Motiveret udspil uden større overraskelser

1000x1000

Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.

Titel
Hexed
Dato
08-03-2019
Karakter
3

De finske melodødsmestre i Children of Bodom udsender med 'Hexed' studiealbum nummer 10, tre et halvt år efter det sikre, men lidt kedelige kort 'I Worship Chaos'. Dengang håndterede Alexi Laiho alene guitarerne på albummet, men siden da er der nyt medlem på seksstrenget økse, nemlig Daniel Freyberg, ex-Norther. For et band med en ellers ret fasttømret besætning er det, ifølge Laiho i hvert fald, lidt som en lille ny begyndelse. Og efter sigende skulle motivationen have været helt i top for dette album, som gennem en på overfladen traditionel og lettilgængelig sangstruktur også skulle indeholde mere komplicerede godter til langtidslytteren.

Og det kan der egentlig godt være noget om, i hvert fald hvad angår det lettilgængelige. Det er nemlig Children of Bodom på vanlig vis. Energisk, meget melodisk og med det her karakteristiske keyboard i en væsentlig rolle, selvom det også gerne lægger sig i baggrunden og har sin del af æren for et meget fyldigt lydbillede. Når der piskes mest derudad, er det lidt som dødsmetallens svar på ligeledes finske Stratovarius. Positivt ment, for det er ganske medrivende det her.

Nyt til sætlisten
Åbneren 'This Road' har en catchy guitarfigur, men ellers er det en sikker åbning, og der skal ledes lidt længere inde på albummet for at finde de egentlige højdepunkter. Den tunge 'Hecate's Nightmare' med sit let spooky keyboardspor er særdeles glimrende, mens 'Platitudes and Barren Words' er voldsomt fængende med en tæft som et af fortidens store numre for Children of Bodom, 'Needled 24/7'.



Det er glimrende. Skal det så være mere end det?
Men trods Laihos lovede komplicerede godter over progressive elementer til jazz er der stadig noget sikkert og behageligt over dette 10. album fra finnerne. Det virker igen som et sikkert kort, hvilket sådan set er fint, og fansene må være mindst lige så begejstrede for dette værk som for de album, der er gået forud. Children of Bodoms stil er så fastforankret, massiv og imponerende (da bandet kom frem, om ikke andet), men også svært for alvor at ændre ved, hvis man ikke gør noget mere aktivt for det. Og her er de små finurligheder ikke helt nok, det er stadig meget tydeligt Children of Bodom.

Ja, heldigvis da, og Children of Bodoms stjerne brænder ufortrødent og klart videre. Men det er ikke længere en ny stjerne på himlen, og det er svært at forestille sig, at et ellers udmærket jubilæumsalbum vil se bandet vokse sig større, end det allerede er. Dertil smager det for meget af  "bare" endnu et Children of Bodom-album, når der er ni andre ligeledes, fra okay til rigtig gode, at vælge mellem. Der er ikke længere nok nyhedsværdi, til at man vil falde helt på halen over det. Der er en håndfuld ret stærke numre og en anden håndfuld, som er okay, og alt i alt er det absolut godkendt og fornøjeligt.