Moderne deathcore trækker i langdrag

Carnifex-Graveside-Confessions

Hvis The Black Dahlia Murder er arvtagere efter Cannibal Corpse, så står Carnifex klar i kulissen til at være de nye The Black Dahlia Murder.

Kunstner
Titel
Graveside Confessions
Dato
23-07-2021
Trackliste
1. Graveside Confessions
2. Pray For Peace
3. Seven Souls
4. Cursed
5. Carry Us Away
6. Talk To The Dead
7. January Nights
8. Cemetary Wanderer
9. Countess Of Perpetual Torture
10. Dead Bodies Everywhere
11. Cold Dead Summer
12. Alive For The Last Time
13. Collaborating Like Killers
14. My Heart In Atrophy
15. Slit Wrist Saviour
Forfatter
Karakter
3

Sidste gang jeg hørte Carnifex med vilje, postulerede jeg, at den californiske kvintet ikke bare er et deathcore-band. Jeg nævnte i forbifarten både The Black Dahlia Murder og Anaal Nathrakh som inspirationskilder til deres musikalske udvikling, og på de to år, der er gået siden ‘World War X’, er der ikke sket den store forandring. Og dog. For selvom jeg stadig vil påstå, at TBDM har præget bandet, er den black metallede inspiration langt mere tydelig, end den har været hidtil. Den gør sig primært gældende i baggrunden, men har man først hørt Dimmu Borgir i slutningen af 90’erne, kan man kende lyden af keyboard alle steder.  

Den hårde kerne
Det pågældende instrument og den tilhørende æstetik bliver ikke misbrugt, og især på ‘Pray For Peace’ og ‘Talk To The Dead’ bryder den med illusionen om deathcore som en statisk og bedaget størrelse. Heldigvis er den ligefremme charme ved dødsmetallens utilpassede stedbror stadig intakt på en plade, der nok ikke er lige så overraskende dansabel som sin forgænger, men stadig føles som en barket knytter midt i snobberiets ansigt. De for genren genkendelige breakdowns bliver blandet op med rigelige mængder krabbegang, og deres melodiske black metal går godt i spænd med deres melodiske deathcore.



‘January Nights’ er et forfriskende post-black-stykke, og det klæder Carnifex at have mixet et skrøbeligt element som var det dødsmetal. Bassen dominerer uden at tage fokus fra melodien, og den regnfulde atmosfære, der runder nummeret af, føles pludselig for kort – og det kommer fra en der jævnligt beklager sig over for lange outroer. Jeg har mange meninger om bølgebrydereffekten, og hvordan den ofte ender med at blive et fartbump i hænderne på uefne musikere. På ‘Graveside Confessions’ spiller nummeret en vigtig rolle, for det efterfølgende nummer, ‘Cemetary Wanderer’, bærer præg af at være placeret der for maksimum chokeffekt.

For mange kokke
Med en spilletid på en time og hele 15 numre at vælge imellem, skulle de måske have overvejet om ikke både genindspilningerne af deres eget materiale og coveret af Korns ‘Dead Bodies Everywhere’ burde have være sorteret fra. De to sidste originale numre, ‘Cold Dead Summer’ og ‘Alive For The Last Time", føles klemt inde mellem skæringer, der kunne have været udeladt for et mere sammenhængende udtryk. Albummet mister som konsekvens pusten, fordi de omkringliggende numre har en helt anden æstetik og et mere kritisk blik i finpudsningsprocessen havde klædt den samlede helhed.

Deathcore har alle dage været en udskældt subgenre, som lidt mere konservative metalfans kun har haft hån tilovers for. De store navne fra nullerne, Suicide Silence, All Shall Perish og Whitechapel, er enten faldet fra eller til patten, mens nyere ansigter brager frem med deres moderne fortolkning af en subgenre der måske/måske ikke har overlevet sig selv. Ud af asken fra midtnullerne har få genretro bands formået som Carnifex at udvikle sig og stadig favne sine aner. Selvom jeg har bevæget mig videre rent smagsmæssigt fra denne niche, anerkender jeg alligevel bandets anstrengelser for at undgå den musikalske stagnering, der har krævet så mange liv.