Scream vol. 80.

CarpenterBrut_LeatherTerror

Franck Hueso byder velkommen til andet kapitel i sagaen om kniv-fetichisten Bret Halford, og der er skruet op på alle effekt-knapper.

Titel
Leather Terror
Trackliste
1. Opening Titel
2. Straight Outta Hell
3. The Widow Maker
4. Imaginary Fire
5. ...Good Night, Goodbye
6. Day Stalker
7. Night Prowler
8. Lipstick Masquerade
9. Color Me Blood
10. Stabat Mater
11. Paradisi Gloria
Leather Terror
Karakter
4

Carpenter Bruts tre første EP’er var en massiv tour-de-force i et synthwave-univers, der var nærmere beslægtet metallen, end den neon-sprudlende tematik af pangfarver, der typisk definerer genren. Da de tre udgivelser endelig blev udgivet samlet under titlen Trilogy i 2015, havde Hueso allerede skabt sig et navn. Et velrenommeret navn, der sendte franskmanden verden rundt og med succes samlede metal og populærkultur. Blandet andet med en sprudlende koncert i Pumpehuset og senere på Roskilde Festival

Hvor de tre EP’er naturligt fremstod en smule fragmenterede, var opfølgeren Leather Teeth fra 2018 et konceptalbum fra start til slut. En historie spundet omkring en kærlighed til 80’erne, horror og fuld honnør til den tids sleaze-orienterede rockbands. En spændende, omend lysere og lettere tilgængelig udgivelse, der var en kontrast i forhold til de beattunge og metalliske ep’er. 

Selvom udgivelsen indiskutabelt skabte nye fans, skubbede den også andre væk – de der forelskede sig i Huesos eminente øre for det metalliske element og succes med at indarbejde netop det, og skabe et mørkt univers båret af okkultisme, 80’er-vibes og rollerblades. 

Kniven vender i mørket
Heldigvis byder andet kapitel i fortællingen om den ubehagelige og sindsforvirrede Bret Halford på en kombination af de to foregående plader. Mørket har sænket sig igen, Halford er stadig på jagt, og det bølger af ubehag. Både når beatet ligger tungt og vi får de voldsomme synth-udladninger, der til tider fremstår som rene riffs, men også når det hele bliver ømt og skævt 80’er-poppet. 

Hueso lykkes med kontrasterne og har skabt en mere alsidig udgivelse end tidligere – uden man på noget tidspunkt er i tvivl om afsenderen. 

Dette ikke mindst fordi det er lykkedes at få en række eminente gæste-vokalister med om bord på projektet. Ikke at det er en nødvendighed; Trilogy beviste om noget, at vokal ikke er en afgørende faktor i Carpenter Bruts univers, men det tilføjer en spændende kant. Især fordi det er nogle aldeles velvalgte gæster, der pryder Leather Terror.

Det britiske synthwave-ensamble Gunship (Alex Westaway) lægger eminent ud på ’The Widow Maker’. Et nummer, der lyder som revet ud af ’Trilogy’-pladen. Det samme er ’Imaginary Fire’, men her oplever vi i højere grad, hvordan det lykkes at kombinere de to foregående plader i et samlet udtryk – tilføjet vokal af Greg Puciato, der står for pladens bedste vokal-performance. 
Anderledes højt er der til loftet på ’…Good Night, Goodbye’, hvor Ulver giver Puciato hård konkurrence. 

Endelig er der den afsluttende triade, hvor vi får nordisk besøg i form af Sylvaine og Johannes Andersson (Tribulation) spillet ud, i hver deres del. En helt eminent og klaustrofobisk afslutning, der både har succes med at sende en hilsen til Robert Prince’s fantastiske arbejde med det originale Doom-soundtrack, og afslutte andet kapitel på overlegen vis. 



Kunne man ønske sig mere?
Det er svært at få hænderne ned over Carpenter Bruts tredje fuldlængdeudgivelse. Det er et lille mesterværk – og en plade der beviser, hvor metallisk musik kan være ved blot at arbejde med æstetikken frem for den mere gammeldags forståelse af, at metal er båret af guitar. 

Alsidigheden er stor, større end den tidligere har været og Hueso har succes med at guide lytteren igennem et højdramatisk forløb, men flotte pusterum. Man er grebet fra den indledende power-duo, der åbner pladen, til slut. Det er svært at ønske sig mere af Leather Terror.

Men skulle man nu alligevel ønske sig bare lidt mere, så savner man ’Fab Tool’ og den retning og stemning, det nummer bød på. Det er svært at forestille sig nummeret fungere i pladens kontekst, men det virker stadig som et spild af potentiale, at samarbejdet med David Eugene Edwards ikke har fået plads på Leather Terror. Til gengæld har vi fået så meget mere… og lidt til.