Hvem er problemet? Vi er problemet
Populær
Supergruppen Dead Cross afsøger hardcore-punkens yderkanter på rå og modig toer, som også er rundet af firsernes thrash og gruppens helbredsproblemer.
Animal Espionage
Heart Reformer
Strong and Wrong
Ants and Dragons
Nightclub Canary
Christian Missile Crisis
Reign of Error
Imposter Syndrome
“I will wear the residue / the residue of me and you” synger Mike Patton på albumåbneren ‘Love Without Love’, som, meget symptomatisk for hele ’II’, er en frit fabulerende, stærkt underholdende, men også ganske foruroligende sang. Hvad er det, han er smurt ind i? Ønsker vi overhovedet at få svar på det?
Der er smæk på på ”II”. Trommeslageren Dave Lombardo, som nok ikke kræver nærmere introduktion, men som vel er mest kendt for at spille noget med Slayer, spiller opfindsomt og aggressivt, og samarbejdet med bassisten Justin Pearson er stramt, mens guitaristen Michael Crains medrivende, kreative og til tider ganske dissonante riffs er så skarpe, at man kan skære sig på dem. Alt i alt er det lyden af et band i topform, hvilket i sig selv er en præstation. Crain gennemgik en hård kemoterapibehandling under indspilningene, og Mike Patton har kæmpet med agorafobi i kølvandet på covid-pandemien, som isolerede ham i sit hjem.
Verden får et fur
På numre som ’Christian Missile Crisis’, som tager religiøse, våbenliderlige røvhuller under ukærlig behandling, og førstesinglen ’Reign of Error’, som tegner et lidet flatterende portræt af menneskeheden, lægges der ikke fingre imellem. Her for eksempel fra sidstnævnte: ”we are a factory of turds, noxious gases, empty words / we speak, we leak like a building covered in rust / we are the retarded klan shaking with a closed hand / spewing with a stupid band”. Der tages ingen fanger.
Mike Pattons vokaler er et kapitel for sig. Han er naturligvis kendt for sin ekstremt versatile sangstil, hvor han ubesværet forener croon, metalliske skrig og et væld af andre sangteknikker, gerne i samme sang. Her på ’II’ får vi masser af den slags, men vi får også sært svungne vokallinjer, som nærmest føles, som var de skabt til en anden version af sangen i en anden, men dog beslægtet toneart. Det lyder på ingen måde falsk – det føles mere, som om vokalerne er let fremmedgjorte over for resten af musikken. En sært hjemsøgende verfremdungseffekt. Tjek for eksempel slutningen af den ellers i starten Dead Kennedy’s-klingende ’Ants and Dragons’: ”it doesn’t matter how you sing”, synger Patton fra et sært parallelunivers, hvor alting er forrykket en anelse. Bare nok til, at det risler en koldt ned ad ryggen. I øvrigt tilsyneladende en hyldest til Ken Chinn/Chi Pig, vokalisten fra det canadiske hardcoreband SNFU, som døde i 2020.
Opfindsomheden er et skelet med mange lemmer
En klar styrke ved ’II’ er, at selv om den består af laserfokuseret aggression, og sangene står i kø for støvleklædt at sparke en i fjæset, så er der mange temposkift og overraskende venstresving undervejs. Ganske enkelt: De fire herrer i Dead Cross har bare flere og bedre ideer end de fleste musikere, og de har modet til at realisere dem. Et kæmpe vip med hatten for det. Tjek for eksempel ’Strong and Wrong’, som forener noise, psykedelisk ekkoende riffs, brutalt og vidunderligt præcist trommespil, sublimt vrængende vokaler (få andre kan synge ordet ”puke”, så det lyder som det, det beskriver) og bølleriffs med læderjakken på rette sted. Fabelagtigt, ganske enkelt.