisk vis fra amerikansk til engelsk på et splitsekund. Fra metal til rock, fra pløret akustik til historisk vingesus. Det sitrede i Pumpehuset, publikum var spændt og bandet var bevidst om det. Nuvel, vi skulle lige igang. ‘Prosthetic’ og ‘Invasion’ åbnede, netop som de gør på ‘Virus’. Nok varslede de tidligt den oplevelse publikum havde i vente, men bandet skulle lige igang, finde roen på scenen og tilsvarende hinanden. Derefter var det en fornøjelse at lægge øre til englændernes alsidige kompositioner.
Ross Hennings med det karakteristiske krøllede hår i front, leverede en flot og medrivende aften. Når Hennings stilfyldt forlod scenen og overlod rummet til de fem rytmemusikere, fik man en tilsvarende oplevelse. En stærk sammentømret enighed, der levede i musikken. Nærmest svævede i den – lige så lette som de tungeste riff-sektioner. Alt i alt gav det publikum en rigtig fin oplevelse. En oplevelse de fleste fremmødte nok vil mindes et godt stykke ud i fremtiden.
Samlet set lykkedes det at skabe magi, trods Pumpehusets modstand gennem de to første bands. Endda en mere magisk oplevelse end i 2015, hvor Between the Buried and Me og Haken gæstede Lille Vega. Og mon ikke vi får mulighed for at se Haken i efteråret? Med et større fokus på ‘Fauna’? Man kan håbe, især efter torsdagens flotte koncert.