Metaldiktator: Dark Tranquillity - The Gallery

Populær
Metaldiktator: Dark Tranquillity - The Gallery

Melodøden slog for alvor igennem i 1995/1996, og det var med At the Gates, In Flames og Dark Tranquillity i front. Metaldiktatoren kaster sig her over sidstnævnte bands andet album, der udkom i 1995.

Titel
The Gallery
Dato
27-11-1995
Distributør
Trackliste
Punish My Heaven
Silence, and the Firmament Withdrew
Edenspring
The Dividing Line
The Gallery
The One Brooding Warning
Midway Through Infinity
Lethe
The Emptiness from Which I Fed
Mine Is the Grandeur ..." (instrumental)
... of Melancholy Burning
Karakter
666

I 1989 rendte nogle unge knægte rundt med drømmen om at starte et band. De havde med beundring set op til et af de andre vigtige bands på dødsmetalscenen i hjembyen Göteborg (og Sverige for den sags skyld), Grotesque, der var bandet, som siden skulle blive til At the Gates og Liers in Wait. Drømmen blev søsat, og Septic Boiler satte fra kaj, men ændrede efter en demo navn til Dark Tranquillity, der udgav en heftig og ret Kreator-inspireret demo i ’Trail of Life Decayed’.

Der var dog begyndt at være melodi i Grotesques musik og siden i At the Gates' – om end det måske var i den aparte ende i den spæde start – mens nabolandet Finland også havde fundet melodien frem i dødsmetallen, i bands som fx Amorphis og Sentenced. Med et begyndte Dark Tranquillity og de ligesindede In Flames også at gøre brug af melodisk guitararbejde oven på de hæse growls.

Göteborg-lyden

Således er Dark Tranquillitys debutalbum ’Skydancer’ en meget melodisk affære, som har flere højdepunkter, men måske også vil lidt for meget og dermed til tider fremstår rodet. Bedre gik det, da næste album udkom, og man havde ændret på line-uppen, så Mikael Stanne nu stod for vokal og ikke guitar, da den tidligere vokalist Anders Fridén hoppede af til Ceremonial Oath og derfra til In Flames. Og med dette nævnt, så har artiklen allerede haft de tre vigtigste bands inden for dét, der senere skulle gå under navnet ”the Gothenburg Sound”, eller bare melodød fra Göteborg.

Man kan diskutere hvem, der kom først med gennembruddet for ”den nye genre”, men i retrospektiv kan man sige, at de tre albums, det handler om, er In Flames' ’The Jester Race’, At the Gates' ’Slaughter of the Soul’ og Dark Tranquillitys ’The Gallery’. Af de tre kom ’Slaughter of the Soul’ to uger før ’The Gallery’ i november 1995 og først nogle måneder efter, i 1996, kom så In Flames’ bidrag.

Denne anmelder fik først fat i Dark Tranquillity og ’The Gallery’, hvorfor det er den plade, der ligger hjertet nærmest. Og den, der skrives om (først?). Skiven var et kvantespring frem for det stadig meget unge svenske band efter debuten to år forinden. Den blev indspillet i Studio Fredman i foråret 1995, men det ikoniske artwork af Kristian Wåhlin (aka. Necrolord og tidligere med i Grotesque og Liers in Wait) trak tiden lidt, så det blev efterår, før albummet kunne udkomme på det ellers meget black metal-glade franske selskab Osmose Productions.

Godt fra start

’Punish My Heaven’ er den fede åbner, hvis trommeintro virkelig sørger for at adrenalinen kommer op, så albummet starter med et ordentligt skud energi. Et specielt nummer, som er uhyre melodisk, men også atonalt flere steder, og så er opbygningen langt fra et klassisk popnummer med vers-omkvæd-vers-omkvæd osv. Men svenskerne evner alligevel at få et utroligt catchy nummer ud, hvor der endda bliver plads til flere sære mellemstykker med alt fra ren korvokal, fede baslinjer og piano til kant-slag på trommerne. Alligevel kommer de flot tilbage, og Stannes fede, hæse growl passer fint ind over.



Det korte andet nummer viser bandet fra en let og iørefaldende melodisk dunkel side, men tjener mest som en overgang til ’Edenspring’ med dennes karakterisktiske intro på ride-bækkenet og senere et bas-riff, inden de melodiske guitarer kommer på. Sammen med den hæse vokal forstår man måske godt her, hvorfor de black metal-liderlige Osmose havde set noget i Dark Tranquillity, for i en anden lyd kunne flere riffs snildt have været taget fra den sorte metals gemmer.

Kunne være skrevet til violin og svensk folkemusik

’The Dividing Line’ har melodi og harmonier, så mange ville blive trætte af det. Det er diskant, og det ligger langt fremme i mixet, men den markante bass skaber balance, og et fedt rock-riff bliver også presset ind, så det ender som et interessant nummer, der nok godt kan siges at være lettere skizofrent. De mest diskante toner lyder som taget fra svensk folkemusik og ville sikkert gøre sig udmærket på violin til svingom i højt tempo på kroen.

Titelnummeret byder på en endnu en af albummets flotte introer. Lidt som på ’Edenspring’ og på ’Lethe’, og et stykke med klassisk guitar gæster også nummeret. Flere numre har også besøg af en fed kvindelig vokal, den er fornem i titelnummeret, men specielt i afslutteren ’… Of Melancholy Burning’ pynter den på nummeret med en nærmest Savage Rose-agtig vokal.

’The One Brooding Warning’ er mere interessant end ’Midway Through Infinity’ som er et relativt simpelt up-tempo, hvor de energiske trommer måske giver et lille flashback, da bandet endnu var nyt og trak lidt på thrash også. Begge er udmærkede numre, men det er ikke her albummet rigtigt udmærker sig. Det gør til gengæld ’Lethe’, der som allerede nævnt er prydet af en smuk intro, men som også er albummets nok tungeste nummer, og som rummer en vis form for desperation, som Stanne flot får matchet med sin vokal.



’The Emptiness From Which I Fed’ indeholder flere forskellige passager, og blandt andet nogle fine melodier på guitarerne, og kender man bandets senere materiale, så kan det godt siges, at dette nummer indeholder støbeskeen til ”typiske melodier”, som de ville tage sig ud på senere materiale fra Dark Tranquillity.

Det blev stort, men aldrig det samme

’Mine is the Grandeur’ er det flotte intermezzo på akustiske guitarer og perkussion inden albummet sluttes af med fantastiske ’… Of Melancholy Burning’. Midterstykket med akustisk guitar bæres flot fremad af en fed lead, ditto bas og så den her ekstremt fede kvindevokal, der serverer nummeret flyvefærdig til et højere tempo i sangens næste stykke. Metallen tager over, stadig uhyre melodisk, forsangerens vokal viger ikke fra det hæse og effektive growl, men alligevel er albummets sidste toner, der spilles på klassisk guitar, melankolske. Og nærmest spørgende: Hvad kan vi forvente af Dark Tranquillity fremover?

Lyden er interessant fordi den i højere grad, end dødsmetal havde gjort tidligere, gav god plads til alle instrumenter. Instrumenterne blev ligeværdige, og selv finurlige ting på bækkener står tydeligt frem, selvom der samtidig bankes godt i stortrommerne, og guitarer og bas har travlt. En effektiv produktion, som forstod at fremhæve det, der var nyt i dødsmetallen på dette tidspunkt: den overdrevne brug af melodiske riffs. Og det endda uden, at den metalliske nerve tog skade.

Dark Tranquillity blev ganske store herefter og lever i bedste velgående. Succesen var måske endda endnu større med opfølgeren. I dag er kvaliteten stadig høj,og bandet har i mellemtiden turde gå i en del forskellige retninger, specielt efter bandet inkorporerede en del ”elektronik” og samples i lydbilledet. Stannes vokal er stadig hæs, selvom det 4. album ’Projector’ fra 1999 prøvede sig en del med hans sørgmodige, rene vokal, men den har aldrig været helt så brutalt lydende som på ’The Gallery’. Selvom bandet er savnet som de lød i denne tid, så har alle forsøg på klassisk melodød efter 1996 aldrig lydt helt så godt. Så Dark Tranquillity gør faktisk klogt i at lade ’The Gallery’ være en vigtig klassiker, som bandet ikke skal udvande med at forsøge sig på en 2’er.

Skivens åbningsnummer har i øvrigt haft den udsøgte ære at blive hyldet af Slaughter of the Bluegrass (hvor mon de har søgt inspiration til navnet?). Køl ned med en violin- og banjo-fortolkning af 'Punish My Heaven':