Intet er hugget i granit
Ingen har patent på en æstetik, men Deafheavens appropriation af drømmepoppen er trods en hæderlig indsats ultimativt forglemmelig.
2. In Blur
3. Great Mass Of Color
4. Neptune Raining Diamonds
5. Lament For Wasps
6. Villain
7. The Gnashing
8. Other Language
9. Mombasa
Farveladerock
Sidst vi hørte fra Deafheaven var omkring juletid sidste år, hvor jeg brokkede mig over, hvor kedsommelig en udgivelse, vi blev spist af med. Det skal ikke hedde sig, at de efterfølgende skal affejes som en fis i en hornlygte, for der må da være noget om hypen, der omgiver post-metallerne i bandet, som black metal fans enten elsker eller hader. Men TL;DR: Der er ikke meget black metal tilbage at spore på en udgivelse, der bestemt ikke er som forventet.
For selvom jeg aldrig personligt har været med på vognen, har de alligevel gjort sig bemærket hos mig, og jeg forstår godt, hvorfor folk falder i svime over deres landvindinger. Deres drømmende klange og afstikkere i alle mulige andre retninger end mod det frosne nord, har tryllebundet folk i en dekade. Men på 'Infinte Granite' udebliver både black metal og støjrock: Kvintetten har skrinlagt metallen og i stedet kastet sig over den alternative rock.
Før du spærrer øjnene op i eventuel forfærdelse og straks farer til tasterne, vil jeg først og fremmest understrege, at den genkendelige rumklang ikke er forvist til skammekrogen. Den benyttes stadig til at skabe dybde i musikken, som, hånden på hjertet, ikke er hverken original eller nyskabende. Skal jeg være streng, lyder de til tider som et indie-band fra årtusindskiftet, og deres forsøg på at balancere det sarte med det tunge, lander mellem to stole. Skal jeg være rigtig streng, er det mest mindeværdige i denne omgang overraskelseselementet.
Snoozecore
Tag for eksempel et nummer som 'The Gnashing'. Det forsøger at genkalde sig lidt af, hvad vi kender fra tidligere plader, og med en frembrusende rytmesektion, der opfordrer til at svinge med armene snarere end at glo på sine skosnuder, er den næsten irriterende opløftende. Som udgangspunkt er det decideret dream pop i stil med Cocteau Twins og Sigur Rós på Ritalin. Men trådene til metallen er dog ikke trevlet helt op, og det er ikke svært at drage en musikalsk parallel til for eksempel Sólstafir, der også bevæger sig rundt i et melankolsk post-univers.'In Blur' lyder som Katatonia på en solskinsdag og giver pladen et skær af kognitiv dissonans i og med det melankolske og sangvinske kæmper om opmærksomheden.
Effekterne på de strengede instrumenter i de mere intense øjeblikke, gør det hele meget yndefuldt, men bliver af og til for glitter-pæne, primært fordi George Clarke har fokuseret på clean vocals. Jeg er stor fan af teknikken, både som afbræk og som en sangers foretrukne udtryksform, men vokalen skal også gerne stå i opposition til noget mere harsk for ikke at ende med at blive udvasket og tandløs. Inspirationen fra Vancouver Sleep Clinic tysser fra et sted under slumretæppet, så det aldrig støjer for meget, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at Deafheaven ikke helt kan bestemme sig for, hvad de vil.
Enkelte steder bliver det stemning for stemningens skyld som på 'Neptune Raining Diamonds', der er et tre minutter langt tilløb til 'Lament For Wasps', hvor alle heldigvis får fingeren ud og fokuserer længe nok på processen til at spille noget sammenhængende. Dog vil jeg mene, at nu hvor deres musikalske output har forandret sig så meget, burde de genoverveje længden på numrene. Det er fint nok, at de ikke længere varer i omegnen af 15 minutter, men det ville klæde dem, at have skåret endnu mere ind til benet.
Marengsmetal
Som en af dem, der aldrig abonnerede på deres musik, har jeg ikke kunnet blive skuffet. Men overraskelseselementet falmede ret hurtigt og tog den indledende wow-effekt med sig. Det hele er meget fint og godt alt sammen, men det er også hørt før og er på en og samme tid et lunkent opkog af en masse spændende bands og en genremæssig spændetrøje. Den varme mælk med honning er blevet lunken og har fået skind på, inden pladen er slut, og det er desværre ikke, fordi jeg faldt i søvn, at jeg ikke kan huske ret meget af den.
Det er bestemt ikke første gang, at metalmusikere med tiden har søgt nye græsgange, men selv progressive tilhængere af moderne black metal vil måske få svært ved at acceptere det faktum, at Deafheaven har taget ved lære af nyere tiders Deftones og basalt set er blevet The Cure i pastelfarvet tøj. Det er der såmænd ikke noget galt med, og som sådan er 'Infinite Granite' også en udmærket plade i sin kategori. Men om det er nok til at overbevise deres trofaste fans, skal jeg ikke kunne sige.