Kan vi også få en MTV unplugged-udgivelse?

White-Pony-x-Black-Stallion

Deftones ser fremad ved at genoplive fortiden: Remix-pladen – et produkt der i metal-sammenhæng ikke har været moderne siden ’White Pony’ udkom. Det er en tragikomisk sluttet cirkel.

Kunstner
Titel
Black Stallion
Trackliste
Feiticeira - Clams Casion remix
Digital Bath - DJ Shadows remix
Elite - Blanck Mass remix
Rx Queen - Salva remix
Street Carp - Phantogram remix
Teenager - Robert Smith remix
Knife Party - Purity Ring remix
Korea - Trevor Jackson remix
Passenger - Mike Shinoda remix
Change (In The House Of Flies) - Tourist remix
Pink Maggit - Squarepusher remix
Karakter
2

Den 20. juni 2000 udgav Deftones deres ikoniske tredje fuldlængde-album. En plade der kanoniserede amerikanerne ud af nu-metallen og sikrede fremtidig relevans. Det er ligeledes en udgivelse, der står mange nær. Et samlingspunkt for metal-fans på tværs af genrer, der hyppigt diskuteres og fremhæves som værende en af den tids højdepunkter. ’White Pony’ er et svendestykke, som vi tidligere har beskrevet i vores metaldiktator.

I samme periode var remix-pladen populær. Den blomstrede i midt-90’erne og forsvandt igen ti års tid efter. Det var tidens trend og typisk et forsøg på at hive flere penge op af lommen på de hungrende metal-fans. Især nu-metallen tog teten op i start-00’erne og rykkede standarden fra selv-remixede plader, til at lade andre kunstnere bidrage, finpudse og revidere udgangspunktet.

Remix, revamp & rewind
Limp Bizkits ’New Old Songs’ (2001) er et godt eksempel på den udvikling. En decideret forfærdelig udgivelse båret af dårlige remix af ellers så prominente stjerner som The Neptunes, Timberland og Diddy. Et glimrende eksempel på hvor horribelt det kan gå, selvom store navne bliver hyret ind.

Modsat er Linkin Parks ’Reanimation’ (2002), der sandsynligvis er blandt de bedste remix-album, den genre og tidsæra har at byde på. 20 numre remixet af datidens first movers og gæstet af de hotteste stjerner. ’Hybrid Theory’ raffineret, modelleret og endda tilføjet ekstra vokalstykker og arrangementer. Til trods for at pladen er blandt det ypperste hvad angår remix-udgivelser, så skal man være specielt meget Linkin Park-fan for at huske den plade. Det er der en simpel men signifikant årsag til: vi gider ikke gammel vin på nye flasker – originalen smager typisk meget bedre.

Det sagt, så giver datidens udgivelser en god forståelse af de grundparametre, der driver en lyttevenlig remix-plade: nutidige og fremadskuende remix-ansvarlige, et kompetent remix, der fungerer selvstændigt såvel som i samlet kontekst og naturligvis et udgangspunkt, der selvstændigt står stærkt.

Og så skal numrene byde på noget nyt. Gerne meget anderledes end originalen. Genre- og stemningsmæssigt. Ellers er det formålsløst at lytte til.

Det nært fejlfrie udgangspunkt
‘White Pony’ er selvsagt et formidabelt udgangspunkt – til gengæld er ’Black Stallion’ hæmmet på de førstnævnte parametre. Det er en broget om end kompetent skare, der er udvalgt til at remixe. Alle prominente navne, mere eller mindre relevante i dag.

Den ene halvdel var unge teenagere, da ’White Pony’ udkom, hvorfor det må formodes, at pladen har præget deres musikalske udvikling og liv. Michael Volpe/Clams Casino gør et udmærket arbejde på ’Feiticeria’, Benjamin John Power giver ’Elite’ en techno-overhaling, Paul Salva dubber succesfuldt ’Rx Queen’, mens Josh Carter og Sarah Barthel giver ’Street Carp’ en skøn, afslappet og tilbagelænet lyd. Alle kunstnere, med de rette meritter, et imponerende cv og fingeren på pulsen.



Den anden halvdel har et tilsvarende imponerende cv, men her taler vi enten om kunstnere, der blomstrede i samme periode som ’White Pony’ eller før. Trevor Jacksons tag på ’Korea’ lyder decideret forfærdeligt. Som et forsøg på en dårlig rave-banger fra midt-90’erne eller soundtracket til computerspillet Command & Conquer. DJ Shadow får et af ’White Ponys’ største højdepunkter, ’Digital Bath’, til at lyde som en frasorteret b-side fra en af Unkles første tre udgivelser, og Squarepushers version af 'Pink Maggit' er tåkrummende kedelig og ditto ude af takt med nutiden.

Robert Smith tager dog prisen for mest forfærdelige, uengagerede og irrelevante remix for hans bud på en 2020-version af ’Teenager’. Tamt og ligegyldigt.

Tilbage er tre af den oprindelige plades største og stærkeste kompositioner. ‘Change (In the House Of Flies)’, der har fået en overhaling af Tourist, ’Knife Prty’ remixet af Purity Ring og ’Passenger’, som Mike Shinoda med succes har fået til at lyde som Trentemøller anno 2006. Alle fine remix, der dog langt fra lykkes med at løfte grundmaterialet til de absolutte højdepunkter, de bør være.



Det er et imponerende udvalg af kunstnere, der har leveret materiale til ’Black Stallion’, men kun halvdelen baserer deres lyd på nutiden, eller hvad der kunne være fremtiden. Men hvad skal vi egentlig bruge et ’White Pony’-remix-album, der lyder som om, det blev udgivet før eller på samme tid som original-albummet, til? Her fejler pladen eklatant. Det kaotiske hav af musikalske inputs, der strækker sig over de seneste 30 år, giver hertil pladen et uhensigtsmæssigt rodet udtryk.

Endelig bør man spørge sig selv, hvorvidt denne remix-plade overhovedet er relevant? Er der behov for at genoplive konceptet i en én til én-kopi af 00-versionen? Med det materiale kunne Deftones have skabt noget stort: et album der tog hånd om tidens trends, en form for udgivelse, der pegede fremad i stedet for 20 år tilbage i tiden – af format såvel som musikalsk. Man fristes til at sige, at den kunne have givet bandet nyt liv. Hvor 'White Pony' var fremadskuende og toneangivende er 'Black Stallion' det stik modsatte.

På mange måder minder ’Black Stallion’ om ’Reanimation’. Der er gode intentioner om at skabe en remix-plade, der reelt giver lytteren en ”ny” oplevelse. Ligesom det er en udgivelse, der giver ekstra kant til ’White Pony’-universet. Det er ditto en plade, der aldrig vil blive husket for at være andet, end den dér remix-plade af ’White Pony’. Hvis overhovedet husket.