Fætre og kusiner får børn, der griner

coach

Der er kun en god håndfuld musikere på Aarhus’ voksenpunkscene, og de fleste af dem spiller i Coach, der lyder som dem allesammen. Det er fedt nok, men er det nok?

Kunstner
Titel
Coach
Genre
Trackliste
Skind
Helt Derind
Cirkel
Endeløs Strøm
Behov
Argument
Jagt
Lad Det Bløde
Karakter
3

En ven i TV-branchen har fortalt, at på messer i udlandet spørger de altid, om der kun findes fem skuespillere i Danmark, fordi det er de samme navne, der går igen i alle de film og TV-serier, der bliver solgt til udlandet.

Det er tilsyneladende det samme, der gør sig gældende i Aarhus. I hvert fald er Coach den vildeste omgang indavl: Jacob Elving, Anders Thode og Kasper Kristensen har spillet sammen i Cola Freaks med Mads Stobberup, der udgiver Coach på sit label, Mastermind Records. Elving, Thode, Kristensen og Frederik Nybo Veile var Emenkaya, der lavede en enkelt fabelagtig plade. Jonas Fræer spiller i Smertegrænsens Toldere med Elving og Stobberup. Veile og Thode spillede i Snaredrum, og Thode og Elving spillede i sin tid i Rotter!, der i midten af 00’erne indvarslede en ny, særligt aarhusiansk lyd i dansk punkrock: på én gang stramtspillede og sejlende, simple og kunstfærdige og ikke mindst vanvittigt fængende sange på 1-2 minutter. 

Kender man de navne, ved man også nogenlunde, hvad man kan forvente af Coach; gør man ikke, har man noget til gode og kan som referenceramme i stedet bruge Jay Reatard. Som Elving og Thode i øvrigt var backingband for på én af hans sidste turnéer. Det er den opdaterede lyd af slut-70’ernes vestkystpunknavne som Agent Orange og Wipers, det er fed 4/4 og råben op om alt det, der er i vejen. Tilsat truthorn, fordi Aarhus.

Det er fede tider, men som det var i Emenkaya – hvor rollerne var byttet om, så Thode sang – er der i Coach en desperat undertone hele vejen igennem. Det er ikke OK, og det er ikke til at affinde sig med, og det er der så blevet en plade ud af, fordi det er det, man gør i de kredse: Laver plader i ét væk i forskellige konstellationer med de samme mennesker.

Den erfaring er tydelig i Coach: Alt bliver spillet med største selvfølgelighed, alt sidder på rygraden, alle ved, hvor de har hinanden.

Alligevel betyder den genkendelighed også, at man let kommer til at savne nogle af de elementer, der får nogle af de andre bands, Elving har spillet i, til at stikke ud: For selvom Coach naturligt nok minder om det hele, er det ikke helt lige så uimodståeligt melodisk som Cola Freaks; det er ikke lige så umiddelbart og kampklart som Smertegrænsens Toldere; det er ikke lige så af krogen og desperat som Emenkaya. Mindre kan også gøre det, og Coach gør det godt. Men når der efter flere gennemlytninger stadig ikke sidder andet fast i hovedet på én end den der saxofon og trompet, så den eneste melodistump, der dukker op i éns hukommelse, er noget gammelt Vildensky og X-Ray Spex, er vi ikke helt i mål.

Coach savner hooks, men kompenserer for det med genkendelighed og intensitet. Resultatet er en charmerende arrig og bevidst besværlig voksenpunkplade, som hverken gør fra eller til, men gør det godt, så længe det varer.