Et velproduceret resumé

Populær
Et velproduceret resumé

Dark Tranquillity har lavet et alternativt "best of"-album ved at skrive nye sange med inspiration fra bandets egne største værker og pakke det i den stærkeste produktion, bandet har haft i nyere tid.

Titel
Atoma
Dato
04-11-2016
Karakter
3

Svenske Dark Tranquillity var nogle af bannerførerne for udviklingen af melodødsmetallen fra Göteborg-området sammen med blandt andet In Flames og At the Gates. At the Gates udgav efter mange års fravær fra scenen en ny skive for nogle år siden, mens In Flames som Dark Tranquillity har været ganske aktive, lige siden begge bands for alvor slog igennem i midten af 90'erne. I denne uges nyhedsbrev anmelder vi også In Flames, hvor det skrives, at bandet for alvor har forladt melodødsmetallen. Dark Tranquillity har gennem tiden revideret deres stil over flere omgange, men man kan altid regne med, at Dark Tranquillity til stadighed bevarer en vis kontakt til den oprindelige melodiske variant af dødsmetallen.

Men det er også ulempen ved 'Atoma'. Man ved, allerede før skiven sættes på, at den ikke vil skuffe. Og så alligevel: For det er jo skuffende, at svenskerne ikke rigtigt er i stand til at overraske længere, når de engang har været så gode til det. Gennembruddet med 'The Gallery' fik sin naturlige opfølger, men derefter kom 'Projector', som introducerede keyboard og ren vokal fra Mikael Stanne (der dog stadig også fyrede den rå, hæse dødsvokal af). Synths og elektroniske lyde blev introduceret på 'Haven', og siden har bandet lavet stabile, udmærkede album over varianter af de allerede introducerede elementer. Fx forsvandt den rene vokal, men den kom dog igen på visit på 'Fiction'.

Krydret med gode sager fra eget spisekammer
'Atoma' har virkelig rystet posen og hugget i bandets bagkatalog. Det skal forstås positivt, for det er fedt, at 'Encyrcled' har et riff, der i det mest oldschool kunne have været på 'The Mind's I' og i "nyere" stil have været på 'Damage Done'. Og der er skruet op for keyboardet i en meget mørk variant, lidt som på 'Construct', men med et mere sort twist. Titelnummeret ser tilbage til 'Projector' med den bærende rene vokal sammen med klaveret, inden sangen går over i en stil, der minder om noget fra 'Haven'.

Sangskrivningen er overordnet stærk, og for fans er der vel intet galt i, at et band med rund hånd har lånt fra egne udgivelser? Når det samtidig sker i den bedste produktion, bandet har haft i nyere tid. Teknisk set nok nogensinde, men det skal dog ikke dermed forstås sådan, at der er noget galt med de tidligere værker. 'The Gallery' havde ikke været den klassiker, som den er, uden sin lyd, og en genindspilning med samme lyd som på dette album ville være spildt arbejde. Men her i 2016 er det altså en fornem lyd til bandet, hvor de mange elementer, som svenskerne opererer med, arbejder sammen på bedste vis. Mest imponerende er bunden og bassen, der smyger sig fornemt omkring de resterende elementer og virkelig forstår at gøre "sovsen" fra keyboards og elektronik dundrende tung og melankolsk. Og så er dynamikken bare imponerende.


Det lyder som Dark Tranquillity og ingen andre
'Encyrcled', 'Neutrality' og 'Force of Hand' er Dark Tranquillity helt i peak med bandets helt tidlige formåen udi forhold til ypperlig sangskrivning. Virkelig stærke sager, selvom der ligesom på resten af albummet også her konstant kan trækkes tråde til tidligere udgivelser fra bandet. Dark Tranquillity har virkelig deres egen stil og er meget genkendelige, men det samtidig også lidt skuffende, at bandet ikke på album nummer 11 igen kan/tør/vil vise en ny side af sig selv, som bandet ellers har formået at gøre det flere gange frem til 'Damage Done'.

Det er samlet set et virkeligt godt album. De mange anmeldelser, der allerede har udråbt albummet til bandets bedste i meget lang tid, behøver ikke at tage fejl. Denne anmelder sætter skam pris på de gode sange i den lækre produktion, men anmelderen har altså heller ikke helt kunne slippe, at vi skal over i bonusnumrene, før der høres noget, der virkelig overrasker. Bandet har taget det sikre kort stilmæssigt, sikret sig at alle sange holder og pakket det hele sammen i lækker produktion og indpakning. Anmelderen bliver derfor forbeholden. Kvaliteten af albummet anerkendes, det sker bare, som det fremgår, ikke uden et "men". Den indre fanboy, derimod, vil nu nok lade albummet ramme stueanlægget fra tid til anden alligevel. For som nævnt: Dark Tranquillity skuffer jo aldrig helt.